10. ‘Hacks’ sæson 5
‘Hacks’ kunne fornemt have sluttet på toppen med sin stærke fjerde sæson. I stedet tog den sig tid til at køle ned og i ro og mag få sendt sine karakterer videre i verden – med mediernes falske aflivning af Deborah hængende over sæsonen som et Tjekhovsk gevær af død midt i fjollerierne. Serien har altid udmærket sig, når den fandt sårbarheden frem i krydsilden af komiske spydigheder.
Var det den bedste sæson af ‘Hacks’ hidtil? Nej. Men femte og sidste omgang var stadig en mere end værdig øvelse i slutningens notorisk svære kunst. Og efterhånden blev al den blødsødne retningsløshed, der gjorde seriens indledende afsnit til en lidt tam omgang, heldigvis fulgt op med velkendt kampgejst som afskedssalut.
Ikke mindst da vi i allersidste afsnit kom på en fin, fanservicerende tur til Paris med den umage duo, der blev livsændrende af andre grunde end tiltænkt. Vi vil altid have Ava og Deborahs rørende mdma-scene på et diskotek.
‘Hacks’-fans kunne have hængt ud i serien med hele det geniale karaktergalleri så længe som muligt, men det taler til skabernes ære, at de trak stikket, mens populariteten faktisk peakede.
Kan ses på HBO Max
9. ’Wonder Man’
For to af serielands største brands, ’Game of Thrones’ og Marvel, lød guldformlen i første halvdel af 2026: Go small or go home.
HBO’s fantasyunivers vender vi tilbage til, men her gælder det superheltefranchisens måske mest intime, hyggelige og sjove serie til dato.
’Wonder Man’ var nemlig lige så meget en satire over Hollywood og filmbranchen, som det var et brag af overnaturlige dimensioner. Det kunne hurtigt være blevet cringe – særligt holdt op mod tidens helt store meta-satire-serie, ’The Studio’ – men serieskaber og konceptuerende instruktør Destin Daniel Cretton fandt sit eget unikke ståsted forankret i det umage makkerpar Simon Williams og Trevor Slattery.
Førstnævnte er en uforløst og alt for anspændt skuespilspire, der med sin overtænkende detaljesans forkludrer alle de chancer, han får, mens sidstnævnte er en respekteret skuespiller med sin bedste tid og mange fuckups i privatlivet bag sig.
De bliver spillet af henholdsvis Yahya Abdul-Mateen II og Ben Kingsley med ømhed og overbevisende nærvær, og Kingsley og serien riffer kongenialt på den britiske skuespilstjernes egen fortid som Marvel-skurken Mandarin.
Undervejs kommer de forbi Zlatko Buric uimodståelige auteur Von Kovak, mens de knytter et varmt venskab, selvom Slattery blærer på en gedulgt dagsorden. Hans og Simons forhold er seriens bankende hjerte, også når Simons superheltekræfter efterhånden kommer for en dag.
Kan ses på Disney+
8. ’The Testaments’
Efter at være blevet nedstirret af Elizabeth Moss i fem stive sæsoner af ‘The Handmaid’s Tale’ var forventningerne til den tjeppe YA-fortsættelse ‘The Testaments’ rimelig lave.
Med den ekstremt seværdige ’One Battle After Another’-stjerne Chase Infiniti i hovedrollen som den perfekte officer-datter Agnes på den farvekoordinerede tradwife-læreanstalt for Gilead-elitens døtre blev serien dog en overraskende medrivende påmindelse.
Vi fik nemlig uden foreløbige flugtplaner som forstyrrelse lov til at svælge i det mest dragende ved Margaret Atwood-universet: den klaustrofobiske rettighedsdystopi (i hvert fald i vesten lidt endnu). Selvom det nye navn Lucy Halliday som undercover-undersåtten Daisy var udstyret med en tiltagende irriterende June Osborne-attitude, gjorde hun det umådeligt godt som hemmelig bulderbasse i sekten af hjernevaskede teenagepiger.
Samtidig var det endnu mere ækelt for en moderne forestillingsevne så konkret at befinde sig et sted, hvor ankomsten af ens første menstruation betyder, at man skal giftes væk til en midaldrende mand. Skildringerne af parringsprocesserne mellem børn og voksne gav kun flere kuldegysninger med Jeffrey Epstein i baghovedet.
Kan ses på Disney+
7. ’The Comeback’ sæson 3
AI-indtoget i Hollywood har været halvårets største samtaleemne, og lige meget hvor i serielandskabet man gik hen, var techskurke og botjokes uundgåelige.
Få helligede sig dog projektet med samme ildhu som kultserien ‘The Comeback’, der helt fra premieren i 2006 har excelleret i at måle branchens temperatur med subtilitet som et røvtermometer.
