1. ’Jon Hamm’s John Ham’
Uskrevne regler fås ikke mere hellige end den, der forbyder os at indtage mad på potten, og Jon Hamms vidunderligt frastødende SNL-sketch ’John Ham’ – i betydningen toiletskinke – opsummerer hvorfor. Selve den ugudelige handling udpensler det menneskelige fordøjelsessystem i uønsket grad, og det hjælper ikke just, at Hamms foretrukne toiletspise er en slatten rulle skinke, placeret på præcis samme måde som en toiletrulle.
Det er generelt befriende, at Hamm ikke hviler trygt i sin status som stilsikkert sexsymbol, men udfordrer sig selv og sit ry i grænseoverskridende indslag. Afgrunden mellem den dødalvorlige Don Draper og den skinkespisende weirdo i ovenstående video understreger blot hans omfattende repertoire.
2. Til angreb på Bieber, Hilton og Kardashian
Jon Hamm er kendt for at tale uden filter og ytre sig knivskarpt om nutidens berømmelseskultur. Hamm har tidligere slammet Justin Bieber eftertrykkeligt, og i et interview med Elle UK gik han i kødet på Biebers åndelige slægtninge.
»Om vi snakker Paris Hilton, Kim Kardashian eller andre, er det tydeligt, at dumhed hyldes«, sagde han. »At være en fucking idiot er en værdifuld egenskab i denne kultur, fordi det belønnes«.
3. Set-dresser på soft porn-produktioner
Jon Hamms baghistorie illustrerer om noget, at vejen til Hollywoods stjernehimmel ofte er brolagt med nedværdigende nederlag. Således fungerede Hamm i karrierens spæde faser som set-dresser på en række soft porn-produktioner.
Det er selvsagt ikke ønskværdigt at rykke rundt på møblementet mellem takes, når skuespillerne er så gavmilde med kropsvæskerne, som tilfældet er. I ’The Jonathan Ross Show’ fortalte Hamm om sit virke i pornoindustrien med selvironisk skarphed.
4. Smaskende skovbetjent med Jimmy Fallon
Jimmy Fallon er en mester i at forløse sine gæsters komiske potentiale og således også, da Jon Hamm lagde vejen forbi ’The Tonight Show’ med en alternativ madkrig til følge. I sketchen ’Palisades Park Pet Patrol’ forsøger Fallon og Hamm at fuldføre en jordbunden samtale med munden stopfuld af madvarer.
Mens Fallon konstant balancerer på kanten af grineanfaldet, holder Jon Hamm masken, mens han spytter diverse kaloriebomber i fjæset på talkshowværten. Det er rasende ubegavet og hylende morsomt.
5. Gode råd fra Walter White
Hvordan tager man afsked med værket, der har defineret ens karriere? Jon Hamm står over for en personlig og professionel omvæltning af de større, når ’Mad Men’s sidste afsnit ruller over skærmen, og spørgsmålet er, om han er i stand til at ryste Don Draper-karakteren af sig, eller om han til evig tid vil associeres med den velklædte, små-alkoholiserede reklamemand (hans eget alkoholmisbrug hjælper nok ikke i den henseende)?
I et interview med GQ fortalte Hamm, at han har modtaget et par gode råd fra kollegaen Bryan ’Walter White’ Cranston, der selv måtte give slip på en karrieredefinerende rolle efter ’Breaking Bad’.
»Det er hårdt, mand. Det er hårdt at slippe det. Det vil ramme dig flere gange på forskellige måder på forskellige tidspunkter«, fortalte Cranston sin kollega. I GQ-interviewet reflekterede Hamm over hans kommentarer med stor eftertænksomhed:
»Vil folk stadig tage mig seriøst? Kommer jeg bare til at lave romantiske komedier i resten af mit liv. Hvad er næste skridt? Jeg ved det ikke. Jeg ville ønske, at jeg havde en forkromet plan«.
