Vi har allerede kåret halvårets bedste film og serier.
Men også uden om disse allerypperligste titler var der uforglemmelige skuespilpræstationer, som vi bærer med os ind i årets anden halvdel. Det er dem, vi sætter spot på her:
Inde Navarrette i ’Obsession’
Med sin spillefilmdebut ‘Obsession’ blev youtuberen Curry Barker en af Hollywoods vildeste blockbusterhistorier.
Men udover kritikerroser og rekordslående billetindtægter blev filmen, skabt for sølle 750.000 dollars, især en succeshistorie på grund af den kvindelige hovedrolleindehaver Inde Navarette.
Med undtagelse af par ubemærkede roller i tv-serierne ‘Superman & Lois’ og ‘13 Reasons Why’ leverede den 25-årige skuespiller, som ud af ingenting, en sjældent perfekt præstation som den unge kvinde Nikki, der bliver forhekset til at være psykopatisk forelsket i sin gode ven Bear. Alt sammen iværksat af en overnaturlig One Wish Willow, fordi han frygter afvisningen, hvis han faktisk siger det til hende.
Med ét er hun både flyttet ind i hans lejlighed og så besat af ham, at hun står og lurer i hjørnet, når han sover, og serverer hans afdøde kat som frokostpålæg. Ved det mindste tegn på afvisning er hun på selvmordets rand.
Transformationen fra coolgirl til gruopvækkende kæresteklistermærke er i sig selv bevis på Navarrettes stjernemateriale. Og så er der alle de vilde fysiske greb, hun bruger til at skeje ud som besat af en ond ånd, der kun bliver mere gribende, når den oprindelige Nikki får glimtvis ordlyd i sin gamle krop et sted fra sin skærsild mellem død og levende.
Navarrette gør nyere tids horror-it-girls som Mia Goth og Jenna Ortega kunsten efter, og man ønsker hende bestemt en lignende stjernefærd. Indtil videre har hun kun cementeret talentet og it-girl-faktoren yderligere i en musikvideo med popstjernen Sombr, men lad det blot være begyndelsen.
Robert Aramayo i ’I Swear’
Da den virkelige John Davidson, hvis liv med Tourettes Syndrom fortælles i den uimodståelige britiske feelgood-film ‘I Swear’, råbte ukvemsord ud i salen under BAFTA-prisuddelingen, løb det med al opmærksomheden.
Det var synd, for faktisk var en af de helt store historier ved det britiske svar på Oscar, at skuespilleren, der spiller Davidson, løb med statuetten for bedste hovedrolle foran favoritter som Michael B. Jordan og Timothée Chalamet.
Det siger meget om, hvor umuligt det er ikke at blive berørt af Robert Aramayos præstation som den unge mand, der skal forsøge at leve med, at hans omgivelser har svært ved at forstå de både fysiske og verbale udbrud, han kommer med i ét væk.
‘I Swear’ er en både sjov og stærkt bevægende film i den britiske tradition for hjertevarm socialrealisme, og i centrum står den fuldkommen overbevisende 33-årige englænder, der har haft roller siden 2016 (blandt andet i ‘Ringenes herre-serien ‘Magtringene’), men her fik sit helt store gennembrud.
Man får dyb sympati med ham og hans sygdom, men Aramayo spiller ham også med en høflig og ydmyg ukuelighed, som er det, der virkelig går i hjertet.
Lee Byung-hun i ’No Other Choice’
Lee Byung-hun er i den grad andet end den mystiske Front Man i ’Squid Game’, der var hans gennembrud for et vestligt publikum.
Det beviste han i Park Chan-woks sorthumoristiske socialsatire ’No Other Choice’, hvor Lee spiller den ellers så succesfulde familiefar Man-su, der bliver fyret uventet fra jobbet og beslutter sig for at tage sagen i egen hånd for at sikre sit comeback til arbejdsmarkedet: Han slår simpelthen de andre kandidater ihjel.
Den sydkoreanske skuespiller gestalter sublimt den stumpe følelseskulde, men endnu bedre er han, når desperationen og febrilskheden tager over, da mordene rent faktisk skal begås.
