KOMMENTAR. »Ambitionen har været at skabe en fortælling, der aldrig er set før i dansk tv«.
Sådan lød det fra TV 2, da de tidligere på måneden annoncerede ’Alle elsker Rasmus’ – serien, hvor komiker Rasmus Wallbridge over fire måneder bliver narret til at tro, at han er i gang med at lave sin første spillefilm.
Og programmet, hvor 149 mennesker fra underholdningsbranchen – inklusive notabiliteter som Casper Christensen, Anders W. Berthelsen, Malte Ebert og Josephine Højbjerg – har rottet sig sammen om at pranke Wallbridge noget så eftertrykkeligt, er ganske vist et nybrud på hjemlige breddegrader.
Men inspirationen kommer fra USA. Fra Prime Videos seriesensation ’Jury Duty’, hvor den helt almindelige mand Ronald Gladden blev indrulleret som nævning i en retssag. Blot for et par uger senere at finde ud af, at hele sagen var fake, og at alle hans mednævninge, vidner og selv dommeren var skuespillere.
Serien gik en svær balanceakt, men viste, at det er muligt at lave et udførligt komisk skjult kamera-setup, der kan forsvares moralsk og få en lykkelig udgang.
Problemet for TV 2, Nordisk Film og produktionsselskabet Drive Studios er, at der er markante forskelle mellem genistregen ’Jury Duty’ og fejlskuddet ’Alle elsker Rasmus’, og at det netop er de forskelle, der får det danske programs moralske habitus til at smuldre.
Intermezzo vs. ægte liv
I ’Jury Duty’ tog Ronald Gladden imod en mulighed for mod betaling at være med i en jury i 17 dage, mens han var i gang med at søge nyt job. Han syntes, det var en potentielt spændende erfaring at få, men han havde ikke noget karrieremæssigt på spil. Det var et intenst, men flygtigt intermezzo i hans karriere og liv.
I ’Alle elsker Rasmus’ er man inde og røre ved Rasmus Wallbridges egentlige professionelle udsigter. Ganske vist bliver det ikke nævnt i programmet, at det er Wallbridges »største drøm«, der går i opfyldelse, som kritikerne ellers har fremført det seneste døgn, men det er alligevel en stor chance for en stadig kun semikendt komiker at få lov til at lave en spillefilm. Wallbridge kan have sagt nej til andre tilbud og har indrettet sin tilværelse for at gribe denne potentielt livsændrende mulighed.
I ’Jury Duty’ var Gladden placeret i en lukket verden (en isoleret retssag) omgivet af mennesker, han aldrig havde mødt før. Til sidst kunne han møde dem, som de virkelig var: Som hjertelige skuespillere, der var kommet til at holde af ham undervejs. I ’Alle elsker Rasmus’ støder Wallbridge op mod forvrængende udgaver af rigtige (kendte) mennesker, infiltreret i hans ægte virkelighed og hverdag.
I ’Jury Duty’ udfoldede spøgen sig over 17 dage. I ’Alle elsker Rasmus’ er det fire måneder, så lang tid, at hovedpersonen reelt kan føle, at han har spildt værdifuld tid af sit dyrebare liv på at være en uvillig brik i andres spil.
Helt eller prügelknabe
I ’Jury Duty’ blev Ronald Gladden som led i produktionens meget udførlige manuskript sat i situationer, hvor hans moralske kompas skinnede igennem, og hvor han utvetydigt fremstod som en all around good guy, der bevarede sund fornuft og empati midt i de bizarre hændelser, der udspillede sig omkring ham.
Han var så likeable, at han blev mødt af en sand kærlighedsstorm efter premieren, han fik 100.000 dollars for ulejligheden, og han fik en lukrativ to-års-aftale med Amazon MGM på at udvikle nye programmer.
I ’Alle elsker Rasmus’ fremstår Rasmus Wallbridge ganske vist sympatisk, men selvom Martin Johannes Larsen ved afsløringen næsten tryglende hævder, at vennen har »shinet« gennem hele affæren, er det lige knap det indtryk, man sidder tilbage med som seer.
Tværtimod kan man sagtens argumentere for, at forløbet slår skår i hans professionelle renommé, når han naivt hopper med på forestillingen om, at det ud fra alle objektive kriterier elendige ’Scary Movie’-pitch rent faktisk bliver mødt af velvilje.
I ’Jury Duty’ kunne Ronald Gladden gå ud med en forvisning om, at han var programmets helt. I ’Alle elsker Rasmus’ kan Wallbridge nu gennemspille 100 situationer i sit hoved, hvor han troede, prominente skuespillere og chefer fandt ham sjov, interessant og lovende – og spekulere på, om de i virkeligheden syntes, han var en useriøs prügelknabe. Gladden fik bygget sit selvbillede op, Wallbridge får revet sit ned. Grinede de med eller af mig?
Lotterisedlen, der blev brændt
I ’Jury Duty’ vandt Ronald Gladden i lotteriet. I ’Alle elsker Rasmus’ gav man Rasmus Wallbridge gevinsten, blot for at smide den i pejsen og bede hovedpersonen juble, mens han ser den gå op i røg. Pranks er som regel bygget op om, at offeret oplever noget skrækkeligt, som så lykkeligvis viser sig ikke at findes. Her var det med omvendt fortegn.
I ’Jury Duty’ mærkede man et kærligt formål om at vise det almindelige menneskes anstændighed og medmenneskelighed. I ’Alle elsker Rasmus’ fortaber den dybere mening sig i en halvkvædet satire over underholdningsbranchen, set sjovere og bedre i alt fra ’Klovn’ til ’Agent’ og ’Ditte & Louise’.
I ’Jury Duty’ var det endelige maskefald langt og grundigt og involverede alle skuespillerne, der tiljublede ham, krammede og debriefede på alt, hvad der var foregået. De holdt kontakten længe efter optagelserne. I ’Alle elsker Rasmus’ falder afsløringen antiklimatisk fra Martin Johannes Larsen i en tom biografsal uden større fanfare eller tilstedeværelse af de mange medvirkende.
Jeg er modsat nogle af de stemmer, der har ført an i kritikken af TV 2 over de seneste 24 timer, ikke af den opfattelse, at man aldrig burde have lavet en vovet og gennemført prankkomedieserie.
Men djævelen ligger i detaljen. Og alt tyder på, at TV 2, Nordisk Film, Drive og Martin Johannes Larsen i deres iver efter at gå ’Jury Duty’ i bedene har glemt at granske alt det, der styrede pendantens moralske kompasnål.
’Alle elsker Rasmus’ kan ses på TV 2 Play. ’Jury Duty’ kan ses på Prime Video.