»Sønderlemmende fire timer lang dokumentar beviser, at Michael Jackson misbrugte børn seksuelt«.
Sådan lød overskriften på det velansete amerikanske filmmedie Indiewires anmeldelse af den nye, meget omtalte film ’Leaving Neverland’, som fik verdenspremiere på Sundance-festivalen i weekenden.
I filmen står to mænd, Wade Robson og Jimmy Safechuck, frem og fortæller i smertelige detaljer om, hvordan Michael Jackson tog dem til sig, da de var børn, og skabte et intimitetsforhold, der kulminerede i, at popstjernen udnyttede dem på det groveste. Gensidig masturbation og oralsex er blandt de overgreb, som de to vidner beretter om. Deres oplevelser er uafhængige, men der er efter sigende mange overlap mellem deres historier om begivenhederne, som startede, da Robson og Safechuck var i syv-otte-års-alderen.
Alle de anmeldere, der har set ’Leaving Neverland’ på Sundance, synes at være enige om, at filmen er seriøs og sober, og at Robson og Safechuck virker som troværdige kilder, der fortæller med stor sårbarhed og ærlighed. Michael Jacksons familie og talsmænd har afvist filmen som tabloid sensationalisme og mener, at Robson og Safechuck forsøger at lyve sig til en milliongevinst.
Filmens instruktør, Dan Reed, betegner familiens reaktion som forudsigelig og uden substans. Mange Michael Jackson-fans har på de sociale medier gået i rette med filmen, som de – hvilket er væsentligt – endnu ikke har set. Argumenterne lyder blandt andet, at Michael Jackson blev undersøgt grundigt af FBI både i 1993-94 og 2004-2005, og at han i 2005 blev pure og enstemmigt frikendt af en jury for anklager om overgreb mod den 13-årige Gavin Arvizo. Robson og Safechucks mulige økonomiske motiver bliver desuden fremhævet, ligesom mange hæfter sig ved, at de begge vidnede på Michael Jacksons side ved førnævnte retssag.
Den moralske dom
Jeg har ikke set ’Leaving Neverland’, men reaktionen rejser et mere principielt spørgsmål: Er det filmanmeldernes opgave at fælde dom over Michael Jackson?
Man kan nok godt uden at fornærme nogen slå fast, at jura sjældent er filmkritikerens spidskompetence. Man kan heller ikke forvente, at anmelderne selv bruger timevis på at researche en sag, som filmskaberen har brugt årevis på.
På den anden side er en anmeldelse ikke kun et spørgsmål om fortællemæssige og stilistiske kvaliteter. En anmeldelse er ofte også en moralsk vurdering. Hvad er det for et verdenssyn, filmen kommunikerer? Hvilke værdier turer den frem med?
Den moralske bedømmelse gør sig ikke mindst gældende med (de mere journalistisk anlagte) dokumentarfilm, der trods alt forpligter sig på virkeligheden på en anden måde end fiktion. Her må metoden og troværdigheden af filmens udsagn være afgørende elementer. En dokumentarfilm kan være nok så smukt fortalt, men hvis man ikke tror på det, der bliver sagt – eller filmskabernes metode virker hullet som en si – vil det unægtelig lægge en dæmper på begejstringen.
Brügger vs. New York Times
’Leaving Neverland’ er ikke den eneste Sundance-aktuelle film, hvor problematikken synes presserende. Det gælder også Mads Brüggers danske ’Cold Case Hammarskjöld’. New York Times har efterprøvet, om det virkelig kan passe, at en lyssky organisation spredte HIV-smitte i Afrika, som et hovedvidne hævder i filmen, og avisens konklusion er, at det er usandsynligt.
Heldigvis er der andre, mere skridsikre afsløringer i Brüggers dokumentar, som på alle filmiske parametre tilmed er sublim. Og nu er det ikke, fordi filmen selv er skråsikker omkring HIV-teorien, men man kan godt argumentere for, at den skulle være faret frem med mere lempe.
Spiller det ind på vurderingen af filmen? Ja, gu’ gør det da!
Og i hvert fald er det ligeledes en reminder om, at man som anmelder skal være meget påpasselig med at udtale sig skråsikkert om, hvad en dokumentarfilm beviser og ikke beviser.
Indiewire tilføjer i deres anmeldelse af ’Leaving Neverland’, at »der er ikke længere nogen tvivl overhovedet«, mens Variety konstaterer, at Michael Jackson »var en serie-pædofil, der lod, som om han var børnenes beskytter«. US Weekly-filmkritikeren Mara Reinstein tyede til Twitter efter premierevisningen og slog fast, at »vi tog alle fejl, da vi heppede på Michael Jackson«.
Andre anmeldere er mere forsigtige. »Dokumentarer er ikke retssager, men troværdigheden (’the persuasiveness, red.) i Safechucks og Robsons historier er slående«, skriver Screen, mens The Hollywood Reporter formulerer det sådan her:
»Én ting, jeg ved med sikkerhed, er, at det ikke er inden for mit resortområde som popkulturkritiker at fælde dom over, hvordan og hvor og hvornår overgrebsofre beslutter sig for at fortælle deres historier«, lyder det. »De er utroligt overbevisende, men jeg vil ikke anmelde dem«.
Det virker som et fornuftigt ståsted. Som anmelder må man – skal man – videreformidle sin oplevelse. Og man er i sin gode ret til at skrive, at Wade Robson og Jimmy Safechucks beretninger forekommer uhyre troværdige. Det er en moralsk, menneskelig og metodisk vurdering af den slags, kulturkritikere laver hele tiden – måske blot med en hel del mere på spil end sædvanligt.
Men at føre sig frem som kombineret juryformand, dommer og bøddel? Det virker dumdristigt.
Læs også: Mads Brüggers nye film er en sensation
Læs også: Mads Brügger om ‘Cold Case Hammarskjöld’ – »Filmen er også et opgør med mig selv«