’Al magt til folket?’: Underholdende og skræmmende dansk dokumentar om Italiens protestparti
De italienske levebrødspolitikere bliver taget med hænderne godt og grundigt nede i kagedåsen i Lise Birk Pedersens demokratidokumentar ’Al magt til folket?’.
Silvio Berlusconi bager rævekager for rullende kamera fra sit sæde i parlamentet. Med en slesk arm om oppositionen og sit blændende tandpastaspil får den magtfulde charmør endnu engang sin vilje trumfet igennem. Det er rænkespil af høj karat og en decideret øjenåbner, den danske dokumentarinstruktør her serverer for os: det ene snapshot efter det andet af Berlusconi og kompagni, der trykker hænder og hvisker alliancer i ørerne på hinanden. Knips! Knips! En forbilledlig montage, der til tonerne af Karsten Fundals klassiske komposition elegant illustrerer den politiske råddenskab, det italienske folk er begyndt at gøre oprør imod.
Som i sin Bodil-vindende dokumentar ’Putins kys’ (2013) stiller Pedersen, der er uddannet fra Den Danske Filmskole i 2003, igen skarpt på en aktuel, politisk problemstilling.
Med satiriker, blogger og politisk aktivist Beppe Grillo i spidsen har Femstjernebevægelsen udviklet sig fra et undseeligt internetfora til et reelt protestparti, der nu er en betydelig magtfaktor i italiensk politik. Alt er til diskussion, og demokratiet er direkte, når der skal tages beslutninger i det nye parti. Online-folkeafstemninger på beppegrillo.it dikterer simpelthen partiets linje.
I ’Al magt til folket?’ har Lise Birk Pedersen i en periode på omkring et år fulgt fire af Femstjernebevægelsens medlemmer; Paola, Alberto, Luis og Mario. Vi er med fra valgkampen i 2013 til begyndelsen af 2014, hvor Grillos parti opnår 25 procent af stemmerne og får 163 pladser i parlamentet. Men hvordan går det for sig, når helt ’almindelige mennesker’, hvis primære drivkraft er politikerlede, selv skal agere senatorer i parlamentet? Demokrati er (også) kompromiser, men det er langtfra alle fra bevægelsen indstillet på. Mindst af alt Grillo selv, viser det sig.
Af de fire partimedlemmer, Pedersen portrætterer, er det Paola og Alberto, der træder stærkest frem i filmen.
Laboratorieassistenten Paola er en fyrig alenemor på 47 år med en god portion publikumstække. Hun har ordet i sin magt og opildner som det mest naturlige folkemasserne til Femstjernebevægelsens offentlige møder med sine slagord. »ÆRLIGHED! ÆRLIGHED!«, messer hun med ægte passion i stemmen. Og fra sin plads i parlamentet sætter den diminutive kvinde, der har fået ordførerposten i partiet, selveste Berlusconi på plads med et mistillidsvotum, der runger af indestængt indignation.
46-årige Alberto er født og opvokset i Torino, hvor han med egne øjne har oplevet Italiens industrielle storhed og fald. Fiatfabrikken her er en sørgelig skygge af sig selv, beboelsesområdet er blevet til en nedslidt ghetto og alt, fotografen Alberto kan gøre, er at tage billeder af forfaldet i sit elskede Torino. Ikke engang så meget som at asfaltere en vej har myndighederne kunnet gennemføre.
Alberto er forståeligt vred, og sjældent har jeg set mere desillusionerede øjne, som da demokratiets spilleregler går op for det nyudnævnte medlem af parlamentet. Det blik siger alt.
’Al magt til folket?’ tegner på 60 minutter et fragmentarisk og forgrenet portræt af den kaotiske, politiske tilstand i Italien disse år. Lise Birk Pedersen når kun at løfte lidt af sløret for en politisk folkebevægelse, hvor hun har haft uhindret adgang fra start til slut.
Som fluen på væggen skal hun således ikke gøre meget andet end at lade kameraerne rulle, før interne magtkampe, politikerlede og Grillos egen magtfuldkommenhed skaber splid i Femstjernebevægelsen.
Kort sagt:
Som spørgsmålstegnet antyder i titlen, er ’Al magt til folket?’ ingen lovsang af det italienske protestparti, Femstjernebevægelsen. Danske Lise Birk Pedersens dokumentar er lige dele underholdende og skræmmende, og man fristes indimellem til at tro, at italiensk politik udelukkende handler om, hvem der kan råbe højest og fægte vildest med armene.
Læs også: ’Mon de kommer om natten?’: Hjerteskærende TV 2-dokumentar om svinestreg mod asylpigen Rokhsar