‘Maleficent’
I 90’erne fik den grønne heks fra ’Troldmanden fra Oz’ moderne oprejsning og en rørende forhistorie i bogen ’Wicked’, der siden er blevet til en dundrende musicalsucces verden over.
Heksen, Elphaba som hun nu hed, var nemlig ikke blot en kosteflyvende hystade. Hun var en misforstået, måske endda elskelig udstødt fra et middelalderligt samfund, der kun så hendes aparte hudfarve (!) og ikke kvinden bag.
Med ’Maleficent’ vil den debuterende instruktør og forhenværende specialeffekt-troldmand Robert Stromberg spinde en lignende allegori over Torneroses plageånd, den onde fe Maleficent, som i sin eponyme film er blevet forfremmet fra mareridtsvæsen til martret femme fatale i eget show.
Hvad bliver det næste? En romantisk komedie med den onde dronning fra Snehvide? Nuvel, eventyrernes skyggeland og kvinderne, der lurer der, har nu engang også altid været langt mere spændende end pageklippede prinser på hvide ponyer.
Den forældreløse fe Maleficent med de enorme vinger bor i et farverigt sagnland hinsidiges menneskenes verden, omgivet af liv, men ensom i hjertet. Så da menneskedrengen Stefan pludselig dukker op og fatter interesse for hende, er den smukke fe solgt til stanglakrids.
De to bliver bedste venner og sidenhen teenagekærester, da Stefan sværger Maleficent sin kærlighed. Men med tiden bliver Stefan (Sharlto Copley) forblændet af materialistisk grådighed, og da han som voksen forråder Maleficent (Angelina Jolie) på den mest brutale vis for selv at blive konge over menneskene, knuser han sin tidligere elskedes hjerte.
Maleficent plotter sin hævn, og hævn får hun, da hun forbander Stefans førstefødte datter, Aurora: Inden solnedgang på pigens 16-års fødselsdag skal hun stikke sin finger på en spinderoks ten og falde i en dødlignende søvn. Kun et ægte kærlighedskys vil kunne vække hende. Og et sådant findes ikke i denne verden, er Maleficent overbevist om.
I desperation lader Stefan tre gode feer skjule prinsessen dybt ude i skoven, men Maleficent og hendes tjener Diaval (Sam Riley) holder et vågent øje med Auroras opvækst. Så vågent, at den bitre Maleficent meget mod sin vilje begynder at nære moderlige følelser for ’det lille bæst’ (Elle Fanning) …
’Maleficent’ er på mange måder en lige så problemfyldt film, som dens hovedperson er multifacetteret. Historien og langt størstedelen af filmen er alt, alt for mørk til små børn, og til ære for 3D-brillerne får vi serveret et par pinligt pompøse actionsekvenser, som et Tolkien-lignende slag mellem troldfolk og mennesker (hvornår blev et sådant indslag selvfølgeligt i enhver film med mærkatet fantasy?).
Til gengæld rummer ’Maleficent’ også scener indhyllet i herligt naiv eventyrmagi og en overraskende kærlighedshistorie, der er langt mere gribende, end man havde turdet forvente. Man tager sig i at nærme sig enhver film instrueret af en tidligere specialeffekt-mager med en vis forsigtighed, men skønt ’Maleficent’ sætter sig mellem to stole i forhold til sit publikum, er det svært ikke at føle sig godt underholdt, når Angelina Jolie folder vingerne ud.
Kort sagt:
Angelina Jolie gør en imponerende figur som Torneroses nemesis, den mørke fe Maleficent, i debutinstruktør Robert Strombergs overraskende rørende, eventyrfilm. Absolut ikke for de mindre børn, men glimrende popcorns-underholdning for fans af fantasy og bevingede femme fatales.