Den hykleriske kritik af Michael Jordan efter ’The Last Dance’

Vi kan ikke både hylde Michael Jordan for hans vinderinstinkt og anklage ham for at være en dårlig taber.
Den hykleriske kritik af Michael Jordan efter ’The Last Dance’
'The Last Dance'. (Foto: Andrew D. Bernstein/NBAE via Getty Images)

KOMMENTAR. ’The Last Dance’ er blevet en slam dunk for Netflix. Den 10 afsnit lange fortælling om Chicago Bulls og Michael Jordans storhedstid har i ugevis været en af de mest sete titler på tjenesten, og den har trukket overskrifter verden over, også herhjemme.

Med en så stor himmelfart er et vist backlash så sikkert som duften af parisertoast i en sportshal i 90’erne. Men det bemærkelsesværdige er, at ’The Last Dance’ særligt har affødt to kritiske reaktioner, der kan synes at have svært ved at eksistere parallelt.

På den ene side har ESPN-serien fået kritik for at tage Michael Jordans parti i snart sagt alle de konflikter, der sættes i scene. Jordan har haft rettighederne til det arkivmateriale, der bliver brugt i serien, og den er således lavet på hans nåde – og med hans eget produktionsselskab involveret. Nogle har ligefrem kaldt ’The Last Dance’ for propaganda.

På den anden side udleder mange af serien, at Michael Jordan fremstår som et genuint røvhul. Han mobber sine medspillere, tryner sine modspillere med nærmest sadistisk nydelse, er selvretfærdig, en dårlig taber og for apolitisk, lyder nogle af argumenterne, når man nærstuderer reaktionerne på de sociale medier.

Så på den ene side lader serien The Black Jesus pudse sin egen glorie. På den anden side nedbryder den illusionen om det perfekte sportsmenneske, der var MJ’s brand i 90’erne.

‘The Last Dance’.

Jeg tror, rygterne om Michael Jordans råderet over serien er mildt overdrevne. Han har næppe siddet og nitpicket hvert billede i klipperummet. Omvendt er det klart, at hele projektet har været pitchet som en hyldest til holdet og dets altoverskyggende stjerne, og at instruktør Jason Heir og ESPN således fra start har indvilliget i den præmis, at de ikke skulle ud i et karaktermord eller det, der ligner. Også NBA har haft redigeringsret over optagelserne, og Heir har således skullet tilgodese flere parter – og har godt vidst fra start, at der var grænser for, hvor meget han kunne bide sine mæcener i haserne.

Michael Jordan kan naturligvis godt både være diktatorisk bevidst om sit brand og have svært ved selv at se, hvordan han fremstår i andres øjne.

Men begge angrebsflanker vidner mest af alt om, at billedet af Jordan i 90’erne var så urealistisk poleret, at skuffelsen over at se hans menneskelige modhager bliver tidoblet med modtagelsen af den nye serie.

Særligt forargelsen over Michael Jordans menneskelige kvaliteter bærer præg af en naiv idé om sportsstjerners moralske habitus. Vi håber, at de ypperligste sportsstjerner også er ypperlige mennesker, at de er generøse, nådige vindere, gode tabere, kærlige ledere, loyale holdkammerater. Og derfor har vi svært ved at kapere det, når Lionel Messi snyder i skat, eller Michael Laudrup træner fodboldhold i diktaturstater.

‘The Last Dance’. (Foto: Andrew D. Bernstein/NBAE via Getty Images)

Men virkeligheden er, at mange af de kvaliteter, der gør en sportsmand til den absolut førende på sit felt, står i direkte modsætning til værdier som generøsitet, nådighed og kærlighed. Sport handler i sidste ende kun om én ting, nemlig at vinde, og i MJ’s tilfælde er det tydeligt, at hans mindre sympatiske sider er dybt forbundet til hans kvaliteter. Hans tænding på banen er tæt knyttet til de personlige vendettaer mod specifikke modspillere, som han i nogle tilfælde gør til antagonister ud fra frit opfundne konfrontationer. Hans game var bedst, når han var hævngerrig og vred. Han ville vinde for enhver pris. Og han forlangte det samme af sine holdkammerater, som han forlangte af sig selv.

Men minder det ikke om de diskussioner, vi har haft om alt fra Ghita Nørby til Peter Aalbæk? Er dårlig opførsel virkelig en iboende ret for store personligheder? Kan man ikke udrette store ting og stadig behandle andre ordentligt?

Her må man indvende, at kunst og sport er to vidt forskellige ting. Kunsten er et rum for refleksion, sport handler om en ubøjelig vilje til sejr. Vi kan ikke både hylde Michael Jordan for hans exceptionelle vinderinstinkt og beklage os over, at han er en hånlig blærerøv. Vi kan ikke både hylde hans historisk toptunede konkurrencementalitet og ærgre os over, at han er en dårlig taber. Selvom man jo altid har lov at drømme, må vi – med mindre de bryder loven, naturligvis – acceptere at vores sportsforbilleder ikke er forbilleder som mennesker.

Det er alt det – det storladne og det smålige – der gjorde Michael Jordan til den største udøver af sin sport nogensinde. Om vi kan lide det eller ej.

Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af