’The Last Dance’, dokumentarserien om Michael Jordan og basketballholdet Chicago Bulls, har for mange været et rusmiddel, der hver mandag har taget toppen af coronakuller og hverdagstrummerum. I næste uge er det slut: Serien sætter punktum med de to sidste afsnit.
Allerede nu kan du dog se frem imod næste fix. Her er ti fortrinlige sportsdokumentarer, der kan fylde tomrummet.
‘Free Solo’
Oscar-vinderen om klatreren Alex Honnold, der beslutter sig for at tage kampen op med klippen El Capitan uden sikkerhedsudstyr, er et eksempel på, at dokumentarfilm kan være akkurat så nervepirrende som de mest effektive spændingsfilm.
Det er trods alt en virkelig mand af kød og blod, der hænger med ryggen til døden på klippevæggen i den californiske nationalpark Yosemite. Kun hans fingre og fodspidser, mast ind i klippesidens revner, afskærer ham fra faldedøden, og svigter hans koncentration i et sekund, ender han som en rød plet på nationalparkens bund.
Det er fænomenalt fortalt af filmholdet, der selv har spændt sig fast på klippesiden, men dokumentaren fremkalder ikke bare adrenalin, også eftertanke.
For hvorfor i alverden hænger Honnold som et insekt på klippesiden – og hvorfor hænger han der uden reb og sikkerhedsliner? Et kynisk sortsyn titter nogle gange frem, når filmskaberne spørger Honnold om risikoen, men klatreren går også med til at lade sig undersøge i en søgen efter biologiske svar.
Man får intet facit serveret, men da Honnold først begiver sig ud på den dødsforagtende free solo, er man kommet meget tættere på at forstå manden på klippesiden.
Kan ses på Viaplay.
’Diego Maradona’
Der er ét øjeblik i ’Diego Maradona’, jeg aldrig glemmer.
Maradona har netop ført Napoli til klubbens første italienske mesterskab, og folk jubler så voldsomt på tribunen, at flere besvimer i glædesrusen. Bagefter fortsætter festen uden for stadion med vilde råb i gaderne, dans på tagene og fyrværkeri, og på muren foran en kirkegård har nogle fans hængt et banner op. Underteksterne afslører, hvad der står:
»Gutter! I ved ikke, hvad I er gået glip af«!
Det er morbidt morsomt, men man kan ikke være i tvivl om, at de frådende fodboldtilhængere virkelig ser Serie A-triumfen som et højdepunkt i livet. Maradona bliver behandlet som frelseren, og det er også sådan, han bliver afbildet på murene rundt omkring i den syditalienske by, der ofte må finde sig i hån og spot fra de rigere norditalienere.
Imens mases hovedpersonen flad under berømmelses åg, og mafiaen trækker ham ind i en sump af narkotika og prostituerede. Himmelfærden bliver til en forfaldshistorie, Maradona brænder ud, bliver fremmedgjort fra sig selv og sin familie, men Asif Kapadias dokumentar er stærk både i mørket og i lyset.
Kan ses på DR TV.
’Senna’
Asif Kapadia er også manden bag den mesterlige ’Senna’ fra 2010, endnu en film om et sportsikon, der går til grunde på den største scene.
Ayrton Senna, den brasilianske Formel 1-kører, bliver ligesom Maradona tilbedt som en gudeskikkelse i hjemlandet Brasilien, men han tackler den med større overskud: Han ved, at han er et symbol for brasilianerne, et håb midt i armoden og den politiske uro, og han omfavner sin status uden at miste jordforbindelsen.
Der er noget rent og ægte over Senna i Kapadias portræt: Han er en mand, der altid vil længes efter sin barndoms gokartbaner, hvor alt handlede om ræset. Han elsker farten og væddeløbet, og han vil vinde for hver en pris.
Det gør han også i Formel 1, hvor han sikrer sig tre verdensmesterskaber mellem 1988 og 1991, men han må også sande, at gokartbanerne hører fortiden til. Verdens største racerløb er en malstrøm af politik, intriger og løbsledere, der går på kompromis med racerkørernes sikkerhed.
Senna er selv skyld i meget af det. Hans tunnelsyn mod målstregen giver ham mange fjender, ikke mindst holdkammeraten Alain Prost, og hans aggressive kørsel gør ham til en fare for sig selv og for andre.
Men han bliver også fanget i et politisk spil, hvor Formel 1-ledelsen ofte skider hul i idealerne om det rene væddeløb, som Senna er repræsentant for, og ofrer sikkerheden til fordel for spektaklet.
Blandt andet derfor ender historien om Senna tragisk, i en rædsom ulykke i 1994.
