’Crashing’: HBO-komikerserie falder til jorden med et brag

Hvad er mere trist end en standupkomiker, der ikke får dig til at grine? En komedieserie om en standupkomiker, der ikke får dig til at grine… der ikke får dig til at grine.

Med ’Crashing’ har HBO gjort et håbløst uinteressant forsøg på at gå ’Louie’ i bedene. Skabelonen bag ’Crashing’ vækker i hvert fald mindelser om Louis CK’s FX-serie, men rammer desværre milevidt ved siden af. ’Crashing’ har komikeren Pete (Pete Holmes) i hovedrollen. Pete Holmes er for de uindviede en halvberømt amerikansk komiker ude i virkeligheden og hedder Pete Holmes i såvel real life som i serien … ja, præcis som ’Louie’.

Serie-Pete er omkring de 30 og lever et semitrist, arbejdsløst liv på sin hustru Jess’ (Lauren Lapkus) løn. Han bruger aftenerne på byens standup-klubber og sine lommepenge på at købe de to drinks (minimum), som det er påkrævet for at få en fem-ti minutters scenetid på open-mic night.

Som klicheen byder det, finder Pete en skønne dag konen i seng med en anden, Pete bliver smidt på porten (hun ejer i sagens natur huset), og her tager ’Crashing’ sin egentlige begyndelse:

’Crashing’ følger nemlig Petes hånden-til-munden-vej fra én standupkomikers sofa til en andens i kampen for at slå igennem. Fra opvarmnings-gigs for komikeren T.J. Miller (der også giver Pete tag over hovedet) til Sarah Silverman, der velmenende peger ham i retning af en tjans som publikums-opvarmer på et tv-show og installerer ham i sin lejlighed sammen med et mindre entourage af andre mandlige komikere, hun har forbarmet sig over.

Forventningerne var skyhøje med Judd Apatow i instruktørstolen, men ’Crashing’ kuldsejler, måske på grund af Pete Holmes’ ubestemmelige hovedrollekarakter. Er han kikset? Er han cool? Er han sjov? Er han usjov? I hvert fald er han tættere på ligegyldig feel-good-goofiness, som man kender fra sitcom-kedelighed a la ’King of Queens’ og ’Alle elsker Raymond’ (dog uden dåselatter) end på de nyere mumlende komedieformater, som jeg er sikker på, HBO havde håbet på at ramme med serien.

Hvis man skal sætte et par enkelte positive ord på ’Crashing’, må det være, at serien virkelig har formået at samle hele parnasset af de store amerikanske komikere, man kender fra for eksempel Netflix’ standupkomik-specials. Så vi hilser på både Greer Barnes, Artie Lange og altså Sarah Silverman og T.J. Miller, der begge spiller større roller i hver deres afsnit. Men end ikke dette cast får hævet niveauet synderligt i ’Crashing’.

Seriens akilleshæl er muligvis, at ’Crashing’ sætter sin lid til ’rigtige’ standupkomikere og ikke deciderede skuespillere. Man efterlades nemlig med en sær følelse af, at castet er fanget i et element, der ikke er deres rette. Det virker stift. Selv i de scener, hvor komikerne faktisk optræder på scenen med deres standup, får monologerne et lag af noget uklædeligt og indstuderet, som ikke passer til standup-komikken, der netop er sjovest, når der er et lag af oprigtig sårbarhed og improvisation.

Og så sætter Pete Holmes og ’Crashing’ aldrig sig selv sådan rigtigt på spil. I modsætning til måden, hvorpå Louis CK i ’Louie’ krænger sin sjæl ud og går til kanten (og over), tilhører Pete Holmes den klan af standupkomikere, der mest minder om folkeskolens klassens-klovn-mobbetyper. De, der aldrig helt vover at tabe ansigt – selv ikke i en tv-serie, der handler om en grøn komiker, som vitterligt smadrer mod jorden.

Anmeldt på baggrund af seks afsnit.