De tre Avaz-brødre fik et imponerende filmgennembrud, da de i 2017 debuterede med ’Mens vi lever’, og for nyligt kunne de seriedebutere med TV 2 Zulu-krimiserien ’Alfa’, som også har fået en flot modtagelse.
Brødrene er i gang med deres næste filmprojekt, og de kan nu løfte sløret for, hvem der skal spille hovedrollen i det kommende feelgood-drama, som vil udspille sig i den italienske region Toscana.
I går kunne Mehdi Avaz i en Instagram-story nemlig afsløre, at komiker og skuespiller Anders Matthesen vil indtage hovedrollen, og han vil efter sigende spille over for en ukendt udenlandsk stjerne.
Ud over at være Danmarks største komiker har Anders Matthesen flere gange bevist, at han har et kæmpe talent bag filmkameraet såvel som foran kameraet. Senest var han aktuel i rollen som Niels i Frederikke Aspöcks ’De frivillige’ fra 2019, blot et halvt år efter hans veloplagte ’Ternet Ninja’ blev den femte mest sete danske film nogensinde.
Ligesom i brødrenes to forrige spillefilm (‘Mens vi lever’ og ‘Kollision’) vil Mehdi Avaz indtage instruktørstolen, mens Milad Avaz skriver manuskript, og Misam Avaz producerer.
Optagelserne er netop skudt i gang, mens detaljer om plot og yderligere rollebesætning endnu ikke er blevet bekræftet. Filmen forventes at få premiere i løbet af 2021.