’Bedrag’ – hele sæson 3: Pludselig materialiserede ’Breaking Bad’-visionerne sig på imponerende vis
(Anmeldelsen spoiler slutningen på tredje sæson af ’Bedrag’. Læs ikke videre, før du har set alle afsnit.)
Jeg har svært ved at komme på noget surt at sige om ’Bedrag’. Det er en mærkelig fornemmelse. Da jeg anmeldte de to første sæsoner, havde jeg svært ved at sige noget sødt. Selv når min intention var at rose serien eller i hvert fald komme den lidt i møde, endte jeg ofte alligevel med at harcelere over selv de mindste irritationsmomenter som en rigtig kontrær kritikertype.
Men nu var ’Bedrag’ jo også næsten uigenkendelig her i tredje sæson – i en sådan grad at den nærmest lige så godt kunne have heddet noget andet. Ingen havde vel for alvor savnet serien, som var en lidt kitschet og kluntet kapitalkrimi i de første to sæsoner, men efter en moderne og moralsk mudret tredje sæson vil man pludselig have mere.
Men mere kommer der ikke, det sørgede den meget definitive og dystre slutning for at slå fast. Den blonderede stikker Nicky blev drive-by-dræbt for sit bedrag, og Alfs PTSD-inducerede sjæle- og hjertekvaler drev ham til sidst til skæbnebestemt selvmord per pille.
Det var et passende pessimistisk punktum for en sæson, der afsnit for afsnit dykkede dybere og dybere ned i den desperation og fortvivlelse, som findes på bunden af gerrighedens afgrund.
Kun hvidvaskeren Anna undgik helt at drukne dernede. Hun trak sig ud i tide, tog (temmelig tåbeligt) et lag tæsk og endte i stedet med at blive belønnet for sit pengebegærlige emancipationsprojekt. Eller måske bare for at være sæsonens absolut mest interessante karakter.
Bankdamen havde udstråling som et bøjet søm, da vi mødte hende i andet afsnit. Fem afsnit senere var hun full-blown Heisenberg, da hun dyppede sin chefs geskæftige hoved i hjemmeakvariet. Det gik lidt stærkt, synes jeg nok, men at det aldrig føltes som manuskriptmanipulation, skal i høj grad tilskrives Maria Rich.
Teaterskuespilleren har skyet rampelyset siden gennembruddet i ’Små ulykker’ (2002), men hvor var hun bare god her, som hun transformerede Annas trynede tøffelheltinde til selvstændiggjort svindlerske uden at glemme karakterens servile side. Man skiftevist frydedes over hendes frigørelse og forfærdedes over hendes forbrydelser, og selv forholdet til manden Søren (Jacob Lohmann) blev overraskende kært.
Også Esben Smed fik en gennemført karakterrejse som Nicky, biltyven der breakede bad og blev den mytiske narkobaron Marco (fint twist i øvrigt). Som en anden Keyser Söze var han ubemærket klatret helt til tops i hashkransekagen under sit spanske eksil, men hans grundlæggende menneskelighed – symboliseret ved sønnen Milas – blev hans undergang. De første par sæsoner fik ikke nær nok ud af Esben Smeds mange talenter, men her var han begunstiget med nogle af de bedste replikker hørt på dansk tv siden første omgang ’Arvingerne’.
Særligt stærkt stod scenen, hvor Alf opsøgte Nicky på juicebaren, og de to spillede et mundtligt magtspil så fuld af undertekst, at det gav mindelser om Al Pacino og Robert De Niros anspændte stævnemøde i ’Heat’.
Ligesom dén film legede ’Bedrag’ kispus med publikums følelser. Hvem heppede man egentlig på, når den plagede panser strammede nettet om narkokongen, der på mange måder var lettere at holde af? Deres ambivalente fangeleg gav sæsonen et fortættet fokus, som de første to sæsoner savnede.
Desværre synes jeg ikke, at Alf-figuren blev helt så flot forløst som de to andre. Der blev dvælet godt ved Thomas Hwans grædevorne granitfjæs, og karakteren soppede lidt retningsløst rundt i sin egen suppedas af spleen og kærestesorg. Hans overfald på kollegavennen Stine (Marijana Jankovic) var på kanten af det troværdige, og det samme var det, at hverken dette eller Alfs grasserende pillemisbrug blev bragt op, da han stak samme Stine i ryggen over for chefen.
Men det er detaljer. Sådan noget som kun en kontrær kritikertype ville hænge sig i. Det vil jeg ikke. Ej heller, at der måske var et par biplot og -personer, som ikke blev fulgt helt til dørs i den ellers spændende finale. Det ville jeg sikkert have fluekneppet over i første og anden sæson, men nu har jeg slet ikke lyst.
Nej, jeg vil meget hellere berømme holdet bag ’Bedrag’ for den imponerende slutsæson, de har skruet sammen. DR havde indforskrevet nogle af landets mest talentfulde unge manuskriptforfattere og instruktører til at sekundere Jeppe Gjervig Gram, og sammen med hovedforfatteren gav de serien en ekstrem makeover.
Pludselig så man Grams visioner om et fordansket ’The Wire’-/’Breaking Bad’-modstykke materialisere sig. Hvor de første par sæsoner tit fortabte sig i umundret pengesnak, moralsk fingerpegen og kedelige sidespor, blev sidste sæson en stramt fokuseret og højaktuel fortælling om velfærdssamfundets skyggeside og kapitalismens korrumperende kraft, men også om de mørkeste hjørner i menneskets sind. Prydet med velskrevne replikker, stærkt spil og kreativt kameraarbejde, der kælede for detaljen, helt ned til introsekvenserne, som skiftede for hver episode.
‘Bedrag’ gemte sit største bedrag til det sidste: Den blev god.
Kort sagt:
I tredje og sidste sæson rejste ‘Bedrag’ sig fra glemslen og leverede en imponerende finale, der lykkedes med alt det, de første sæsoner ikke formåede.
Læs også: Fem grunde til, at ‘Bedrag’ sæson 3 var banebrydende dansk drama
Læs også: Dansk films største akilleshæl lige nu