6. Vraget til date-show
Antallet af kvinder, der ville vrage Jon Hamm i et date-show i dag, kan givetvis tælles på et par hænder, men i 1996 var skuespilleren et stykke fra sin nuværende status som stilikon. Om det var den småsleske frisure eller den uinspirerede pick-up line, hvor ordet fabulous indgik til overflod, er uvist, men pigen i centrum fravalgte Hamm til fordel for hans velsoignerede medkombattanter.
Skuespilleren fik senere hævn i ’Mad Men’, hvor han kasserer kvinder på samlebånd.
7. Akavede øjeblikke mellem bregnerne
Man kan mene, at Hamms optræden i ‘Between Two Ferns’ i højere grad er et gyldent Galifianakis-øjeblik, men klippet hører afgjort til de bedste i den akavede interviewserie.
Der er flere politisk ukorrekte glansstunder undervejs, blandt andet da Galifianakis reagerer kraftigt på Hamms påstand om, at AMC – kabelstationen bag ’Mad Men’ – ikke står for noget bestemt: »Det næste, du fortæller mig, er vel, at KKK ikke betyder noget for dig?«
Derefter følger en salve af obligatoriske navnejokes (»is your middle name honeybaked?«) samt et syret klimaks, hvor et anfald af bregneallergi foranlediger Galifianakis til at tæppebombe Hamms bukser med snot.
8. Don Draper er overalt i SNL-åbningsmonolog
Kun de skarpeste gæsteværter i ’Saturday Night Live’ bliver inviteret igen, og Jon Hamm er blandt de få, der har fået mulighed for at gentage sit eget kunststykke. Hans anden åbningsmonolog i sketchshowet slår en tyk streg under, at han er på hjemmebane i det crazy-komiske univers.
I monologen beslutter Hamm sig for at præsentere nogle klip fra sine præ-’Mad Men’-dage, men også her udmærker han sig som dommedagsprofet i Don Drapers ånd – og stikker Kristen Wiigs eksalterede smykkesælger en syngende lussing.
Med det bevidst uholdbare postulat om, at Hamm kun har spillet Don Draper, kommenterer monologen subtilt det forhold, at skuespilleren konsekvent associeres med ’Mad Men’-karakteren. Og så er den ret morsom.
9. Med tjære i ansigtet i racistisk sketch
Helt ekstraordinært valgte Tina Fey og holdet bag ’30 Rock’ at sende fjerde afsnit af femte sæson samt 19. afsnit af sjette sæson som live-udsendelser. I sidstnævnte dukker Jon Hamm op i en dateret, racistisk sort-hvid sitcom, hvor han inkarnerer Tracy Morgans sinkebror komplet med tjære i ansigtet.
»I’s done stole this catfish!« skriger han, som taget ud af den storhedsvanvittige Ku Klux Klan-hyldest ’Birth of a Nation’. Og til Morgans åbenlyse fortrydelse.
10. Dommedagspræst i ’Unbreakable Kimmy Schmidt’
Tina Feys seneste komedieserie, ’Unbreakable Kimmy Schmidt’, forfalder til tider til det skingre, men om ikke andet vil den huskes for Jon Hamms geniale præstation som dommedagspræsten, der låser Kimmy Schmidt og tre øvrige kvinder inde i en bunker og efterfølgende affejer alle anklager med sin sølvtunge.
Netflix-seriens komiske højdepunkt indtræffer således, da Ellie Kempers titelkarakter opdager et VHS-bånd, hvorpå præsten dokumenterer egne talenter i en ustyrlig montage – fra religiøs sangkunst til knivskarpe karatespark.
Læs også: Don Draper-dæmonerne – Jon Hamm har overstået behandling for alkoholmisbrug
Læs også: AMC ville lave spin-off på ‘Mad Men’
Læs også: Don Draper indtager 70’erne i ny ‘Mad Men’-teaser