Hvad i alverden er Ukendt Kunstners ’Sort’?

Batman, kunstfilm eller politisk thriller? Ukendt Kunstners nye filmprojekt er omgivet af mørke og mystik. Vi kommer med vores bud på, hvad det hele går ud på.
Hvad i alverden er Ukendt Kunstners ’Sort’?
Ukendt Kunstner. (Foto: Mathias Haugaard)

SPEKULATION. Det har været sparsomt med information om Ukendt Kunstners kommende film, ’Sort’. Normalt i en situation som denne her ville vi skrive en »her er, hvad vi ved«-artikel. Problemet denne gang er bare, at vi stort set ingenting ved.

Traileren ligner (og lyder) som den seneste spinoff fra Batman-universet. En sort/hvid film, sat i en lidt udefineret storby, der godt kunne ligne Gotham med højhuse og industribygninger side om side, og hvor det på en eller anden måde altid er nat. Eller i hvert fald mørkt og overskyet.

Der er klip af Hans Philip og Jens Ole McCoy i en form for radiostudie, Hans Philip som både præst og klovn (eller Joker?), pludselig under vand, på klub. Vi møder både Sivas, Benny Jamz og Lord Siva, mens Zlatko Burić fortæller en kryptisk gåde under McCoys dramatiske synths:

»Jeg breder mig lydløst, men aldrig ubemærket. Nogle frygter mig, mens andre venter på mig. Jeg skjuler det åbenlyse, men afslører det skjulte. Jeg varer kun et øjeblik, men føles uendelig. Jeg været hos dig, så længe du kan huske. Hvem er jeg?«.

Et svar kunne været mørket, hvilket ville passe fint ind i den generelle æstetik og filmens titel – og i øvrigt lyder meget hævneragtigt. Så hvad i alverden er det mon for en type værk? Én lang musikvideo eller en kunstfilm? En politisk thriller? En dansk Batman? Her er, hvad vi tror.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

The facts

Okay, her er alligevel, hvad vi ved. Indtil videre. Castet består af Ukendt Kunstner selv, Sivas, Benny Jamz og Zlatko Burić. Denne liste er dog, hos distributøren Scanbox, efterfulgt af »m.fl.«, så der er potentiale for andre cameos – for eksempel Lord Siva.

Ukendt Kunstner skrev desuden i et teaser-opslag på Instagram: »SORT – En film. Et album af Ukendt Kunstner. Kan kun opleves i biografen«, og Scanbox skriver nogenlunde det samme: »Et album. En film. Et værk, der kun kan opleves i biografen«.

Det er altså både en film og et album. Om det er et album, der bliver udgivet på streaming eller på anden vis, er endnu ikke bekræftet. For nu kan værket umiddelbart kun, ja, opleves i biografen.

Ifølge biografhjemmesiderne har filmen en spilletid på omkring en time, hvilket jo er kort for en spillefilm, men for langt til en decideret kortfilm. Det er til gengæld meget standard længde for visuelle album som Beyoncés ’Lemonade’ og Frank Oceans ’Endless’, og den også er kategoriseret som »musikfilm« på Scanbox’ hjemmeside.

’Sort’ er desuden instrueret af Oli Zaza, der står bag det visuelle udtryk for mange af danske rappere, herunder Ukendt Kunstner, og har instrueret flere musikvideoer for både dem, Artigeardit, Lamin, Benny Jamz og andre.

Det er ikke supermeget at gå ud fra, men vi tillader os alligevel at komme med et bud på, hvad det mon bliver for et værk.

Ukendt Kunstner. (Foto: Mathias Haugaard)

Vores bud

Et nærliggende, og nok også det mest sandsynlige bud et netop noget i retning af ’Endless’ eller ’Lemonade’: En kunstfilm, der afbilder tematikker som undertrykkelse, gademiljø, oprør, måske politisk korruption. Trailerens billedsprog antyder i hvert fald lyssky aktiviteter af forskellige arter.

Det bliver højst sandsynligt uden dialog eller noget stort episk narrativ, men muligvis med voiceovers fra Zlatko Burić. Et lignende bud kunne være en form for antologi-film med en masse små, uafhængige historier i form af musikvideoer, om end med mere dialog.

Et helt tredje bud kunne være en mere sammenhængende fortælling. Måske et narrativt konceptalbum om en oprørsk journalist (Hans Philip), der længe har lavet piratradio med sin trofaste makker (McCoy), hvor han hænger politikerne (heriblandt Burić) ud for korruption og bedrag.

Det peger dog meget i retning af det første. Scanbox’ kategorisering, spilletiden og det faktum, at Zaza er bag kameraet, tyder på, at de er gået mere op i musikken og det æstetiske udtryk end berettermodellen. Desuden stikker de forskellige klip fra traileren i tilpas forskellige retninger til, at en collageopsætning virker sandsynlig.

Men som sagt: Det er et sort hul. Vi ved stort set ingenting.

’Sort’ kan opleves i biografer landet over fra 26.-29. november.

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af