Den kommende gangsterfilm ‘Legend’ er en god nyhed for alle fans af Tom Hardy (og alle bør være fans af Tom Hardy!). Her kan den britiske skuespiller nemlig ses i ikke bare én, mere to hovedroller i selvsamme film.
Hardy spiller begge roller som de britiske gangstertvillinger, Reggie og Ronnie Kray, der gjorde Londons gader usikre i 1950’erne og 60’erne, og skal man tro den lovende trailer, kan den charmerende skuespiller – ulasteligt klædt i matchende jakkesæt, masser af cigaretter i kæften og en hård attitude – sagtens bære at spille overfor sig selv.
Filmen er instrueret af manden bag ‘L.A. Confidential’, Brian Helgeland, og er bare et af mange projekter for den travle Hardy, der snart kan ses i en lang række film som det snart aktuelle actionbrag ‘Mad Max: Fury Road’, Iñárritus ‘The Revenant’ og Sovjetdramaet ‘Child 44’, ligesom han er rygtet til Marvel-filmen ‘Suicide Squad’.
Lyt til Soundvenue Filmcast: Netflix’ hypede Daredevil / ‘Lillemand’ og komedien som undermåler
Læs også: Det skal du se i biografen i maj