‘He Named Me Malala’

3 6

Hatten af for Malala Yousafzai, den pakistanske pige, der som 15-årig blev skudt i hovedet af Taliban for at tale for pigers ret til uddannelse og nu fortsætter sit aktivistarbejde fra sit eksil i England.

Hendes arbejde har haft kæmpe betydning og sikrede hende i 2014 Nobels Fredspris som den yngste modtager nogensinde.

Malala er modig, veltalende og dybt fascinerende. Det samme kan man desværre kun momentvis sige om Davis Guggenheims (’En ubekvem sandhed’, ’Waiting for Superman’) dokumentar om ikonet. Instruktøren har fulgt Malala og hendes familie i 18 måneder i deres nye hjem i Birmingham og på hendes rejser over hele verden.

Det er spændende at se hende optræde i FN, i Nigeria og i ’The Daily Show’, men det gør os ikke meget klogere på Malala som person. Filmen ligner i højere grad en oplysningsfilm end et helstøbt portræt. Man kommer ganske enkelt ikke under huden på hende.

Malala bloggede anonymt for BBC som 11-årig og havde sine første talerengagementer og medieoptrædener som 12-årig. Den i dag 18-årige aktivist er så scenevant, at hun konsekvent fremstiller sig selv i budskaber.

Nej, hun er ikke vred på Taliban eller på manden, der skød hende, så hendes liv hang i en tynd tråd, og hun i dag stadig er mærket af en halvdød nerve i ansigtet og ikke kan vende tilbage til sit elskede hjemland. Nej, hendes far har ikke pacet hende til at trodse Taliban – det var helt og holdent hendes eget valg.

Davis formår aldrig for alvor at komme bag hendes facade. Vi fornemmer i glimt hendes ensomhed – hun har svært ved at falde til på sin nye skole, hvor niveauet er højere, og de andre pigers interesse for drenge er så langt fra hendes verden – men vi er hurtigt videre til næste dundertale om pigers ret til skolegang. Bortset fra at hun får dårlige karakterer i sin biologitest, berør filmen ikke konsekvenserne ved et teenageliv i mediernes søgelys.

Der foregå mere i en 16-17-årig piges indre. Som from muslim må hun ikke gå ud med drenge og fastholder fnisende, at hun kun interesserer sig for Roger Federer og et par cricket-stjerner på grund af deres sportslige talent. Fair nok – mor og far ser med. Men hvad med hendes forhold til veninder, klassekammerater, lærere og forældre? Hvad med de følelser, der opstå ved at flytte til et nyt land? Det er svært at tro på, at hun aldrig føler frygt, usikkerhed, savn, vrede eller pres over sin situation.

At Malala er usædvanligt følelses- og intelligensmæssigt moden, er der ingen tvivl om. Hendes selvbiografi ’Jeg er Malala’ – der dog også har en voksen medforfatter i Christina Lamb – har også en påfaldende reflekteret og voksen stemme. Den fortæller dog samtidig levende om Malalas barndom og hverdagsliv med skolegang, venindeskænderier og hårsætning hjemme i Swat-dalen. Bortset fra nogle fine animerede sekvenser, der illustrerer vigtige episoder i familiens historie, udspiller filmen sig naturligt nok mest i England. Her virker hele familien lidt stivnede. Som om de endnu ikke har fundet sig til rette, men ikke tør indrømme det over for sig selv og hinanden.

Filmens bedste scener foregår i hjemmet, hvor hun pjatter og skændes med sine charmerende små brødre og beklager sig over sine lektier som en normal teenager. Hun viser genert sin selvbiografi ’Jeg er Malala’ frem og læser højt fra inskriptionen: »Kære Malala. Fortsæt det gode arbejde. Kærlig hilsen Malala«. Gid der var flere af den slags detaljer.

I en sigende scene om instruktørens forhold til sin hovedperson påpeger han over for hende, at han har lagt mærke til, at hun ikke bryder sig om at tale om sine lidelser. Hun undgår spørgsmålet, siger han. Stilhed. »Selvfølgelig gør jeg det«, siger hun så. Klip.

Det var åbenbart det, han fik ud af hende.


Kort sagt:
Den modige pakistanske feministiske uddannelsesforkæmper Malala Yousafzai er en fascinerende hovedperson og i den grad værd at tilbringe 87 minutter med. Men instruktør Davis Guggenheim formår aldrig at komme bag ikonet og vise den teenagepige, hun også er.

Dokumentarfilm. Instruktion: Davis Guggenheim. Spilletid: 88 min.. Premiere: Den 29. oktober
Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af