Debutalbummet ‘Det, man vander, vokser’ er et vildt bevis på, hvor langt Sira Jovina allerede er nået
ALBUM. Sira Jovina må være en af de største karakterskuespillere i dansk musik lige nu.
Sådan har det været, siden hun i 2023 debuterede med den iskolde single ’Længe siden’, hvor hun med nærmest uhørt selvtillid og hørbart himmelvendte øjne kastrerer en desperat ekskæreste, der helt forståeligt fortryder sit historiske fumble.
Siden da har Jovina penduleret mellem denne overlegne femme fatale-attitude – en rolle, hun især har gentaget som gæst på sange af blandt andre Annika og Milo – og noget mere inderligt, hvor hun blotter den sårbarhed, der selvfølgelig ligger bag den hårdkogte overflade.
Begge roller spiller hun med så meget indlevelse, at man sommetider har indtryk af, at der findes to udgaver af Sira Jovina med hver deres vidt forskellige personligheder. Og begge roller er selvfølgelig til stede på debutalbummet ’Det, man vander, vokser’.
Førstesinglen ’Superlim’ er et eksempel på, når Jovina er i sit allermest skrøbelige hjørne. En sang om at have slået sig så hårdt på kærligheden, at man ikke kan genkende sig selv for bare blå mærker.
»Jeg er ikk’ en, jeg kender mer’ / Du har ændret mig«, synger hun over en bittersød akustisk guitar med en stemme, der er mere spinkel og åndeløs, end jeg kan huske at have hørt den før. »Du har ændret mig«, gentager hun igen og igen i det fatalistiske crescendo. Det, der begynder som en trist kærlighedsballade, ender som en tragedie.
I den modsatte ende af spektret finder vi ’Håber det gør ondt’, en oprigtigt foruroligende sang, hvor Jovina stikker nålen eftertrykkeligt ind i den voodoodukke, hun får forvandlet en stakkels ekskæreste til.
Som så mange film fra Hollywoods guldalder illustrerer sangen, at den største katastrofe ikke er at blive forladt af en femme fatale, men at hun derimod bliver hængende, indtil hun har suget alt blodet ud af sit mandlige offer. »Livet det er alt for kort / Til at sørge over en, der ikk’ er gået bort«, synger hun ildevarslende.
På ovenstående sange forfiner Jovina et sæt karakterer, hun kender ud og ind. Men nogle af albummets bedste sange er faktisk dem, hvor hun indtager helt nye roller og perspektiver.
Det gælder åbningsnummeret ’Sig du hader mig’, der med sine minimalistiske beats og smukt arrangerede staccato-melodier ville være en helt klassisk Sira Jovina-sang, hvis ikke det var for teksten, hvor et dysfunktionelt parforhold iscenesættes med imponerende psykologisk kompleksitet.
Intet offer og ingen skurk, bare to fejlbarlige mennesker, der konstant spænder ben for hinandens kærlighed.
I samme boldgade finder vi det atmosfæriske afrobeats-eksperiment ’Troede vi var venner’, hvor en repetitiv vokalmelodi, der konstant snurrer om sig selv som en af de der uendelige spiraler, der bruges til hypnose, er den perfekte musikalske iscenesættelse af en fascinerende, småparanoid fortælling om rygter og svigt.
Enkelte sange – især den lidt træge ballade ‘Evig regn’, hvis stilstand nærmest mimer titlen – når ikke det niveau, der kendetegner resten af det meget korte album, der ifølge Sira Jovina selv er en del af et større værk. Andre sange – åbningsnummeret især – kunne godt tåle en produktion, der var lige så interessant som den sang, den omkranser.
Den slags indvendinger er dog hurtigt glemt, når det overraskende afslutningsnummer ’Store mørke verden’ gør sin dramatiske entré. Sangen har nærmest karakter af en bøn.
»Store mørke verden / Jeg er bange for, du ikke er den samme / Når min datter hun skal være her, kan hun leve frit?« synger Jovina over et snigende elorgel direkte henvendt til universet og fortsætter:
»Er den blevet grøn igen? Synger fugle mig i seng? Danser min datter i regnen, som hendes moder ku’?«.
Det er både rørende økopoesi, hekseagtig naturmysticisme og et ret vildt bevis på, hvor meget Sira Jovina har udvidet sin sangskrivningsmæssige palet siden debutsinglen for tre år siden.
Kort sagt:
På ’Det, man vander, vokser’ forfiner Sira Jovina det udtryk, hun har brugt de sidste par år på at definere. Og går også langt videre end det.