’Yes’: Mesterlig satire over Israels folkemord i Gaza føles oprigtigt farlig
FILM. Siden efteråret 2023 har en række dokumentarer og spillefilm sat billeder på de umenneskelige grusomheder begået i Gaza af det israelske militær. Fra ’No Other Land’ til ’Hind Rajabs stemme’.
Men i den streamingaktuelle ’Yes’ er palæstinenserne komplet usynlige.
Og det er fuldkommen bevidst. Ligesom Jonathan Glazers ’The Zone of Interest’ – om den tyske familie på den anden side af Auschwitz’ betonmure – handler den israelske filmskaber Nadav Lapids satire ikke om ofrene for et folkemord udført af en voldelig apartheidstat. I stedet peger han kameraet over på den anden side af pigtrådshegnet mod dem, som smilende og leende takker ja til massakren, begået i deres folks navn.
Det gør kunstnerparret Y (Ariel Bronz) og Yasmine (Efrat Dor), der underholder den militære overklasse i Tel Aviv. Til tonerne af øredøvende eurotrash og badet i neonfarverne fra en Paolo Sorrentino-film lader de sig ydmyge og antaste af landets uniformklædte ledere i en hedonistisk dans med døden.
Som Y forklarer det, findes der ja-sigere og nej-sigere. Og da en russisk oligark kort efter Hamas’ terrorangreb den 7. oktober 2023 tilbyder ham et større beløb for at skrive en nationalistisk propagandasang om Gazas snarlige udslettelse, stikker den trænede entertainer gladeligt tungen ud og spørger, hvor langt den skal stikkes op.
At hævde, at ’Yes’ har været lidt af en volatil bombe under stolen på de franske og israelske pengefolk bag filmen, ville være en underdrivelse af proportioner, og det er slående, at filmen også herhjemme nu listes ind ad bagdøren på streamingfladen.
Lapid, som i dag er bosat i Paris, filmede ’Yes’ i Israel omkring selvsamme, skæbnesvangre dag og har i interviews fortalt, at mange hoppede fra under produktionen, efter krigen brød ud. Ligeledes opnåede filmen kun en plads i sideprogrammet under sidste års Cannes-festival, selvom den anerkendte instruktør har været repræsenteret i hovedkonkurrencen før med 2021’s ’Ahed’s Knee’.
Men nu må vi blot glæde os over, at filmen findes og også er tilgængelig i Danmark. Som en sorgtekst over den vold, som Lapids hjemland udfører mod sine naboer, er ’Yes’ den sjældne politiske satire, der føles oprigtigt farlig. Det gør den især ved at lade publikum spejle sig i dem, vi normalt ville elske at heppe imod: kujonerne og håndlangerne, de utålelige yes-mænd, der ser lydighed som den største kvalitet i en medborger.
Den glade idiot er perfekt personificeret af Bronz. Med døde øjne skjult bag et par farvede pilotsolbriller og et glinsende tandpastasmil profiterer han på en krig, han ellers nægter at forholde sig til.
Han mænger sig med groteske zionister, der raser direkte til kameraet over frelste europæere og amerikanere, som skriver under på ligegyldige protestpapirer og spiller chokerede, når endnu et astronomisk dødstal tikker ind. »De har ikke nogen rigtige problemer«, vrænges der, mens champagnen flyder i stride strømme på luksusyachterne.
Trods den fandenivoldske energi ville det være en fejl at kalde ’Yes’ for polemisk. I en særligt slående scene udpensler Y’s veninde den grafiske virkelighed fra den 7. oktober, der antændte landets voldsakt mod Palæstina, og det er svært ikke at lade sig bevæge af hendes svulstige historier om gamle mennesker, som blev brændt levende i deres sikkerhedsbunkere, og børn, der så deres forældre blive henrettet.
Lige bagefter sættes disse historier i skarp kontrast, da Y med Gazas brændende ruin som baggrund oplæser sin sang, der beskriver den palæstinensiske befolkning som hagekorsbærende dæmoner og taler om kærlighed gennem blodsudgydelse. En tekst, der ifølge filmens efterskrift er baseret på en ægte sang, som vi ser sunget af et barnekor sent i filmen. Den generationelle voldscyklus er komplet.
Som det nok kan udledes, er ’Yes’ ikke en subtil film. Y’s dybe selvhad skildres vitterligt igennem en syndflod af sten, som hagler over hans ryg, ligesom den kyniske jazzpianist smører sit eget blod ud over sin nationalistiske sangtekst.
Lapid fanger os i denne følelsesvold igennem et håndholdt kamera, som konstant leger med grænserne for god smag, når det vendes på hovedet, karakterene ssh’er på soundtracket, og Yasmines barn skiftes ud med en død, palæstinensisk dreng.
Men tiden larmer for meget til film, som går stille med dørene. ’Yes’ er ikke interesseret i at få os til at græde over en tragedie, vi har været med til at forårsage. I stedet tvinger den os til at granske vores position som dem, der sagde ja.
Det er fandme modbydeligt. Og mesterligt udført.
Kort sagt:
Den israelske instruktør Nadav Lapid har skabt en balstyrisk satire, der raser imod de folk, der gladeligt takker ja til en umenneskelig massakre.