‘Malcolm & Marie’
Zendayas præstation som Marie i ’Malcolm & Marie’ er spået en pæn chance ved det kommende Oscar-show.
Malcolm, spillet af John David Washington, er filminstruktør og venter på, at anmeldelserne tikker ind på hans seneste film, der netop har haft verdenspremiere. Imens reflekterer Malcolm og Marie over deres forhold, og undervejs bliver der både skruet op for erotikken, følelserne og kærlighedsdramaet.
’Malcolm & Marie’ er hemmeligt optaget under covid-19, mens Zendaya og instruktør Sam Levinson ventede på, at de kunne komme i gang med ’Euphoria’ sæson 2.
Premiere 5. februar på Netflix.
’Cherry’
’Avengers’-instruktørerne Antony & Joe Russo har haft enorm succes med deres fire Marvel-film, men med ’Cherry’, der er baseret på Nico Walkers semibiografiske værk af samme navn, ser de ud til at foretage et genreskifte.
Tom Holland har hovedrollen i dette krimidrama som krigsveteranen Cherry, der vender hjem med PTSD. Samtidig bliver han afhængig af stoffet opioider, og for at kunne finansiere sit misbrug bliver han bankrøver.
Foruden Tom Holland, der ser ud til at levere en kraftpræstation, byder ’Cherry’ på et spændende ungt cast, der blandt andet tæller Ciara Bravo, Jack Reynor, Kelli Berglund og Michael Gandolfini (søn af James Gandolfini).
Premiere 26. februar på Apple TV+.
’News of the World’
Paul Greengrass og Tom Hanks genforenes første gang siden ‘Captain Phillips’ med ’News of the World’ – et westerndrama, som er baseret på Paulette Jiles novelle af samme navn. Trods covid-19-restriktioner sendte Universal, med håb om potentielle Oscar-chancer ved årets forskudte prisuddeling, filmen ud i de amerikanske biografer, mens Netflix tager sig af den udenlandske distribution.
I 1870 rejser den tidligere sydstatssoldat, Captain Jefferson Kyle Kidd, fra by til by, hvor han tjener til dagen og vejen ved at læse nyheder op for den lokale befolkning. Hans hverdag ændrer sig betydeligt, da han får til opgave at hjælpe en pige, som er blevet kidnappet.
Tom Hanks bliver flankeret af det unge tyske talent Helena Zengel, ligesom rutinerede Bill Camp også medvirker i filmen.
Premiere 10. februar på Netflix.
’David Byrne’s American Utopia’
Koncertfilmen ’David Byrne’s American Utopia’ er blevet rost til skyerne i USA, og nu kommer den endelig til Danmark.
Filmen er en liveoptagelse af en ambitiøs Broadway-forestilling, som er baseret på Byrnes eget album, ’American Utopia’. David Byrne optræder med 11 musikere ved sin side, som ud fra et minimalistisk udgangspunkt kun har trådløse eller transportable instrumenter med på scenen.
Sidst Byrne besøgte Danmark var i 2018 på Roskilde Festival, hvor Soundvenues anmelder kastede adskillige superlativer i hans retning.
Premiere 22. februar på Blockbuster.
’Mysteriet om den forsvundne flykaprer’
DR har co-produceret denne true crime-dokumentar fra HBO (med originaltitlen ’The Mystery of D.B. Cooper’), der handler om den eneste uopklarede flykapring i USA’s historie. Filmen undersøger, hvem flykapreren var, og hvordan han kunne forsvinde ud i den blå luft.
I 1971 kaprer en mand ved navn Dan B. Cooper et fly, som er på vej til Seattle fra Portland. Undervejs gør han det klart for myndighederne, at han forlanger 200.000 dollars og fire faldskærme i løsesum, men efter flyet lander, forsvinder han.
Som traileren antyder, forsøger filmen at gå i dybden med sit materiale – og ikke mindst med hovedpersonen selv og hans forunderlige kultstatus.
Premiere slut-februar på DR.
’Locked Down’
’Locked Down’ handler om noget, de fleste vil kunne relatere til: konsekvenserne ved covid-19.
