Tom Hardy har lavet sit første hiphopalbum

Tom Hardy har lavet sit første hiphopalbum
Tom Hardy i 'Mobland'. (Foto: Paramount)

Ja, du læste rigtigt: ’MobLand’-aktuelle Tom Hardy har byttet det hvide lærred ud med mikrofonen.

Skuespilleren udgiver sit debutalbum som rapper i fint selskab med det amerikanske hiphop-kollektiv Czarface med titlen ’Czarface Meets Frankie Pulitzer’.

Med hjælp fra navne som Method Man, El-O og selveste Busta Rhymes træder Tom Hardy tilbage på rap-scenen med aliasset Frankie Pulitzer.

Albummet på 15 sange inkluderer selvfølgelig adskillige filmreferencer, fra Marvel-universet til Bane-monologer og en hilsen til gode gamle Nicolas Cage.

Selvom det kan lyde som et pludseligt sidespring eller begyndelsen på en midtlivskrise, er det faktisk ikke et ukendt territorium, som den Oscar-nominerede skuespiller træder ind på.

Allerede som 15-årig fik Hardy en pladekontrakt og indspillede efter eget udsagn masser af materiale, der aldrig blev udgivet.

 »Fordi jeg kommer fra et pænt middelklassekvarter, var det svært at sælge. Og jeg var ikke særlig god«, lød det fra Hardy tilbage i 2011

Men i 2018 dukkede mixtapet ’Falling on Your Arse in 1999’ op på nettet, hvor en ung Hardy rapper under et andet alias, Tommy No 1.

Samarbejdet med Czarface er heller ikke nyt. Hardys Frankie Pulitzer dukkede allerede op på gruppens EP ’Good Guys, Bad Guys’ i 2021 og har siden også været med på nummeret ’Knull & Void’ med Method Man.

Du kan selv bedømme, om Tom Hardy har bars eller ej’Czarface Meets Frankie Pulitzer’ er nemlig udkommet på Spotify.

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af