Le Byung-hun er det perfekte match til instruktørens karakteristiske blanding af højkonceptuel stil, sardonisk humor, konfrontatorisk vold og stærke følelser.
Leonie Benesch i ’Aftenvagt’
I det schweiziske hospitalsdrama ‘Aftenvagt’ er den tyske darling Leonie Benesch fra ‘Babylon Berlin’ helten (den tyske titel er ‘Heldin’), der bærer os gennem en opslidende aftenvagt på et underbemandet hospital.
Selvom hun piler rundt mellem liv eller død med nøglen til giftskabet om halsen, er det en helt finmasket form for drama, hun arbejder med. Som sygeplejersken Floria skal hun være plejer og menneske over for alle, selvom hun næsten ingen tid har. Kun i små svirp med mundhagen eller et enkelt rynket bryn kan man se, at hun også selv blot er et menneske og ikke en engel (selvom hun på et tidspunkt vitterligt synger en ældre kvindelig patient til ro med den fineste røst).
Beneschs ansigt er på lige så stort overarbejde som hendes karakter, men hun får det aldrig til at virke andet end ægte. En skuespilmæssig heltedåd.
Frank Dillane i ’Urchin’
Hvis man havde forventet, at ‘Babygirl’-stjerne Harris Dickinson ville bruge sin instruktørdebut til at sætte sig selv i scene, tog man fejl. I stedet dedikerede han ‘Urchin’ til 35-årige Frank Dillane – ellers mest kendt af folk, der ser ‘Fear the Walking Dead’ – der imponerede stort som den unge misbruger Mike. En mand der prøver at starte forfra efter en tur i spjældet.
Dillane, der er søn af Stannis Baratheon aka. Stephen Dillane, mestrede balancen mellem det desperat ondskabsfulde og hjælpeløst elskelige, der udgør en interessant socialrealistisk figur. Han ramte både narkomanens Gollum-blik og en desperat karaoke-scene af den slags, der klynger sig fat om hjertet.
Heldigvis kan Dillane ses i den ventede nye filmatisering af ‘Fornuft og følelse’, hvor han spiller den Austen’ske lurendrejer John Willoughby. Derudover medvirker han i ‘Anatomy of a Fall’-instruktør Justine Triets kommende film ‘Fonda’ over for Andrew Scott, Odessa A’Zion og Mia Goth.
Rose Byrne i ’If I Had Legs, I’d Kick You’
Moderskabet er ikke en dans på roser – heller ikke på film. Nogle gange går der ‘Fight Club’ med natte-babysitteren i den som i ‘Tully’ med Charlize Theron, andre gange forvandler Amy Adams sig til en hund i afmagt over sit afkom som i ‘Nightbitch’.
Mary Bronsteins ‘If I Had Legs I’d Kick You’ opererer i sin egen liga af familien som langsom druknedød. Og så er den ikke mindst en ode til Rose Byrnes blik, der er lige så afgrundsdybt som det hul, der dukker op i deres lejlighed efter en vandskade, som sender hende, datteren og dennes natlige fodringssonde (!) på et billigt motel.
Den vægt, Byrne fik os til at mærke over sin spiseforstyrrede plageånd af en datter, føltes som en alt for livagtig sandsæk af mental-load. En filmisk hadegave, man alligevel ikke ville have undværet, fordi hun er så blændende seværdig i stort set alt, hvad hun gør.
Hvis man havde haft en redningskrans, havde man tyret den direkte ind i biograflærredet, så virkelig føles forbindelsen.
Hudson Williams og Connor Storrie i ’Heated Rivalry’
Ingens 2026 har været så hot som Hudson William og Connor Storries, der kunne starte året som stjerner i sæsonens største hypebegivenhed i tv-landskabet: ‘Heated Rivalry’.
Fra de først krydsede klinger på isen som de hedt, men hemmeligt, forelskede hockeyspillere Shane Hollander og Ilya Rozanov, katapulterede de fra tilværelser som servicemedarbejdere til at mænge sig med Hollywoods elite.
Connor Storrie, født og opvokset i Texas som barn af to bodybuildere, bar sig på imponerende vis ad med at få hele verden til at tro, han var russer. Ikke mindst i den definerende scene, hvor han blotter sit hjerte for sin all canadian (hvilket meget autentisk betyder halv japanske) udkårne, så man skulle tro han havde talt russisk hele livet.
