’Star Wars: The Rise of Skywalker’-skuespilleren Naomi Ackie har netop landet hovedrollen som Whitney Houston i en kommende biopic, der vil få titlen ’I Wanna Dance With Somebody’.
Det afslører Deadline, der har talt med filmens instruktør Stella Meghie, som blandt andet står bag det romantiske drama ’The Photograph’ og har instrueret enkelte episoder af ’Insecure’ og ’Grown-ish’.
»Vi tilbragte den sidste del af sidste år i en udtømmende søgen efter en skuespiller, der kunne belyse Whitney Houston. Naomi Ackie imponerede os på hvert trin i processen. Jeg blev rørt af hendes evne til at fange scenens tilstedeværelse af et globalt ikon, mens hun bragte menneskeligheden til sit indre liv«, fortæller Meghie.
Filmen kommer formentlig til at portrættere Houstons mange op- og nedture gennem sin ikoniske musik- og senere filmkarriere med den romantiske thriller ‘The Bodyguard’ og hendes ægteskab med sangeren Bobby Brown, der bar præg af problemer med vold og et omfattende stofmisbrug.
Naomi Ackie, der er bedst kendt for sin rolle i ’Star Wars: The Rise of Skywalker’, har for nylig medvirket i Steeve McQueens roste ’Small Axe’-antologi og Netflix-serien ’The End of the F***ing World’. Derudover vil hun indgå i castet til den kommende ’Game of Thrones’-prequel-spinoff, som er instrueret af S.J. Clarkson.
Manuskriptet er skrevet af manuskriptforfatter Anthony McCarten, der fik en Oscar-nominering for sit arbejde med ’Bohemian Rhapsody’.
Detaljer om plot og den øvrige rollebesætning er endnu ukendt, mens en premieredato heller ikke er blevet bekræftet.