‘Bedrag’ sæson 3: DR-serie genopstår – bedre end nogensinde
Ærligt talt: Jeg orkede ikke mere ’Bedrag’.
DR’s danske drejning på guldalderserier som ’Breaking Bad’ og ’The Wire’ var en lidt mærkelig bastard allerede i sæson ét, og anden sæson – der blev skudt ud få måneder efter den første – virkede så idéforladt, at jeg hurtigt gik død i den.
Men i tredje sæson, som havde premiere søndag aften, har serieskaber Jeppe Gjervig Gram rystet posen og revitaliseret sin henslumrende serie, som pludselig fremstår mere interessant end nogensinde.
Væk er Thomas Bo Larsens bøvede betjent Mads og Natalie Madueños vankelmodige Claudia. I stedet koncentrer Gram sig om Mads’ gamle kollega Alf (Thomas Hwan), Esben Smeds anløbne Nicky samt den godlidende bankkvinde Anna (Maria Rich).
FEM GRUNDE TIL, AT ‘BEDRAG’ SÆSON 3 VAR BANEBRYDENDE DANSK DRAMA
Alf, der er blevet flyttet fra Bagmandspolitiet til bandeenheden Task Force, slås med søvnproblemer efter at være blevet skudt halvt ihjel af svenske P i sæson 2. Fraset kortvarige knald med sin gifte chef (Marie Askehave) har han øjensynligt ingen menneskelig kontakt, og den systematiske skrivebordsdetektiv klikker dårligt med sine nye kolleger, ikke mindst den utålmodige alfahan Møller (Esben Dalgaard i en sjælden usympatisk rolle), der til Alfs fortrydelse foretrækker symbolske nålestiksaktioner frem for langsigtede efterforskninger.
Men da Alf finder et kælderrum fyldt med døde romaer, som alle viser sig at have været direktører for skuffeselskaber i millionklassen, bliver han forfremmet til leder af et sammenbragt, ’The Wire’-agtigt efterforskningshold, der nu skal optrævle det københavnske narkomiljø.
Inden sæsonen er omme, vil dén efterforskning uvægerligt bringe Alf på sporet af vores anden hovedperson, den afblegede, rullekraverockende, universitetsstuderende Nicky.
Nicky har mistet både sin kæreste, sin søn og sin Bimse (RIP), imens han har besteget den kriminelle pyramide. Nu er han tæt på toppen og ligger i lag med den berygtede narkobaron Marco, samtidig med at han fører et tight ship med hvidvaskning i stor stil. Nicky, der før var en sjusket amatør, er nu en professionel forbryder, som ikke finder sig i sløsede samarbejdspartnere, der flasher deres dyre biler og ure. Og da en mekaniker vover at forlange en højere hyre, truer Nicky ham til tavshed med en forblommet anekdote om en gammel mekanikerkollega, der var så uheldig at blive hakket midt over af en Ford Fiesta, så det flød med tarme og indvolde. Så isnende Walter White-agtig har han aldrig lydt før.
Apropos Walter White, så spøger Nickys familie stadig i baggrunden. Kæresten Lina (Julie Grundtvig Wester) er blevet indlagt på psykiatrisk hospital med en svær depression og fedtet hår, og sønnen Milas er hos en plejefamilie. Så længe det varer.
Sæsonens tredje hovedperson møder vi først i afsnit to. Anna er en eftergivende kvinde, som alt for længe har fundet sig i at blive trampet på både derhjemme og på jobbet. Men da hun bliver forbigået til en forfremmelse, og hendes dominerende mand (Jacob Lohmann) samtidig presser hende til at gøre ham en forbudt tjeneste, får hun omsider nok og begynder at fraternisere med den forbryderiske virksomhedsleder Rune (Alexandre Willaume). Det skal nok ende galt.
Maria Rich, som ikke har haft nær nok roller siden gennembruddet i ’Små ulykker’ for 17 år siden, gestalter Anna med en sympatisk naivitet og stilfærdig, stivnet smerte, og jeg er spændt på at følge hendes udvikling, som synes at skulle spejle Nickys.
Nicky var ikke en karakter, jeg var specielt fascineret af i de første to sæsoner, men ’Lykke-Per’-aktuelle Esben Smed lader til at have fundet en ny dybde og sårbarhed i bilmekanikeren, der breakede bad. Også Thomas Hwan gør det godt som den sløvede Alf, en langt mere sammensat hovedperson end Mads Justesen. De tre bærende karakterer får desuden fermt modspil af et særdeles stærkt birollegalleri, der foruden de nævnte tæller navne som Dulfi al-Jabouri, Marijana Jankovic, Rudi Køhnke og Ali Sivandi.
Men det er ikke kun skuespilpræstationerne, der gør tredje sæson til et tiltrængt friskt pust. Jeppe Gjervig Gram og hans medforfattere har nemlig formået at nytænke og fokusere serien, som tidligere havde svært ved at jonglere sine mange karakterer og settings på en måde, der var troværdig og medrivende på samme tid.
’Bedrag’ var oprindeligt et (agtværdigt) forsøg på at lave en spændingsserie om økonomisk kriminalitet, der samtidig – med ’The Wire’ som åbenlyst forbillede – skulle diagnosticere det danske klassesamfund af det 21. århundrede. Men det lykkedes aldrig helt at ramme den rette balance mellem metodisk miljøtegning, kras kapitalismekritik og så de ofte overskruede spændingsmomenter, der skulle få aftenkaffen til at skvulpe hjemme i stuerne.
De ledetråde flettes bedre sammen i tredje sæson, som skyr de kedelige monetære mellemregninger uden at give afkald på grådigheden som seriens tematiske tværsnit.
Penge er stadig skurken, forjættende og fordærvende, men der er en fortættethed i Alfs sporen-sig-ind på Nicky, som savnedes i de første par sæsoner, hvor de forskellige plotspor ofte løb i hver deres retning, og man måtte forlade sig på tegneserieagtige figurer som den svenske lejemorder P eller revisor-Erik til at sætte spændingskurven i svingninger. Den slags huller i troværdigheden gik ud over persontegningen.
Til sammenligning fremstår sæson tre hidtil mere organisk opbygget. Dialogen er bedre og mere mundret, karaktertegningen er rundere, og plottet skubbes pirrende og tålmodigt i gang i de to velskrevne og velfilmede afsnit, jeg har haft adgang til. Jeg orkede ikke mere ’Bedrag’, nu glæder jeg mig til næste afsnit.
Kort sagt:
DR’s skindøde søndagsserie genopstår med nye hovedpersoner og skærpet fokus i en tredje sæson, der tegner til at blive seriens bedste.
Anmeldt på baggrund af de to første afsnit.
Læs også: 15 danske film, vi slet ikke kan vente med at se i 2019