Én film skiller sig ud som Oscar-favorit i en højst usædvanlig awards-sæson

Også i Oscar-sammenhæng sætter corona-pandemien dagsordenen. Streamingtjenesterne kan få et bragende flot Oscar-år, men også de mindre produktioner har en bedre chance end måske nogensinde. Vores Oscar-ekspert Mads Kjær Larsen gør status.
Én film skiller sig ud som Oscar-favorit i en højst usædvanlig awards-sæson
Frances McDormand i 'Nomadland'. (Foto: Joshua Richardson)

Det er hævet over enhver tvivl, at Covid-pandemien får endog kæmpe indflydelse på årets Oscar-uddeling.

Ikke alene er årets uddeling rykket til april fra februar, men det synes efterhånden klart, at de store prestigefilm, der typisk søsættes i perioden frem mod deadline for valgbarhed (der i år ellers er fremrykket fra slut-december til slut-februar) er udsat tidligst til anden halvdel af 2021, heriblandt oplagte Oscar-kandidater såsom ’West Side Story’, ’Dune’, ’Stillwater’ og ’The French Dispatch’.

En undtagelse er Paul Greengrass’ forsøg ud i westerngenren, ’News of the World’ (med Tom Hanks som sit trumfkort), som Universal planlægger at bringe i distribution inden deadline – på trods af udsigterne til et (stærkt) reduceret box office-indtag i et USA, hvor biograferne ikke er nær oppe i samme omdrejninger som herhjemme indtil nedlukningen i går.

Universal har simpelthen valgt at gamble med Greengrass’ film ud fra overvejelsen: Det kan godt være, det giver minus i forhold til indtjening, til gengæld kan det give plus i forhold til den prestige, der er forbundet med Oscar: ’News of the World’ kan udfylde den rolle, som Hollywood sukker efter i slagskyggen fra corona: Store prestigeproduktioner med bred publikumsappel.

I et år, hvor streamingtitlerne har en så klar fordel, kan Universals enlige svale dermed skille sig ud – og de fleste Akademimedlemmer vil formentlig, omstændighederne taget i betragtning, se igennem fingre med det, når/hvis filmen underpræsterer økonomisk.

Men ’News of the World’ er altså en undtagelse. Corona dikterer selvsagt karakteren af det kandidatfelt, som vi har at gøre med – og der er oplagt én i stigende grad magtfuld spiller i Oscar-kapløbet, der kan kapitalisere på årets smalhals: Det er naturligvis Netflix, hvis forretningsmodel ikke just lider under pandemien, da streaminggiganten ikke er afhængig af biografdistribution og deslige.

Broget Netflix-billede

Netflix er ikke den eneste spiller, der oplagt favoriseres i årets fortyndede felt. Det samme kan siges om mindre, uafhængige produktioner, der ikke skal tjene en masse penge hjem ved billetlugerne. Herunder henregnes også de titler, der allerede har markeret sig på festivalfronten, for eksempel på Sundance, der fandt sted, før pandemien førte til global nedlukning (film som ’Minari’ og ’The Father’), og de film, der fik premiere i Venedig og Toronto, herunder Regina Kings instruktørdebut ’One Night in Miami’ og en udpræget kritikerdarling som ’Nomadland’ (der har en skyhøj metacriticværdi (herefter: MC) på 98).

Lad os derfor bare sige det på den måde, at der umiddelbart skulle være en god chance for, at årets Oscar-vinder kommer til at ligne ’Moonlight’ mere end ’Gladiator’.

Når det er sagt, så står Netflix selvfølgelig med rigtigt stærke kort på hånden. Vi er allerede blevet præsenteret for film som Aaron Sorkins ’The Trial of Chicago 7’ (MC: 76), Spike Lees ’Da 5 Bloods’ (MC: 82) og David Finchers ’Mank’ (MC: 79) – men også flops som Ron Howards ’Hillbilly Elegy’ (MC: 39!) – og snart lukkes der op for gaveposen i form af for eksempel George Clooneys ’Midnight Sky’ og ’Ma Rainey’s Black Bottom’, der blandt andet byder på sørgeligt afdøde Chadwick Bosemans sidste store rolle.

‘The Trial of the Chicago 7’ på Netflix.

I et drastisk indskrænket felt kan allerede sete kandidater som ’The Trial of Chicago 7’, ’Da 5 Bloods’ og ’Mank’ nok mase sig ind i bedste film-feltet, men spørgsmålet er, om nogen af dem ligner regulære vinderbud.