Optakten til det fatale punktum er ulideligt neglebidende, ligesom resten af filmen er medrivende, ikke mindst takket være en effektiv klipning og et vidunderligt soundtrack.
Men portrættet af den fartglade mand bag rattet er også rørende i de stunder, hvor hastigheden ikke er høj, og det er svært ikke at græde i kor med det brasilianske folk, da tragedien rammer med 300 i timen. Man ved, hvad der sker, men man håber til det sidste, at det ikke gør.
Kan ses på Netflix.
’Sunderland ‘Til I Die’
Vi møder Sunderland, den engelske traditionsklub, på vej ned, og vi følger holdet, mens det bare fortsætter det frie fald.
Det er tragisk, fordi ideen med at give filmholdet adgang til omklædningsrum og kontorer så åbenlyst var at dokumentere holdets genfødsel. De er netop rykket ned fra Premier League efter en rædselsfuld sæson og har planer om at sikre oprykning fra Championship, den næstbedste engelske fodboldrække, med det samme, men sæsonen er ikke ret gammel, før det står klart, at kampen kommer til at udspille sig i den anden ende af tabellen.
Det er en nådesløs liga, The Championship, ikke bare på grund af herretacklinger i bidende kulde, men også fordi den er fyldt med klubber, der har pumpet lønbudgettet kunstigt op og kører med vilde underskud i håbet om at få del i Premier Leagues prestige og tv-millioner.
Sunderlands deroute er garneret med flere tåkrummende højdepunkter, som da midtbanespilleren Darron Gibson i en brandert sviner sine holdkammerater til, eller når spillerne på banen gør sig skyldige i graverende forsvarskoks.
Men ’Sunderland Til I Die’ er også en glimrende serie, fordi den har blik for, hvad fodbolden betyder for den fattige nordengelske industriby. For mange er svaret kort: alt.
Fansenes virkelighedsflugt er ikke, hvad den har været på Stadium of Light, Sunderlands hjemmebane, men for os sofatilskuere er underholdningen storartet.
Kan ses på Netflix.
’Ikaros’
Der er noget næsten absurd over, hvordan ’Ikaros’ skifter ham.
Filmen starter med, at instruktør Bryan Fogel bruger sig selv som forsøgskanin og undersøger, om han ubemærket kan dope sig til sejren i et ekstremt amatørcykelløb. Den ender med, at han er med til at afsløre et russisk dopingprogram, orkestreret fra hjertet af Kreml.
Skandalen havde allerede rullet, da ’Ikaros’ fik premiere, men det er forbløffende at se, hvor stor en andel Fogel havde i afsløringen, denne galning, der var begyndt at stikke sig selv med kanyler forud for sin deltagelse i et amatørcykelløb.
Den centrale brik er dog Grigory Rodchenkov, den tidligere direktør for det russiske antidopingcenter, der har gjort akkurat det modsatte af, hvad han burde gøre som antidopingmand: Han har fusket med præstationsfremmende midler. Efter lange samtaler med Fogel beslutter han sig for at springe ud som whistleblower i The New York Times, og da han deler sandheden, betaler han med sin frihed og sikkerhed.
’Ikaros’ er egentlig en aparte film, nærmest to film i en, og det giver sig selv, at Fogels indledende gør det selv-dopingprojekt blegner i sammenligning med den store konspiration. Samtidig er der noget vidunderligt over, hvordan det kuriøse projekt udvikler sig til en skelsættende afsløring.
Og Rodchenkov er en herlig karakter, en munter, småskør mand med kedelige plamager på både cv og sind. Fogel bliver så gode venner med ham, at han glemmer sin kritiske sans, men han har en pointe, når han siger, at Rodchenkov opgiver alt for at fortælle sandheden. Det er fascinerende at bevidne.
Kan ses på Netflix.
’Cheer’
De fleste kender nok cheerleading fra amerikanske highschool-film, men hvis man troede, at sportsgrenen mest af alt handlede om søde smil, florlette krumspring og pomponer, smadrer ’Cheer’ grundigt fordommene.
Netflix-dokumentarserien afslører, at cheerleading er en særdeles krævende sport, hvor den mindste fejl i timingen kan resultere i trykkede ribben eller brækkede knogler. Filmmagerne bringer os helt tæt på i ’Cheer’, så vi kan høre og se, når kroppe går i stykker.
Samtidig graver ’Cheer’ sig under showenes glittede facade og følger en række atleter med dunkle baghistorier.
Deres hold på Navarro College tørster efter endnu et mesterskab, og ’Cheer’ bygger drøneffektivt op til det sportslige klimaks over seks afsnit.
Kan ses på Netflix.
