Michael Jackson-boet distraherer fra HBO’s ‘Leaving Neverland’-premiere med koncertfilm

Michael Jackson-boet distraherer fra HBO’s ‘Leaving Neverland’-premiere med koncertfilm
'Leaving Neverland'.

Den fire timer lange ‘Leaving Neverland’, som dykker dybt ned i pædofilianklagerne mod Michael Jackson, er uden sammenligning årets mest kontroversielle dokumentar. Jacksons talsmand har kaldt filmen »et tabloidt karaktermord«, og boet efter Jackson har sagsøgt HBO for 100 millioner dollars.

Derfor er det måske ikke så overraskende, at Jackson-boet ikke vælger at gå stille med dørene i forbindelse med HBO’s premiere på dokumentarfilmen. Imens dokumentarens første del blev sendt søndag, offentliggjorde boet koncertfilmen ‘Live in Bucharest: The Dangerous Tour’ på Youtube.

»Gå ikke glip af magien fra selve kongen af pop«, blev der samtidig skrevet ud på Michael Jacksons Twitter-profil. »Fordyb dig i Michael Jackson. Live i Bucharest og live ved Wembley Stadium er tilgængelige i et begrænset tidsrum på Michael Jacksons Youtube-kanal«.

Når anden del af dokumentarfilmen bliver vist i aften mandag på HBO, vil Jackson-boet ligeledes forsøge at distrahere fra de opsigtsvækkende nye anklager ved at vise koncertfilmen ‘Live at Wembley Stadium’.

Dokumentaren ‘Leaving Neverland’ fokuserer på Wade Robson og James Safechuck, der detaljeret beskriver, hvordan de som børn blev seksuelt krænket af Jackson. Internationale anmeldere er efter at have set filmen overbeviste om Jacksons skyld og påstår, at man måske aldrig nogensinde kommer til at lytte til Jacksons musik igen.

‘Leaving Neverland’ kan ses på DR fra 8. marts.

Læs også: Disse film skal du streame i marts – Michael Jackson-dokumentar, stjernebesat actionthriller og anmelderrost gys

Læs også: Bør filmanmelderne fælde dom over Michael Jackson?

Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af