Hudson Williams fik uden mange ord følelserne til at strømme ud, selvom han var gemt godt væk bag alt hockeyudstyret.
Samtidig mestrede begge skuespillere seriens mange (!) sexscener med perfekte fysiske præstationer, mens de samtidig efter bedste evne pustede liv i karakterer, der konstant var på kanten til kliché.
Storrie og Williams fik i kølvandet på seriehittet lov til at tænde den olympiske flamme i Milano, og de brænder også stadig i mangt et fanhjerte.
Will Arnett i ’Is This Thing On?’
Hvor var det dog fantastisk at opleve Will Arnett få den komplekse komisk-dramatiske filmhovedrolle, han har fortjent!
Vi har selvfølgelig hørt komikerens evner til at besjæle en deprimeret sindstilstand som hovedrollestemme i ’BoJack Horseman’, og vi har set ham spille på dramatiske tangenter i Netflix-serien ’Flaked’, men i vennen Bradley Coopers midtvejskrisefortælling får han skænket sit livs film.
Hans Alex Novak er på skilsmissens rand og trækkes nærmest uvilligt mod en standup-kælder i New York, som var det sirenernes sang.
Her får han afløb for sit livs tragikomiske scenarier, hvilket vækker ham så meget til live, at selv (eks)konen (Laura Dern) bliver imponeret.
Will Arnett underspiller sig troværdigt gennem både privatlivets brudte bånd og den famlende ærlighed foran publikum, mens han lader Bradley Cooper selv fylde som forrygende comic relief i en birolle.
Det er svært at forestille sig andre lykkes så godt i netop den rolle, som Arnett gør her.
Camila Morrone i ’Something Very Bad is Going to Happen’
Camila Morrone udmærkede sig i en Emmy-nomineret birolle i musikserien ’Daisy Jones & the Six’, og med Netflix-gyserserien ’Something Very Bad Is Gonna Happen’ fik hun så fortjent sin første hovedrollechance.
Her har hun rollen som Rachel, der forventningsfuld skal giftes med den søde og bløde Nicky. Brylluppet skal stå i hans riges forældres hjem, som viser sig at være en creepy dunkel hytte med hemmeligheder malet på og i væggene.
Rachel møder verdens værste svigerfamilie, og Morrone lægger overbevisende grimasse til den stigende følelse af ubehag, mistro og chok, som går igennem Rachel, efterhånden som horror-mytologien folder sig ud.
Den 29-årige amerikaner giver power og agens til en karakter, der længe godt kunne være forblevet passivt reagerende, og man hepper på gennem alle blodige scenarier af samme årsag.
Morrone virker på vej til at blive en ægte Netflix-darling, for hun skal også være med i streamingtjenestens kommende periodeserie ’The Age of Innocence’ over for Kristine Froseth og Margo Martindale.
Tom Burke i ’Legend’
Netflix’ fine undercover-spændingsserie ’Legend’ kæmpede indimellem med troværdigheden. Og havde det ikke været for manden i centrum af det hele, var troværdighedsbarometeret nok røget endnu et par takker i bund.
Tom Burke spiller Guy, der bytter et røvsygt job ud i den britiske toldtjeneste med en mission om at gå undercover blandt skånselsløse narkogangstere i Liverpool for at stoppe den stigende heroinimport i Thatchers England.
Med råd fra Steve Coogans erfarne Don viser Guy sig ferm til at lyve og bedrage, hvilket selvfølgelig også får store personlige konsekvenser, når man har kone og barn derhjemme (!). Tom Burke lægger autentisk krop og spil til både den private Guy og hans nye kyniske persona, der skal undgå at skide i bukserne, når voldsparate bagmænd planter en pistol i panden på ham.
Tom Burke slog igennem som enigmatisk svindler i den glimrende film ’The Souvenir’ og har siden kunnet ses i ’Furiosa’, men i denne karismatiske Netflix-rolle leverede han sin hidtil bedste præstation og fik et egentligt mainstream-gennembrud.