‘Noahs ark II’ får en helt anden tyngde, når man kender Noah Carters historie
ALBUM. Da Noah Carter udgav ‘Noahs ark’ i 2024, skiftede han til dansk og viste samtidig, at han kunne samle hård rap, poppede melodier og personlige tekster på én plade uden at miste sin egen identitet. På ‘Noahs ark II’ bygger han videre på samme fundament.
Der er sange på albummet, der går så hårdt, at man næsten glemmer at lede efter noget nyt. ‘Ingen kommentar’ lægger ud med kontante trommeslag og en buldrende 808, mens Noah rapper med en intensitet, der matcher produktionen.
I et vers rapper han »back to back tre år i træk ligesom Zinedine« – en henvisning til sin egen imponerende albumfrekvens, hvor han har udgivet en plade hvert år siden 2024 (sidste år fik vi ’Guld & grønne’). Det er en lille selvfed detalje, men også en ret elegant reference.
Midt i det hele kommer linjen »krammer min mor, mens jeg tænk’ på min far«. Den er simpel på overfladen, men får en helt anden tyngde, når man kender historien om Noahs fraværende far.
På ‘Culture Box’ viser Hans Philip igen, hvorfor han er en af de features, man altid håber på. Hvor han på ‘Kom og gik’ fra forgængeren befandt sig i et langt mere poppet univers, lander han her på et lige så hårdtslående beat som ‘Imponeret/Smukt&Rigtigt’ og rapper, som om sangen er hans egen med guldkorn som »mit liv går ud på at undgå nettet som Jannik Sinner«.
Noah er selv i sit es i omkvædet, hvor han rapper: »Lavede en hurtig touch i Rom, bare frem og tilbage, det’ småting«. På overfladen handler det bare om en hurtig tur til Rom, men formuleringen gemmer på (endnu) en fodboldreference: »Touch i« ligger tæt op ad Totti, Romas ikoniske nummer 10. Det er den slags, der føles friskt, netop fordi den ikke handler om, hvor hurtig Noah er. (Vi har fattet det, din Mercedes er hurtig som Mbappe.)
Og så er der ‘Peberkorn’ med Mas, hvor synthesizeren i introen lyder, som om den kunne være taget direkte ud af Daft Punks ’Tron: Legacy’-soundtrack. Den futuristiske lyd fortsætter, da Mas kommer ind med et næsten Travis Scott-kodet, autotunet omkvæd.
I verset lægger han det samme flow hele vejen igennem, men det bliver aldrig monotont – tværtimod bliver det næsten hypnotiserende, når rimene lander så skarpt. »Kan ikke tage papiret med i graven som en mumie« er et vanvittigt stærkt eksempel på hans billedsprog, og som verset skrider frem, føles det næsten, som om hver linje overgår den forrige.
Det er bemærkelsesværdigt, at Noah denne gang har skåret featurelisten helt ind til benet. Foruden Hans Philip og Mas, der begge var med på ‘Noahs ark’, får han selskab af RCA’s nye satsning Freyy, der tidligere på sommeren gæstede Artigeardits album ‘Den lange vej’, og Nikolaj Manuel Vonsild fra When Saints Go Machine. Ingen B.O.C.-kammerater denne gang.
‘Ude fra indre’ skruer tempoet yderligere op. De lynhurtige trommer og desorienterende synthesizere får sangen til at føles som en sprint igennem natten fra privatfest til privatfest, mens Noah Carter i broen rapper »vi tager aldrig hjem, for vi’ alle sammen ensomme«. Her bliver festen en flugt fra det, der foregår under overfladen.
Den modsatte ende af Noahs spændvidde findes på ‘Vis dit hjerte’. Her er produktionen næsten nøgen, hvilket giver plads til, at hver sætning kan stå tydeligt frem. »Du elsker mig så højt, du siger, du dør, hvis du ikk’ med mig / Men vi begge er sammen med andre, og vi’ begge to bedre steder«, rapper han over et sentimentalt sample. Det er en af de gange, hvor Noahs mere afdæmpede side fungerer bedst.
Men spændvidden har også en bagside. Det er også her, ‘Noahs Ark II’ minder mest om forgængeren. Noah vil både være hård, poppet, sårbar og festlig, og som på ‘Noahs ark’ bliver resultatet mere en samling stærke øjeblikke end én samlet fortælling.
‘Blod’ og ‘Hovedpine’ har eksempelvis ikke samme nødvendighed som resten. Førstnævnte lægger sig i et mere poppet og tilbagelænet spor, men føles som en mindre interessant gentagelse af ‘Dirty Disco’ med School of X, hvor Noah tidligere fandt mere personlighed i samme slags univers. ‘Hovedpine’ lider omvendt under et mere generisk trapbeat, som Noahs repetitive levering heller ikke formår at løfte.
Til gengæld føles det ikke som et album, der desperat forsøger at genopfinde Noah Carter. Han har fundet en formel, der fungerer, og ‘Noahs Ark II’ er måske endda stærkere end forgængeren. Det er ikke nødvendigvis et problem, at han ikke flytter sig voldsomt fra etteren. Når niveauet er så højt, kan det også være en styrke at vide, hvad man er god til.
Arken er ikke blevet bygget om, men den sejler stadig imponerende godt.
Kort sagt:
Noah Carter har endnu en gang bygget et stærkt og alsidigt dansksproget album. De store øjeblikke er virkelig store, og selvom helheden kunne være skarpere sammensat, viser ‘Noahs ark II’, hvor stærk hans formel er blevet.