’Den unge Zlatan’
Det er svært at forstå, at knægten, der tosser rundt mellem betonbygninger i Malmö, blev et ikon, der fik rejst en (nu vandaliseret) statue af sig foran det lokale stadion.
Den unge Zlatan Ibrahimovic gamer sløvt i sofaen, dukker ikke op i skole og griner fjoget af den storbarmede pornostjerne, han har som skærmbillede på sin computer. På banen svigter disciplinen ofte: Han dribler for at ydmyge modstanderen og forsømmer at aflevere til holdkammerater, selv når de står fri foran mål. Og bliver han provokeret, svinger han gerne en albue i ansigtet på modstanderen.
Fra starten har Zlatan dog en særlig evne til at rejse sig fra den selvforskyldte modgang og slå til, akkurat som buhråbene fra stadion runger højest. Han fører sig frem med en uskandinavisk tro på egne evner, men han er også villig til at arbejde hårdt og suge til sig, og han ender med at blive så god, som han er i sit eget hoved.
’Den unge Zlatan’, dokumentarfilmen om hans første år som professionel, dokumenterer fint, hvordan Ibrahimovic forlader sin ungdoms dårskab og lægger kimen til sin stjernestatus, uden at miste sig selv.
Der er ingen saksespark eller hælscoringer her, for filmmagerne holder et stramt fokus på årene, før Juventus køber ham i Ajax Amsterdam. Og det beriger fortællingen.
Kan ses på DR TV.
’Murderball’
Glem fodbold, cykling, tennis. Glem for den sags skyld rugby. Murderball får det meste til at blegne.
Hårdkogte herrer i kørestol tordner ind i hinanden i et råt spil, hvor ingen skånes, og hvor det ikke engang er strafbart at vælte modstanderen ud af sædet og ned på gulvet. Sommetider er det målet.
Imellem kampene dykker ’Murderball’ ømt og ikke uden humor ned i jernmændenes fortid, hvor ulykker, nogle tilfældige, de fleste barske, har kostet dem førligheden. Det er både krop og sind, de har måttet genoptræne.
Hovedpersonerne taler forbløffende ærligt om alt fra sjælekvaler til sexstillinger, og det er slet og ret livsbekræftende at se, hvordan de har hevet sig op af den eksistentielle brønd. Og sådan løfter historien sig langt over det amerikanske landshold i kørestolsrugby – uanset hvor underholdende kampene end er.
Kan ses på Blockbuster.
’Tyson’
Nu hvor Mike Tyson angiveligt er klar til at springe i ringen igen, er det oplagt at hive denne dokumentar fra 2008 frem fra gemmerne.
I James Tobacks portræt fremstår Mike Tyson, vilddyret, der efterlod sine modstandere bevidstløse i kanvassen, overraskende sårbar, og han lader sig flere gange overmande af gamle følelser, frygten for at blive overfaldet af større børn under sin opvækst i slummen, sorgen over tabet af sin boksementor.
Tyson, der vel generelt ses som en brysk båtnakke, er overraskende god til at sætte ord på sin karrieres konjunkturer, og Toback får ham til at tale ikke bare om sine triumfer i ringen, men også om sin ofte rædselsfulde opførsel uden for den – med et fængselsophold og en økonomisk ruin som resultat.
Det er instruktørens scoop, at han formår at åbenbare Tysons skrøbelighed under ansigtstatoveringen.
Kan ses på Blockbuster.
’Og det var Danmark’
Som dokumentar er ’Og det var Danmark’ ikke banebrydende.
Jo, beskrivelsen af det danske fodboldlandsholds transformation fra en flok amatører på en pløjemark til professionelle verdensstjerner er sjov, særligt fordi filmskaberne gør det til et opgør med det ærkedanske ’tab og vind med samme sind’-mantra. De store ambitioner fortrænger mageligheden og havde måske også sikret et verdensmesterskab, havde det ikke været for en vis tilbagelægning.
Men ’Og det var Danmark’ er ikke lavet for at fortælle en dybere historie om danskerne, den er ikke engang lavet for at give et særligt indblik i spillerne på banen eller trænerne på bænken, Laudrup og Elkjær, Ricardo og Piontek, selvom de alle har deres gyldne stunder undervejs.
Nej, dokumentaren er noget andet: Den er en hyldest til landsholdet og det fællesskab, der spirer frem omkring det, og den er fortalt som en opbygning mod det ultimative klimaks: lillelandets usandsynlige triumf til EM i 1992.
Det er en dokumentar, der egner sig til at blive set på samme måde som en landskamp. Med fadøl og klaphat.
Det er bestemt ingen kritik. Der findes næppe en bedre måde at varme op til EM på dansk grund i 2021 end at se eller gense ’Og det var Danmark’.
Kan ses på DR TV.