De bedste album, vi har hørt den seneste måned: Hun er sluppet fri fra sit pladeselskab – og har lavet sit livs bedste album

Hver måned lytter musikredaktionen til et væld af nye udgivelser fra både ind- og udland. Her samler vi de album og ep'er, der har gjort størst indtryk.
De bedste album, vi har hørt den seneste måned: Hun er sluppet fri fra sit pladeselskab – og har lavet sit livs bedste album
Kim Petras. (Foto: Charlie McHarg)
Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Kim Petras ‘Detour’

Efter i årevis at have kæmpet med sit pladeselskab for at opnå kreativ kontrol over sin musik, er Kim Petras langt om længe selvstændig. Det havde været en god historie selv, hvis det ikke havde resulteret i hendes hidtil album. Men det har det – med længder!

Væk er de generiske, radiopoppede produktioner – og den voldtægtsanklagede producer Dr. Luke, der stod bag dem – og tilbage står et voldsomt og muskuløst udtryk, der er lige så bombastisk, som Kim Petras’ personlighed altid har været det. 

Tag blot singlen ’Need For Speed’, der driver af destruktivt begær og farefuld erotik. ’Detour’, hedder albummet, men det lyder som en kunstner, der endelig er kommet på ret kurs.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Horsegiirl ‘Nature Is Healing’

Kald mig bare antropocentrisk, men jeg har altid tænkt, at Horsegiirl – verdens første menneske-hest-dj-hybrid – mest var en gimmick. Debutalbummet ’Nature is Healing’ gør mine fordomme til skamme. 

Den berlinbaserede dj, hvis identitet er skjult bag en hestemaske, er stadig sjov. Hendes techno- og eurodance inspirerede musik galopperer ud over sletterne med manen blafrende i vinden og en energi, intet elektrisk hegn kan holde tilbage. Men det, der især slår mig på ’Nature Is Healing’, er, hvor smuk hestepigens musik også kan være.

’Fun Guy Fungi’ er et lille, abstrakt vokaleksperiment, gribende i sin skrøbelighed, mens titelsangen er et melodiøst stykke triphop, hvis benovelse over naturens skønhed føles bemærkelsesværdigt inderlig. 

»The music goes on«, gentager hun igen og igen på det storslåede afslutningsnummer om musikken, der er cyklisk og uendelig som selve universet.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Ela Lung ‘Singing in a Bar’

Den intime, guitardrevne singer/songwriter-lyd på ’Singing in a Bar’ er et nærmest universelt tegn på selvudleverende inderlighed, men debutalbummet fra danske Ela Lung er i mindst lige så høj grad gennemsyret af en uudgrundelig sarkasme og et konstant skælmsk glimt i øjet. 

»I love to be naked / But your private dance has ended«, lyder det på den viseklingende ’Song to a Stripper’, mens hun på den mørke, subtilt ildevarslende ’Partygirl Nostalgia’ deklarerer: »I’m a hoe / But I’m devoted to you«.

Ela Lung bærer et væld af masker på tværs af ’Singing in a Bar’, som landede blot få dage inden hendes Roskilde Festival-koncert. Når man lytter til albummet, forstår man godt, at de valgte at booke hende direkte til Final Days – længe inden resten af os overhovedet havde hørt det.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Kelsey Lu ‘So Help Me God’

Syv år skulle der gå, før vi endelig fik en opfølger til Kelsey Lus rigtig gode debutalbum, ’Blood’. Det er lang tid i en konstant omskiftelig, algoritmedrevet musikindustri, og ’So Help Me God’ er også et album, der kræver, at man som lytter tager sig god tid. 

Det fornemmer man allerede på det otte minutter lange åbningsnummer, ’Reaper’, der drives frem af Lus langsomme, sirupstykke cellostrøg. 

Den amerikanske musiker er godt på vej til at udvikle sig til en original i stil med cellisten Arthur Russel, der ligeledes veg udenom popformen for i stedet at følge sit instrument, hvor end det ledte ham. 

Hvilket i Lus tilfælde både kan være i retningen af skelettynde drum’n’bass-rytmer og Björk-klingende vokalexcentriciteter.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Olivia Rodrigo ‘You Look Pretty Sad for a Girl So in Love’

På sit mesterlige tredje album genopfinder Olivia Rodrigo sig selv. »Mere 80’er-Madonna end den 00’er-Avril Lavigne-lyd, hun ellers blev kendt på at forfine«, som Soundvenues Morten Birkmose beskriver det i sin femstjernede anmeldelse, der fortsætter:

»Men også det mestrer hun åbenbart, for sjældent har jeg haft mere lyst til at løbe rundt og danse dagen væk, mens jeg internetstalker et crush og giver mig hen til drømme om vin og sommerromancer«.

Olivia Rodrigos store force er hendes evne til at fremmane hele følelsesregistret fra forelskelsens eufori til hjertesorgens knusende tragedie med så storslået kraft, at man bliver blæst omkuld af det.

Sådan har det været siden, hun brød igennem med ‘Drivers Licence’ i 2021, men hun har aldrig gjort det med højere musikalsk ambitionsniveau, end hun gør det her.

Vil du have mere? Tjek også de bedste album, vi hørte i sidste måned.

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af