Forvirrende: Ben Affleck vil måske alligevel instruere en Batman-film

Forvirrende: Ben Affleck vil måske alligevel instruere en Batman-film
Ben Affleck i 'Batman v Superman: Dawn of Justice'.

Vil han, vil han ikke? Spekulationerne om, hvorvidt Ben Affleck skal fortsætte som Batman i DC’s cinematiske univers har været en af 2017’s mest sejlivede sagaer. Og her mod årets slutning har Affleck lige nået at så ny tvivl om sin fremtid som Batfleck.

»For mig er det interessant, og jeg vil altid evaluere ting ud fra kvaliteten af materialet. Jeg vil gerne instruere en Batman-film, og jeg fik aldrig et manuskript, jeg var glad for, så de starter forfra og udformer et andet manuskript«, siger Affleck ifølge The Playlist i et interview til Daily Sabah.

Vi har i løbet af året skrevet om, hvordan Ben Affleck først trak sig fra instruktørstolen på den kommende, selvstændige Batman-film, at ‘Justice League’-filmen, som mange mente, han sov sig igennem, ville blive hans sidste i Batsuitet, og at Jake Gyllenhaal angiveligt skulle være favorit til at spille Bruce Wayne i Matt Reeves’ (’Dawn of the Planet of the Apes’) Batman-film, som han overtog fra Affleck.

»Jeg tænker på mange forskellige muligheder lige nu for, hvordan DCU kunne fortsætte, og jeg følger mine interesser i at sikre dem. Jeg ved, at jeg elsker at arbejde med den her gruppe af folk, og at det var en sand fornøjelse for mig at lave ‘Justice League’«.

Ben Afflecks udtalelser strider imod alt, hvad han har antydet de seneste måneder, hvor han blandt andet sagde i forbindelse med ‘Justice League’-premieren, at »Matt Reeves’ Batman-film er noget, jeg overvejer. Du kan ikke gøre det for evigt, så jeg ønsker en taknemmelig og cool overgangsfase«.

Måske er der gået noget tabt i oversættelsen fra det tyrkiske dagblad Daily Sabah. Eller også har Affleck igen-igen skiftet mening om sin fremtid som mørkets ridder, så DC og Warner Bros. kan finde plads i kalenderen til to Batman-film, ligesom man har gjort med Jokeren.

Læs også: De bedste film i 2017 – top 10-1

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af