’Dope’-instruktør: »Mange i USA har en tegneserieagtig opfattelse af unge sorte mænd«

Med Pharrell på soundtracket, ASAP Rocky i sin første filmrolle og en drønunderholdende fortælling om tre highschool-nørder med en taskefuld ecstasy i hænderne er Rick Famuyiawas film en uimodståelig crowdpleaser. Men instruktøren sætter også noget på spil i forsøget på at aflive racestereotyper.
’Dope’-instruktør: »Mange i USA har en tegneserieagtig opfattelse af unge sorte mænd«

Associationsleg: Når jeg siger »ghetto«, hvilke tre ting falder dig så først ind: Våben? Stoffer? Unge sorte mænd?

Alle tre elementer er til stede i det hårdt plagede Los Angeles-kvarter Inglewood i den uimodståelige crowdpleaser ‘Dope’. Ja, faktisk er vores hovedperson, Malcolm, en ung sort mand, der pludselig finder sig selv som pusher – og snart står med en pistol for panden.

Stereotypisk? Overhovedet ikke. Malcolm er en nørd, og hans bedste venner er den splejsede Jib, der ifølge ham selv er 14 procent afrikaner, og den lesbiske tomboy Diggy. Sammen triller de ned ad vejene på bmx-cykler, som var de med i en Hollywood-film fra 80’erne. De spiller i et punkband ved navn Oreo, som boede de i et hvidt middelklassekvarter i en poleret forstad. De lytter til Wu-Tang Clan og 2Pac, som var de morfet ind fra the hoods i 90’erne. Og de går op i deres lektier og aspirerer efter de bedste universiteter, som var de børn af 10’ernes mest tunnelsynede curling-forældre.

Ghettoen er med andre ord et spraglet sted i ‘Dope’, fuld af overraskelser, som filmen åbenbarer med høj jokefrekvens, sommervarm farveskala og streetcred over hele linjen: ASAP Rocky i sin første filmrolle, Puff Daddy og Forest Whitaker som producere og et sprødt soundtrack med fire nye tracks fra Pharrell Williams, der udgør Oreos punknumre.

»Når folk kigger på unge fyre fra de her kvarterer, har mange svært ved at forstå, hvorfor de handler, som de gør. Men ingen planlægger at blive narkohandler. I filmen har vi nogle unge mennesker med gode intentioner, som alligevel ender i en situation, hvor de er nødt til at gøre forkerte ting«, siger filmens instruktør, Rick Famuyiwa, da jeg møder ham på en restaurant under filmfestivalen i Cannes, dagen efter ‘Dope’ er blevet vist for første gang i Europa med et kæmpemæssigt bifald til følge.

Dope1‘Dope’

»Hvis de bliver fanget, vil folk kigge på dem og tænke, ‘nå ja, det er bare nogle thug kids fra ghettoen. Men sådan er de her tre jo slet ikke, og det ville jeg gerne vise«.

Problemerne opstår, da den lokale pusher Dom (ASAP Rocky) tilkalder Malcolm for at få ham til at overlevere en besked til sin fling, den charmerende Nakia. Malcolm forelsker sig i hende på stedet og tager med til en fest, fordi hun også har meldt sin ankomst. Ved et tilfælde ender han med en taske ecstasy i hånden, som han og vennerne beslutter sig for at sælge videre ud fra en opfindsom plan, der involverer bitcoins, Coachella og hvide weekendnarkomaner. Samtidig skal Malcolm færdiggøre sin ansøgning til Harvard, selv om studievejlederen slår fast, at han ikke har en chance, med mindre han skematisk fortæller om sig selv som en ung sort bølle opflasket af en enlig mor i ghettoen.

Situationen, der sætter hele affæren i gang, kommer fra instruktørens eget liv.

»Jeg voksede selv op i Inglewood og oplevede en episode, hvor den her gangster kalder mig hen, og jeg tænker, hvad sker der nu? Får jeg tæsk, skal jeg levere stoffer, eller hvad? Og så beder han mig om at tale med en pige nede ad vejen. Jeg kan huske, at jeg bagefter tænkte, her møder man en hårdkogt narkohandler, og så er han bange for at tale med en pige«, siger Famuyiwa.

»Den situation kunne være gået i mange forskellige retninger, og jeg har tit tænkt på, hvordan mit liv kunne have udviklet sig anderledes, hvis det ikke var gået godt. Det var den første scene, jeg skrev til filmen«.

En ny selvtillid
‘Dope’ kan meget vel blive sin generations highschool-klassiker, som ‘The Breakfast Club’ og ‘Mean Girls’ er blevet det for tidligere generationer. Det ustyrligt høje tempo og den smittende humor gør det til en film, man kan se igen og igen, men samtidig rammer den en nerve i forhold til særligt USA, men også andre vestlige samfund, hvor der på den ene side aldrig har været lige muligheder i samme grad som nu, men hvor minoriteter stadig skal kæmpe ekstra hårdt for at ryste fordomme og diskrimination af sig.

‘Dope’ kommer i kølvandet på de talrige episoder, hvor hvide politimænd har skudt og dræbt ubevæbnede sorte drenge med protester i byer som Ferguson og Baltimore til følge. Det er den dobbelthed af fremskridt og grumme levn fra fortiden, som Famuiawa indkapsler.

