E.N.D.E.L.I.G.
Efter megen spekulation omkring premieren på ‘Black Mirror’s femte sæson, er katten nu ude af sækken: Charlie Brookers kulsorte, dystopiske antologiserie slippes løs på Netflix den 5. juni med tre nye historier om foruroligende teknologiafhængighed, hullede selvværd qua like-kulturens perfektionshysteri og den gnavende ensomhed, der ofte kommer snigende i kølvandet på FOMO-angsten.
Den første trailer er netop landet, og på rollelisten ser vi blandt andre Andrew Scott fra ‘Sherlock’ (som også er aktuel i ‘Fleabag’ sæson 2), Miley Cyrus, Yahya Abdul-Mateen II (‘Us’), Topher Grace (‘That ’70s Show’), Pom Klementieff (‘The Guardians of the Galaxy’) og Anthony Mackie (‘Avengers: Endgame’).
I foråret ’18 hintede en lille skælmsk teaservideo ganske vist til »en lysere fremtid«, men hvis karaktererne i de kommende episoder går solbeskinnede skæbner i møde, fremgår det absolut ikke af ovenstående klip, der snarere synes at trække uhyggelige tråde til blandt andet home assistant-teknologien i særafsnittet ‘White Christmas’ og ‘500 Million Merits’ fra første sæson, der spiddede samfundets besættelse af nådesløse talentshows.
Sidst vi gæstede ‘Black Mirror’s ekspanderende Netflix-univers var i 2018’s interaktive filmoplevelse ‘Bandersnatch’, hvor fans kunne gå på oplevelse i fortællingenes mange plottråde – der dog slutteligt efterlod vores anmelder med en noget flad fornemmelse, gimmick-værdien til trods.
Anmeldelse: ’Black Mirror: Bandersnatch’ holder ikke, hvad den lover
Anmeldelse: ‘Black Mirror’ sæson 4 – længere mellem snapsene, men stadig tv i verdensklasse
Læs også: Sådan hænger alle ‘Black Mirror’s episoder sammen
Læs også: Netflix afslører hemmelig ‘Black Mirror: Bandersnatch’-scene – og hvordan du finder den