Det lignede det, det plejede: Lisa Kudrows excentriske, opportunistiske sitcomskuespiller Valerie Cherish fik en stor comebackchance dømt til at give bagslag. Denne gang en hovedrolle i en stor sitcomproduktion med live-publikum, flere kameraer og … et AI-forfattet manuskript.
Dog blev den kunstige intelligens en kynisk overmagt, der pressede hende til at forløse sit virkelig godt gemte heltepotentiale. Den pludselig helgenkåring af en af serielands bedste rædselsfulde kvindekarakterer betød, at cringekomikken fik et nøk nedad.
Det betød til gengæld også en langt mere fordøjelig form for komedieserie, som mere end vellykket talte dunder mod tidens truende teknologitand og endte som en rørende kærlighedserklæring til sitcommen – med sit kulsorte syn på Hollywood intakt.
Kan ses på HBO Max
6. ’A Knight of the Seven Kingdoms’
En næsten kammerspilslignende two-hander med en uduelig ridder og en snarrådig kronraget knægt var åbenbart, hvad der skulle til for at puste nyt liv i ’Game of Thrones’-franchisen.
Den mørke, højtidelige og langsommelige ’House of the Dragon’ havde ellers over to sæsoner gjort sit for at suge saft og kraft ud af Westeros, men med udgangspunkt i George R.R. Martins kortroman ’The Hedge Knight’ genfandt serieskaber Ira Parker den gnist af plat humor, stærke menneskelige forbindelser og medrivende kampscener, som var med til at puste sjæl i den oprindelige HBO-serie.
Den naive og kluntede wannabe-ridder Duncan the Tall får hjælp af den lille væbner Egg til at komme med i en prestigefuld ridderturnering, som er omdrejningspunktet for de seks korte afsnit. Det umage makkerpars forhold af svinere og kærlighed er uimodståeligt, og mod slutningen står det desuden klart, at fortællingen er mere end blot en parentetisk afstikker. Den spiller faktisk væsentligt ind i Martins mytologi og bliver mindeværdigt episk i kulminationen på turneringens blodige mudderplads i et åndeløst medrivende afsnit.
Den tidligere rugbyspiller Peter Claffey og stortalentet Dexter Sol Ansell var perfekt castet i hovedrollerne. Og vi kan slet ikke vente på makkerparrets comeback.
Kan ses på HBO Max
5. ’Margo’s Got Money Problems’
OnlyFans var alle vegne i forårets serielandskab, og mens Sydney Sweeneys generelle sexy baby-bananas i ‘Euphoria’ mestendels frastødte os alle sammen, ramte Apples serieversion af bestselleren ‘Margo’s Got Money Troubles’ anderledes plet fra den blærede Robyn-besungne introsekvens til DIY alienerotica og Nicole Kidman-ledsaget retssalsdrama.
Her fik sexarbejderen bag OnlyFans-skærmen både lov til at have hjerne, hjerte og ikke mindst til at have det sjovt, uden at det virkede som påtaget empowerment. Der var et skarpt fokus på betydningen af penge, klasse og køn i ulighedens USA.
Fryden var ikke mindst stor på grund af Elle Fanning, der som den 20-årige solomor Margo, udstyret med en litteraturprofessor-induceret hovsa-graviditet, endelig fandt en rolle, der rummede hendes voksne kant og ungdommelige sødme lige godt. Med solid og charmerende opbakning fra Michelle Pfeiffer som hendes ex-Hooters-servitrice-mor, Nick Offerman som hendes ex-narkoman-bryderfar og Thaddea Graham som nuttet cosplayende slof.
Det var den sexpositive familiekomedie, man ikke anede, man manglede!
Kan ses på Apple TV
4. ’Den danske kvinde’
Hos DR må det have været ambivalent at opleve Trine Dyrholm-seriens ’Den danske kvinde’s succes. På den ene side må glæden have været stor over at huse en af årets mest roste og omtalte serier. På den anden side får originaliteten og de kunstneriske ambitioner i Benedikt Erlingssons islandske produktion det også til at stå tydeligt frem, at det er mange år siden, DR selv har kunnet præstere noget i samme liga.
’Den danske kvinde’ føltes både som et kæmpe sats og som resultatet af en træfsikker kunstners sikre hånd. At få den idé, at en dramaserie med thrillerelementer skal have en komponent, hvor Trine Dyrholms synger cover-numre af gamle danske hits og danser sig gennem rulleteksterne i et islandsk fjeld tilsyneladende uden klar forbindelse til resten af handlingen, er bare … enestående.
Men det var blevet reduceret til et finurligt indfald, hvis ikke fortællingens kerne var af atomar kvalitet. Men Erlingsson ramte en præcis nerve i tiden med sin historie om den nævenyttige danske ekssoldat Ditte, som med ekstreme midler blander sig i sine nye naboers liv i et boligkompleks i Reykjavik, fra børnenes skærmforbrug til forurenende biler.
