Mens ‘Narcos’-fans må vente til senere på året, før anden sæson af Netflix-serien får premiere, kan de glæde sig til ‘The Infiltrator’, hvor Bryan Cranston lægger sig ud mod Pablo Escobars narkokartel.
Første trailer landede for lidt over en måned siden, og nu har vi altså fået endnu en forsmag på filmen, der tegner til at blive en ganske intens omgang.
Siden sidste afsnit af ‘Breaking Bad’ løb over skærmen for snart tre år siden, har Bryan Cranston rettet blikket mod Hollywood med roller i film som ‘Godzilla’ og senest ‘Trumbo’, der landede ham en Oscar-nominering for bedste hovedrolle. Derudover portrætterer den tidligere ‘Malcom in the Middle’-stjerne den amerikanske præsident Lyndon B. Johnson i tv-filmen ‘All the Way’, der fik HBO-premiere i lørdags.
I ‘The Infiltrator’, som er baseret på virkelige hændelser, går agenten Robert Mazur (Cranston) undercover for at infiltrere Pablo Escobars narkosmugling, der var en landeplage i 1986, ved at posere som den smarte, penge-hvidvaskende forretningsmand Bob Musella. Mazur teamer op med en anden impulsiv agent, Emir (John Leguizamo), og en tredje nystartet og uerfaren agent, Kathy (Diane Kruger), der poserer som hans forlovede. Mazur spiller et farligt spil i forsøget på at få neglen under det gigantiske kartel.
‘The Infiltrator’ får amerikansk biografpremiere til juli, mens vi herhjemme formentlig må vente til efteråret med at se Cranston lægge sig ud med Pablo Escobar.