Førstnævnte står med de bedste kort i skuespillerkategorierne – mere specifikt med op til tre kandidater for bedste mandlige birolle (Sasha Baron Cohen, Yahya Abdul Mateen II og Mark Rylance) – mens sidstnævnte heller ikke helt ligner den Oscarbasker, som en Fincher-film om Old Hollywood på papiret lagde op til. ’Mank’ har opnået høflige, men ikke prangende anmeldelser. Det er med andre ord langt fra en slam dunk for Netflix.

Hvor Netflix tidligere år har kunnet satse kampagneindsatsen på én film (for eksempel ’Roma’ og ’The Irishman’), er billedet mere broget i år.

Et gennembrud

Måske af den grund synes ’Ma Rainey’s Black Bottom’ (MC: 87), der har dansk Netflix-premiere op til jul, at have vundet momentum på det seneste, når nu de tre allerede frigivne titler ikke helt indlysende besidder vinderkvaliteter.

Filmen er baseret på et teaterforlæg af August Wilson, forfatteren bag forrige års ’Fences’, der indbragte Viola Davis en birollestatuette. Davis er ligeledes med her som titelfiguren, bluessangerinden Ma Rainey, i George C. Scotts filmatisering – og dermed automatisk en stærk kandidat for bedste kvindelige hovedrolle – men hovedparten af opmærksomheden og forventningens glæde knytter sig nok for mange til Chadwick Boseman, der spiller den mandlige hovedrolle (som Raineys musikalske partner) – og har fået forrygende omtale med på vejen i det amerikanske.

Boseman kan meget vel vinde en posthum Oscar, selvom han ligger i skarp konkurrence med Sir Anthony Hopkins, der var nomineret sidste år for sin birolle i ’The Two Popes’ (blandt venner kendt som ’Tåber i kåber’), men ligner en stærk hovedrollekandidat i år for Sundance-hittet ’The Father’ (MC: 86), der også meget vel kan resultere i en Oscar-nominering til branchekæledæggen – og sidste års vinder for bedste kvindelige hovedrolle – Olivia Colman (der spiller datteren til Hopkins’ demensramte far).

Chadwick Boseman i ‘Ma Rainey’s Black Bottom’.

Ud over ’The Father’ presser ’Minari’ (MC: 88) sig på fra Sundance-stablen af mindre, men mindeværdige titler, der måske kan klemme sig ind i et decimeret bedste film-felt. Ikke for at antyde at de nævnte titler ikke besidder den fornødne kvalitet til at gøre sig i det fornemme selskab, men Akademiet ville typisk kigge efter lidt mere prestigiøse instruktører og dyrere produktioner, når talen falder på dets mest attråværdige kategori.

2020-uddelingen kan komme til at markere et gennembrud for asiatisk-amerikanske instruktørstemmer. I forvejen er Chloé Zhao så godt som sikker på en nominering for bedste film-frontrunneren ’Nomadland’, og hertil trænger Lee Isaac Chung sig på med den selvbiografiske ’Minari’, der fremstiller hans koreansk-amerikanske families flytning fra Californien til et landligt Arkansas i 1980’erne.

Filmen vandt både jury- og publikumsprisen ved Sundance-festivalen, og selvom det ikke typisk er en sikker adgangsbillet til Oscar, så kan man ikke udelukke, at Chungs film (der har Steven Yeun, kendt fra ’The Walking Dead’ og mesterværket ’Burning’, i hovedrollen) kan bide skeer i de store kategorier. En film om en immigrantfamilies kamp for at lykkes i Amerika kan sagtens være et stærkt bud på en for Hollywood-eliten samlende fortælling anno 2020.

Stor signalværdi

Et andet bud på en alternativ fortælling om Amerika er naturligvis ’Nomadland’, der følger en omstrejfende sæsonarbejder (Frances McDormand) på udkig efter arbejde i et Amerika på randen af social nedsmeltning i en post-finanskrise-økonomi, der ramte samfundets mindre bemidlede eksistenser hårdt.

Chloé Zhao, der stod bag den lavmælte triumf ’The Rider’, kan sætte rekord som den første kvinde nogensinde til at opnå fire nomineringer ved den samme uddeling. Hun må nemlig formodes at være en stærk kandidat for både sin rolle som instruktør, klipper, forfatter og producer på filmen.

