Scientology har fået nogle ordentlige nyreslag de seneste år. Alex Gibneys dokumentar ‘Going Clear’ var måske den hårdeste af dem alle, eftersom den nåede vidt og bredt ud med alvorlige beskyldninger mod kirken. Imens holdt kirkens præmieged Tom Cruise sig i ro, men ved London-premieren på hans nye film ‘Jack Reacher: Never Go Back’, greb han alligevel muligheden for at tale om sin højtelskede religion.
»Det er noget, der har hjulpet utroligt meget i mit liv«, svarede Cruise, da en reporter fra ITV News spurgte ham om hans syn på dokumentarskaberen Louis Theroux’ kommende ‘My Scientology Movie’. »Jeg har været scientolog i over 30 år. Det er noget, du ved… uden det ville jeg ikke være, hvor jeg er. Så det er en smuk religion. Jeg er meget stolt«.
De lettere uinspirerede roser kommer fra en skuespiller, der er kommet i skudlinjen, hver gang han offentligt har udtalt sig om den kontroversielle religion. Han har stadig ikke kommenteret Gibney-dokumentarens påstande, heriblandt at Scientology arrangerede hans forhold til Nazanin Boniadi (‘Homeland’) og orkestrerede bruddet med Nicole Kidman.
Theroux’ ‘My Scientology Movie’ har haft premiere i England og kommer til Danmark senere på efteråret.
Læs også: De mest sensationelle afsløringer i Alex Gibneys ‘Going Clear’
Læs også: Anmeldelse af ‘Going Clear’