Første trailer er landet til ’Crime Scene: The Vanishing at the Cecil Hotel’, den første sæson i en ny Netflix-dokumentarserie, som er dedikeret til at rekonstruere en række steder, der har været centrum for forskellige former for kriminalitet.
I en menneskealder har navnet Cecil Hotel figureret i forbindelse med en række grusomme hændelser – alt fra tragiske dødsfald til indlogering af seriemordere.
I 2013 boede den unge studerende Elisa Lam på Cecil Hotel i Los Angeles, men forsvandt i samme ombæring. Det førte til en intensivering af den omfattende mytologi, som hotellet i forvejen var omsluttet af. Lams forsvinden udløste en mediestorm, ikke mindst i kraft af et klip fra hotellets videoovervågning, der gik viralt, og mobiliserede en global samling af internetdetektiver, som alle håbede på at opklare sagen.
Som traileren antyder, undersøger dokumentaren hotellets voldelige historie gennem interviews med tidligere ansatte, lokalhistorikkere og arkivoptagelser af Elisa Lam.
»Cecil var en juvel i LA, da det blev bygget i 1924, så vi har villet undersøge, hvordan det gik i forfald, hvilket kan relateres direkte til den sociale og kulturelle forandring, der er sket i Downtown Los Angeles i løbet af det sidste århundrede. Og vores indgangsvinkel til denne større historie er igennem sagen om Elisa Lam«, siger instruktøren bag serien, Joe Berlinger, i en pressemeddelelse.
Berlinger er ikke i ukendt farvand, når det angår fascinationen af seriemordere og tilhørende sager. I løbet af 2019 var han ophavsmand til to værker om seriemorderen Ted Bundy: dokumentarserien ’Conversations with a Killer: The Ted Bundy Tapes’ og krimidramaet ’Extremely Wicked, Shockingly Evil and Vile’ med Zac Efron.
Begge værker modtog lunkne anmeldelser her på Soundvenue, hvor dokumentarserien »ikke kom bag facaden på en af USA’s mest fascinerende mordere«, og Zac Efron-filmen var et tegn på, »at true crime-bølgen nærmer sig et egocentreret breaking point, hvor ofrenes stemmer druknes totalt i stråleglansen fra gerningsmændenes saftige spotlys«.
Om Joe Berlingers nye dokumentarserie vil prioritere ofrenes historie højere end selve forbrydelsen, vil blive afsløret, når den får premiere på Netflix 10. februar.