’Nomadland’ fik premiere i Venedig (hvor den også vandt hovedprisen), og Venedig bød også på verdenspremieren på forrige års birollevinder Regina Kings debut som instruktør, ’One Night in Miami’ (MC: 81), der leger med tanken om, hvad der skete da de tre sorte amerikanske ikoner Cassius Clay (den senere Muhammed Ali), Malcolm X og Sam Cooke mødtes, nå ja, en aften i Miami i det herrens år 1964.

Hvor enkelte kritikere stiller spørgsmålstegn ved filmens meritter, synes alle at være enige om, at især Leslie Odom Jr. (som Cooke) og Kingsley Ben-Adir (som Malcolm X) gør så stærkt et indtryk, at de må regnes for oplagte kandidater til nomineringer. Spiller man røven ud af bukserne som et amerikansk ikon er man selvskrevet Oscar-kandidat – biografiske figurer er nu en gang noget af det, Oscar sukker allermest efter at honorere.

Det er svært at vurdere det interne styrkeforhold mellem årets kandidater. For hvad er op og ned i en årgang, hvor alle normale forhold er skudt til hjørne? Jeg har løbende i artiklen her fremhævet kandidatfilmenes Metacritic-værdi, og det har blandt andet den selvstændige pointe, at jeg tror, at netop kritikermodtagelse i et år, hvor mere synlige og tydelige faktorer såsom kampagneevents, prisuddelinger og biografsucces er sat i bero, kan vise sig af større end vanlig betydning.

Tom Hanks i ‘News of the World’.

Måske bliver der plads til flere end bare et par indie-titler (mest oplagt ’Nomadland’ og ’Minari’) i bedste film-kategorien, men også en film som Kelly Reichardts ’First Cow’, der i disse uger topper adskillige årslister hos toneangivende amerikanske kritikere.

Et andet fokus, der kan vise sig afgørende, er tematik. Jeg har allerede antydet, at fortællinger, der er optaget af at fremvise andre ideer om Amerika end de allermest gængse, måske i et ’undtagelses-år’, hvor 275.000 amerikanere er døde af en sundhedskrise, som regeringen ikke just har håndteret med tæft, og hvor en siddende præsident nægter at anerkende, at han har tabt et valg, vil det ikke være så sært, hvis Hollywood – en slags elitær modkultur – ønsker at fremhæve andre billeder på et USA, der synes mere polariseret end på noget tidspunkt siden den amerikanske borgerkrig i 1860’erne.

Ud fra begge kriterier – kritikerkonsensus og tematik – må man forestille sig, at ’Nomadland’ står stærkt.

Jeg tror endvidere, at det faktum, at ’Nomadland’ er resultatet af en kollaboration mellem primært to kvinder, Chloé Zhao og Frances McDormand, indebærer en signalværdi af en vis slidstyrke.

Netflix – eller hvem ved: ’News of the World – skal virkelig spille med musklerne, hvis ’Nomadland’ skal formenes adgang til Oscar-historieskrivningens hellige haller.

Mine bud på nomineringer i de store kategorier medio december 2020:

Bedste film:
1. Nomadland
2. Minari
3. Mank
4. Ma Rainey’s Black Bottom
5. News of the World
6. The Trial of the Chicago 7
7. One Night in Miami
8. The Father
9. Soul
10. Da 5 Bloods

Bedste instruktør:
1. Chloé Zhao/Nomadland
2. David Fincher/Mank
3. Paul Greengrass/News of the World
4. Lee Isaac Chung/Minari
5. Regina King/One Night in Miami

Bedste mandlige hovedrolle:
1. Chadwick Boseman/Ma Rainey’s Black Bottom
2. Anthony Hopkins/The Father
3. Delroy Lindo/Da 5 Bloods
4. Steven Yeun/Minari
5. Tom Hanks/News of the World

Bedste kvindelige hovedrolle:
1. Viola Davis/Ma Rainey’s Black Bottom
2. Frances McDormand/Nomadland
3. Vanessa Kirby/Pieces of a Woman
4. Carey Mulligan/Promising Young Woman
5. Kate Winslet/Ammonite

Bedste mandlige birolle:
1. Leslie Odom Jr./One Night in Miami
2. Sacha Baron-Cohen/The Trial of Chicago 7
3. Charles Dance/Mank
4. David Strathairn/Nomadland
5. Paul Raci/Sound of Metal

Bedste kvindelige birolle:
1. Olivia Colman/The Father
2. Amanda Seyfried/Mank
3. Ellen Burstyn/Pieces of a Woman
4. Glenn Close/Hillbilly Elegy
5. Helena Zengel/News of the World

Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af