»Jeg ville gerne prøve at redefinere vores opfattelse af sort maskulinitet. Mange i USA har den her hyperaggressive, næsten tegneserieagtige opfattelse af unge sorte mænd. Og når 12-årige drenge bliver skudt, fordi politifolk frygter for deres liv, begynder man at tænke, hvad det egentlig er for en psykologi, det er udtryk for. Hvorfor tænker en voksen mand, at et 12-årigt barn er en trussel?«.

Rick dopeRick Famuyiwa

Samtidig, bemærker instruktøren, er racestrukturerne i opblødning.

»Når jeg taler med min 14-årige datter og hendes venner, er race langt nede på listen over, hvordan de definerer sig selv. Skal de fortælle om sig selv, siger de, jeg kan lide det og det musik, jeg går i det og det tøj, jeg går op i det og det. Nogle mærkater lever helt klart stadig, men jeg håber, vi er i en overgangsfase, hvor den slags bliver mindre og mindre vigtigt«.

Mod slutningen af ‘Dope’ er der en uforglemmelig scene, hvor Famuyiwa lader Malcolm inkarnere denne forandring – som en gadens dreng klar til at erobre verden. Det føles som en generationsstemme, der slår hovedet på sømmet. Men instruktøren er selv 42 år. Hvordan i alverden rammer han det så rent?

»Jeg følte, at jeg hørte en stemme, der kom fra netop den generation, som jeg skildrer i filmen. Jeg er stor fan af hiphop, og jeg lyttede til Kendrick Lamar, Tyler The Creator, ASAP Rocky, Joey Badass og alle de her musikere, som kommer fra de samme områder som de tidligere store mc’s, men har et helt andet point of view. Kendrick Lamars selvtillid er en anden end N.W.A’s selvtillid, og jeg var nysgerrig efter at udforske, hvordan det kan være«.

Hvad fandt du så ud af?

»Jeg tror, forskellen ligger i teknologien, og hvordan man kan finde sin stemme, uanset hvor man er fra. Stemmen i den nye generation er mindre hæmmet, de føler sig ikke på samme måde begrænset af det sted, de kommer fra. Tyler, Earl Sweatshirt og Domo Genesis voksede op samme sted, som jeg gjorde 15-20 år før. Jeg har fulgt dem fra begyndelsen, og fra deres videoer på nettet kan jeg genkende gaderne, men deres perspektiv er helt anderledes«.

Hollywood sagde nej
Rick Famuyiawa har lavet film siden 1999. Men ‘Dope’ placerer ham centralt i en slags bølge af talentfulde sorte filmskabere, der laver uafhængige projekter, som forener humor med skarp samfundskritik, og som langt fra kun taler til sorte amerikanere. Et par eksempler er Justin Simien, som sidste år lavede den beslægtede highschool-komedie ‘Dear White People’, og Issa Rae, som har stået bag den populære webserie ‘The Misadventures of Awkward Black Girl’.

Dope2‘Dope’

Det var dog ikke frivilligt, at ‘Dope’ blev lavet uafhængigt. Dens temaer slår ikke kun igennem i filmen, men også bag kameraet.

»Det tog lang tid at få filmen lavet, for da vi forsøgte at sælge den til Hollywood-studierne, var der ingen, der ville poste penge i den. Jeg tror, mange i Hollywood mener, at mainstreamfilm har et særligt feel og look, som altså ikke altid ligner den verden, vi lever i. Jeg håber, min film kan være med til at ændre, hvad vi ser som mainstream«, siger han.

Da han siger det, går det op for mig, hvor pjattet det egentlig er, at en så universelt medrivende film som ‘Dope’ nævnes i samme åndedrag som snævre artfilm på Cannes-festivalen eller en særlig ‘sort’ filmbølge. Hollywood-bosserne fra mainstrean-studierne burde kappes om den.

»John Hughes’ ‘The Breakfast Club’ er en af mine store inspirationskilder. Jeg havde på overfladen intet til fælles med de hvide middelklasse-highschool-elever i den film, men jeg kunne stadig se den og identificere mig stærkt med dem. Det er det håb, jeg har for ‘Dope’. At en privilegeret knægt fra en forstad i Chicago kan se den og sige: Det der, det er jo mig«.


Asap dopeASAP Rocky i ‘Dope’

ASAP Rockys første filmrolle

Rakim Mayers, bedre kendt som ASAP Rocky, står foran spejlet og retter forfængeligt på håret. Sammen med de andre skuespillere fra ‘Dope’ gør han sig klar til et fotoshoot, lige efter Soundvenue har interviewet filmens instruktør Rick Famuyiwa i Cannes.

Den 26-årige rapper er tydeligvis tilfreds med at smage på tilværelsen som feteret filmstjerne på verdens fineste filmfestival, og han griner og fjoller med resten af flokken, blandt andre sin ekskæreste, modellen Chanel Imam, som var årsagen til, at han overhovedet kom i spil til rollen som pusheren Dom.

»Han hjalp Chanel med at blive klar til audition, og da han læste manuskriptet, var han så begejstret, at han ringede til mig og spurgte, om han ikke også kunne gå til audition. Det fik han så lov til, først i London og senere i L.A., og han vandt rollen. Han var fantastisk«, siger Rick Famuyiwa.

Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af