Chiwetel Ejiofor og Anne Hathaway spiller parret Paxton and Linda, der så småt er ved at glide fra hinanden, da covid-19 tvinger dem i isolation sammen. Men situationen udspiller sig uventet, da parret midt i skænderierne og Zoom-møderne beslutter sig for at stjæle en værdifuld diamant i stormagasinet Harrods.
Blandt filmens øvrige medvirkende er Stephen Merchant, Mindy Kaling, Lucy Boynton, Ben Stiller, Ben Kingsley og danske Claes Bang. Filmen er instrueret af Doug Liman.
Premiere 5. februar på HBO Nordic
’The Climb’
Michael Angelo Covino and Kyle Marvin har skrevet, produceret og spiller hovedrollerne i denne roste indiefilm, mens Covino også er instruktør.
Komediedramaet, der fik verdenspremiere på Cannes-festivalen i 2019, foregår over syv kapitler, hvor vi følger venneparret Mike and Kyle over adskillige år. Venskabet byder både på store op- og nedture, og flere konflikter truer med at ødelægge deres ellers gode venskab. En film for fans af eksempelvis Duplass-brødrene eller Lynn Shelton.
Premiere 22. februar på Blockbuster.
’Red Dot’
Den svenske thriller ’Red Dot’ er en Netflix Original og handler om en vandretur i de svenske bjerge, der går grueligt galt.
David og Nadja er et par i 30’erne, som forsøger at holde deres forhold i live. Da Nadja bliver gravid, tager parret på vandretur i håb om at finde hinanden igen, men turens oprindelige romantiske intention bliver vekslet til et mareridt, da en rød prik fra et lasersyn peger mod deres teltdug. Nu må parret kæmpe for både at overleve det mulige attentat og Nordsveriges nådesløse bjerge.
Filmen er instrueret af Alain Darborg, og i rollerne ses blandt andet Nanna Blondell, Anastasios Soulis, Tomas Bergström og Kalled Mustonen.
Premiere 11. februar på Netflix
’Pelé’
De færreste fodboldinteresserede er nok i tvivl om, hvem Pelé var. Men den nye Netflix-dokumentar går i dybden med den brasilianske fodboldlegende, og via sjældne interviews og gamle arkivoptagelser undersøger holdet bag filmen, hvordan han gik fra fodboldstjerne til nationalhelt med hele tre VM-titler.
Sportsdokumentarer har fået en revival de senere år, og forhåbentligt kan ’Pelé’ holdet niveauet fra film som Asif Kapadias ’Senna’ og ’Diego Maradona’.
Premiere 23. februar på Netflix
‘To All the Boys: Always and Forever’
Den tredje og sidste film i ’To All the Boys’-romcom-serien fokuserer på Lara Jeans sidste highschool år. Med kæresten Peter ved sin side forbereder hun sig på den angstprovokerende overgang til voksenlivet, og i forbindelse med en storslået rejse begynder Lara Jean at tænke på, hvilken fremtid hun, Peter og hendes familie går i møde.
Vores anmelder kaldte den anden film i serien, ’To All the Boys: P.S. I Still Love You’, for en »relaterbar og charmerende film«. Ligesom dens forgænger er filmen instrueret af Michael Fimognari, mens Lana Condor og Noah Centineo vender tilbage i de centrale roller som Lara Jean og Peter.
Premiere 12. februar på Netflix
’The Glorias’
’The Glorias’ er baseret på Gloria Steinems biografi ‘My Life on the Road’. Steinem, en berømt journalist, er kendt for sin rolle som kvindeforkæmper og har kæmpet for ligestilling i mange år.
Filmen følger Steinem fra barn til voksen, hvor fire skuespillere skiftes til at spille den indflydelsesrige leder af kvindebevægelsen. Igennem 60’erne og 70’erne påvirker hun generationer med sin rolle som grundlægger af Ms. Magazine i New York og klummeskribent for New York Magazine.
Julianne Moore, Alicia Vikander, Lulu Wilson og Ryan Kiera Armstrong spiller Steinem igennem de forskellige faser af hendes liv, og filmen er instrueret af Julie Taymor, der stod bag The Beatles-musicalen, ’Across the Universe’ (2007).
Premiere 8. februar på Blockbuster.