Ditte hjemsøges af sin egen fortid i seriens mindst interessante element, der dog så langt blev opvejet af de frydefulde skildringer af hovedpersonens velgennemtænkte missioner og satiren over det moderne velfærdsmenneskes hykleri i en klimatid.
’Den danske kvinde’ beviste, at en nordisk serie ikke behøver være én ting – krimi, familiedrama, historisk skildring. Den islandske perle var mange ting, og den kunne (næsten) det hele.
Kan ses på DR
3. ’Industry’ sæson 4
At se ‘Industry’ er som at se direkte ind i mørkets hjerte. Du finder ikke mere hjerteløst tv, men heller ikke noget, der er lige så grotesk fascinerende.
Trekant i Hitlers sommerresidens anyone? Post-selvmordsforsøgs makeup-sex på en bil, mens familien ser på? Post-selvmordsforsøgs-anholdelse med brækkede knogler, et lig i lejligheden og ‘Forever Young’ på anlægget? Epstein-paralleller en masse?
Lige som man troede den britiske finansfortælling var peaket med sæson tre, blev den endnu bedre med ekstraordinære tilføjelser til castet som Max Minghellas pegginglystne techfupmager Whitney Halberstram og storspillende Kit Harington, mens den udsøgte kællingekombination af Myha’la og Marisa Abela gnistrede videre i de vilde Emmy-præstationer, de desværre nok ikke vinder noget som helst for. For ikke at tale om Ken Leungs sidste stik som Harpers endegyldigt tragiske mentor Eric Tao.
Ingen serie udtrykker kapitalismens ånd lige så kompromisløst, originalt og komplet overlegent som ‘Industry’, og vi glæder os masochistisk til mere.
Kan ses på HBO Max
2. ’Widow’s Bay’
En af halvårets helt store positive serieoverraskelser kan måske bedst beskrives som et møde mellem ’Parks and Recreation’ og Stephen King.
For det kan godt være, det er det overnaturlige mysterie om en forbandet lille ferieø uden for den amerikanske østkyst, der lokker én ind. Men det er skildringen af de særprægede øboere omkring den pressede borgmester Tom Loftis (Matthew Rhys), der får én til at blive gennem seriens 10 befriende korte afsnit.
Mens gysertroperne gennemspilles effektivt, er det således komikken omkring Toms lille borgmesterkontor, der charmer sig ind i ens hjerte. Landsbytossen og den ensomme assistent bliver den stålsatte byleders nærmest allierede, da det står klart, at øen gemmer på en meget lidt turistvenlig hemmelighed.
Det ekstra fine i Katie Dippolds Apple-serie er, hvordan disse outsidere midt i deadpan-komik og leg med horrorgenren bliver mennesker af kød og blod, iscenesat gennem ekstremt opfindsomme enkeltafsnit.
’Widow’s Bay’ var en så fornøjelig afgrænset oplevelse, at vi med både glæde og frygt modtog nyheden om, at der kommer en sæson 2.
Kan ses Apple TV
1. ’DTF St. Louis’
Det var meget svært at se på afstand, hvor dyb og dybt betagende en serie, ’DTF St. Louis’ var. Ved første øjekast lignede det en fortælling, der i tråd med tiden både ville være mordmysterium og erotisk drama: En familiefar blev i fundet myrdet efter at have været på dating-appen DTF St. Louis.
Men Steve Conrads serie var så meget mere. Så øm, så uforudsigelig, så mærkværdig, så menneskelig. Omdrejningspunktet er døvetolken Floyd (David Harbour), der bliver venner med vejrværten Clark (Jason Bateman), som samtidig indleder et forhold til Floyds hustru, Carol (Linda Cardellini). Hvordan endte Floyd død i en sauna ved siden af et gammelt pornoblad med Indiana Jones-tema?
Svaret var langt mere kompliceret, end nogen kunne have gættet, og ikke på den der klassisk banale krimimåde, hvor skiftende bipersoner iscenesættes som den måske skyldige. Men fordi Floyd, Clark og Carol var komplicerede mennesker, eller ja: bare mennesker med drifter og længslen efter at blive set.
Venskabsforholdet mellem Clark og Floyd er noget af det mest uimodståeligt intime, en serie nogensinde har kunnet mønstre. Det forplanter sig i selv den ellers forstokkede efterforsker (Richard Jenkins), der tager sagen på sig – og selvfølgelig også hos seeren.
’DTF. St. Louis’ var underligt sjov med liggecykler, tegnsprogsdans og baseballdommertøj som ingredienser, ingen nogensinde ville have spået kunne være centrale i en af de seneste års bedste miniserier.
Komikken og vemodet strålede ud af hver scene, så man sad paf tilbage.
Kan ses på HBO Max