’Mon de kommer om natten?’: Hjerteskærende TV 2-dokumentar om svinestreg mod asylpigen Rokhsar
Den generiske ventemuzak i telefonkøen til det offentlige har altid fået mig til at trække på smilebåndet. Synthesizer og elektroniske trommebeats i uendeligt loop. Det er så dårligt, at det er sjovt. Men efter jeg har set Emil Langballes hjerteskærende asyldokumentar ’Mon de kommer om natten?’, vil ventemusikken fremover få det til at løbe koldt ned ad ryggen på mig.
Filmen følger teenagepigen Rokhsar, der sammen med mor, far og fem søskende er flygtet fra Afghanistan tilbage i 2010. Familien har siden 2011 opholdt sig i Danmark og ventet på svar på deres ansøgning om opholdstilladelse. Først søgte moren, så faren, da familien blev genforenet i Danmark efter næsten tre års adskillelse. Tre år, hvor Rokhsar ikke vidste, om faderen og de andre søskende overhovedet var i live.
I dag bor de i den jyske by Give i et hus stillet til rådighed af myndighederne. Og når ventetiden på afgørelsen på deres asylsag bliver for uudholdelig, er det unge Rokhsar, der er den i familien, som taler bedst dansk, der ringer til Udlændingestyrelsen. Eller kommunen. Eller Dansk Flygtningehjælp.
Selv sagsbehandlerne i de respektive myndigheder tror ikke deres egne ører, når Rokhsar fortæller, hvor lang tid sagen har været under behandling. »Hvor mange år har du været i Danmark?« spørger sagsbehandleren i telefonen. »Seks år«. »Seks år?« »Ja«. »Men du har vel ikke søgt asyl i seks år?« »Jo, det har jeg«.
Hver gang Rokhsar ringer, er svaret det samme: Sagen er stadig under behandling, og der er ikke noget nyt at sige. Høflig og veltalende, som hun er, svarer Rokhsar: »Okay. Tak for det. Tak for hjælpen«. Selv da hun får at vide, at hun og familien nok vil blive hentet af politiet, da de står til udvisning.
Filmens titel, ’Mon de kommer om natten?’, henviser til familiens konstante frygt for deportation tilbage til et land, hvor de føler sig truet på livet. I Afghanistan blev Rokhsars ældste bror slået ihjel af Taleban og faderen invalideret af et skudsår. At der overhovedet skulle herske tvivl om familiens ret til asyl i Danmark, forekommer direkte hovedrystende. Ikke mindst med tanke på Rokhsars fuldstændige integration i det danske samfund. Komplet med foreningsfodbold og ’Hunger Games’-venindehygge på sofaen.
I dokumentarens allerførste scene er vi med den på det tidspunkt 14-årige Rokhsar til fodboldstævne, hvor hun får overrakt præmien som årets spiller i Thyregod FREM. Holdkammeraterne flokkes om at kramme hende, og Rokhsar selv er tydeligt stolt. Og forlegen, som enhver anden 14-årig ville være i den situation.
Billedet af den atletiske fodboldpige med pink neglelak, ørepiercinger og langt, flettet hår, der takker veninderne på klingende jysk, illustrerer til punkt og prikke, hvorfor et afslag på asyl end ikke burde være på tale.
Instruktør Emil Langballe står selv bag kameraet. Han observerer varmt og nænsomt, men insisterer også, når det gør ondt. Vi er med til møde hos advokaten, hvor far Gulam sidder stille og passivt på stolen ved siden Rokhsar, der taler sagen igennem med familiens advokat. Det ansvar bør ingen børn eller teenagere stå med. Heller ikke stærke Rokhsar, der for øjnene af én bliver til en skygge af den før så overskudsagtige fodboldpige.
Tvivlen tærer og de mange års uvished og ansvarsfølelse sender hende til indlæggelse på en børnepsykologisk afdeling med selvmordstanker.
Rokhsar og familiens skæbne er sat på uendeligt venteloop med telefonmuzak som uhyggeligt soundtrack af de danske myndigheder. En svinestreg af dimensioner, som Emil Langballes (alt for korte) dokumentar passende indigneret kortlægger fra de involveredes perspektiv.
Kort sagt:
’Mon de kommer om natten?’ er en stærk skæbnefortælling. Med fodbold- og flygtningepigen Rokhsar som empatisk omdrejningspunkt sætter den debuterende dokumentarinstruktør Emil Langballe ansigt på asylansøgeres limbolignende tilværelse her i Danmark.
Anmeldt på baggrund af biografversionen.
Læs også: ’Arvingerne’ sæson 3 afsnit 4: Ugens højdepunkt, lavpunkt og bundlinje