Jack White afviser Taylor Swift-diss: »Jeg sagde ikke, at hendes musik var kedelig«

Jack White afviser Taylor Swift-diss: »Jeg sagde ikke, at hendes musik var kedelig«
Jack White. (Foto: Rich Fury/Getty Images for iHeartMedia)

Jack White forsøger nu at lukke ned for en mindre internetstorm.

Den tidligere The White Stripes-frontmand vakte for nylig opsigt i et interview med The Guardian, hvor han talte om sin egen tilgang til sangskrivning og i den forbindelse fremhævede Taylor Swift som eksempel på en mere selvbiografisk poptradition.

»Det er blevet meget populært i Taylor Swift-traditionen, hvor popsangere skriver sange om deres offentlige breakups. Det finder jeg ikke særlig interessant«, sagde han og tilføjede, at han selv synes, det er »lidt kedeligt« at skrive direkte om sit eget liv.

Udtalelsen blev hurtigt tolket som en stikpille til Swift. Nu forsøger White dog at rydde op i misforståelsen i et opslag på sociale medier.

»Jeg sagde ikke, at jeg synes Taylor Swifts musik er ‘kedelig’, eller hvad internettet nu prøver at få det til at lyde som«, skrev han.

»Det, jeg prøvede at sige, var bare, at det ikke interesserer mig at skrive direkte om mig selv. Jeg foretrækker at omsætte mine oplevelser til fiktive karakterer«, forklarede han og understregede, at Swift og andre kunstnere har haft stor succes med deres egen tilgang.

»Bare fordi jeg gør tingene på én måde, betyder det ikke, at alle andre skal gøre det samme«.

White brugte samtidig sagen til at kritisere den medielogik, der hurtigt kan forvandle udtalelser til clickbait.

»Det gør mig mindre og mindre interesseret i at lave interviews«, skrev han og pegede på, at kunstnere i stigende grad ender med at give »sikre svar«, fordi de ellers risikerer at blive misforstået.

Se Jack Whites opslag herunder.

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af