Tidligere på året fik Netflix kæmpe succes med dokumentarserien ’The Last Dance’, der portrætterede den tidligere basketballstjerne Michael Jordan i hans virke på og uden for banen.
Den slags successer smitter. Og nu står det således klart, at en anden NBA-legende, Earvin ’Magic’ Johnson, vil blive centrum for en ny dokumentarserie – skabt af den særdeles kapable instruktør Rick Farmuyiwa, der slog igennem med den charmerende ghettokomedie ’Dope’ og senest har været instruktør på ‘The Mandalorian’.
Serien vil følge Hall of Fame-stjernen fra hans tid som basketspiller til tiden efter som succesfuld iværksætter, sportsdirektør og leder i den sorte aktivistbevægelse – ligesom hans hiv-sygdom nok også er svær at komme udenom.
Og ligesom med ’The Last Dance’ – som Johnson i øvrigt havde en lille rolle i – vil serien indeholde interviews med Johnson, hans familie, holdkammerater og forretningspartnere.
»Som barn, der voksede op i Ingewood i Californien under showtime-æraen, er jeg glad for at hjælpe med at viderebringe historien om Earvin ’Magic’ Johnson til skærmen«, fortæller Famuyiwa i en pressemeddelelse og fortsætter:
»Dette projekt er en konvergens af så mange ting, der begejstrer og interesserer mig som filmskaber. Magic har levet et ekstraordinært liv som en mesteratlet, lidenskabelig aktivist og meget succesfuld iværksætter. Magics indvirkning på basketball og udenfor sporten er ubestridelig. Jeg ser frem til at arbejde sammen med vores talentfulde kreative hold for at bringe denne dokumentar til live«.
En premieredato er endnu ikke blevet sat, og det vides endnu heller ikke, hvor den skal vises.