‘Godzilla’
I dag overstiger en Hollywood-blockbusters marketingbudget dens produktionspris. Det kan virke forargeligt, men økonomisk meningsløst er det langt fra. For det er årsagen til, at man igen og igen går i det, man efter filmen fra 2011 kalder ’World Invasion: Battle Los Angeles’-fælden: Hvordan de store filmselskabers formår at generere uimodståelig buzz om en komplet ordinær film.
Netop sådan er det med Gareth Edwards’ ’Godzilla’, hvor man lader sig forføre af den episke trailer, hvor en tilrøget, dunkel skyline gennemskæres af et kristeligt himmellys og dalende faldskærmstropper, der trækker røde røgstriber efter sig, akkompagneret af et buldrende dødsmessekor. Det er kuldegysfremkaldende, og med tanke på, at Edwards’ debutfilm, ’Monsters’, leverede et originalt take på monster-katastrofefilmen, lod man sig overbevise om, at ’Godzilla’ måtte kunne noget særligt. Men nej.
I grove træk kender vi historien fra japanske Ishiro Hondas ’Godzilla’ (1954) og/eller fra Roland Emmerichs fjollede genindspilning fra 1998. Det handler om fordækte atomsprængninger efter 2. verdenskrig og skabelsen af et gigantisk, nukleart monster.
2014-versionen kommer udmærket fra start i en klassisk ’15-år-før’-prolog. Atomingeniøren Joe Brody (Bryan Cranston) mister sin kone i en atomulykke, der på øverste regeringsniveau fejes ind under gulvtæppet som et uheld. Det er dog blot en forsmag på, hvad der sker i nutiden. Her skal parrets nu voksne søn, bombeminøren Ford Brody (Aaron Taylor-Johnson), hans familie og en hel masse andre ligegyldige karakterer stå ansigt til ansigt med Godzilla og to andre gigantmonstre.
Som så mange andre mislykkede katastrofefilm er filmens special effects den eneste attraktion, og bevares, uhyrerne er da overvældende og brølende. Men når man først har set dem, erstattes forventningens glæde af kedsomhed. Skuespillet er opsigtsvækkende mangelfuldt, og særligt Taylor-Johnson (der glimrende inkarnerede John Lennon i ’Nowhere Boy’) reducerer filmens hovedkarakter til et skulende muskelbundt med begrænset mimisk udfoldelse.
Man tror heller ikke for alvor på, at Gojira (som monsteret faktisk hedder) kan hamle op med moderne våbenteknologi. Et plothul, som Edwards har forsøgt at løse ved at indsætte flere gigantiske monstre og skrue op for død, ødelæggelse og medfølgende tsunamier. I sidste ende betyder det intet, for filmen er befolket af mennesker, man på ingen måde er knyttet til. Det er lige så ophidsende som at se et sandslot, du ikke selv har bygget, blive revet væk af en bølge.
Filmen er bedre og mindre fjollet end 1998-versionen, om end det ikke siger så meget. Den er visuelt mastodontisk, særligt i scenen med faldskærmstropperne – men vent, den har vi jo set i traileren.
Læs også: Her er de 10 sommerfilm, vi glæder os mest til
Ønsker man alligevel at se giraffen, så lad være med at smide penge efter 3D-brillerne. Det er lige så overflødigt som at skyde med maskingevær efter Godzilla.
Kort sagt:
De lovende takter i trailers og valget af instruktøren Gareth Edwards (’Monsters’) var et vildledende marketingstunt. ’Godzilla’ anno 2014 er et larmende sammensurium af en ligegyldig historie og et underpræsterende supercast. Kvalmegrænsen for uoriginale prequels, sequels og genindspilninger er nået.