’Making a Murderer’ sæson 2: True crime-opfølger lever op til forgængeren

Hvis første sæson af ’Making a Murderer’ var historien om, hvordan en morder bliver skabt, handler anden sæson om at pille selvsamme historie fra hinanden.

Da Moira Demos og Laura Ricciardis dokumentarserie landede på Netflix for snart tre år siden, blev serien hurtigt ophævet som et af højdepunkterne i den genopståede true crime bølge. Fortællingen, som strakte sig over årtier, blev sammenlignet med ’Serial’ og ’The Jinx’, men repræsenterede alligevel noget nyt i den nye bølge: Et ekstremt detaljerigt, tålmodigt og sobert indblik i det amerikanske retssystems sag mod den dobbelt fængselsdømte Steven Avery.

Det hele startede nemlig, da den unge Wisconsin-rod Steven Avery i 1985 blev dømt for en voldtægt, som han efter 18 år i fængsel blev frikendt for. Efter kun to år i frihed blev han impliceret i mordet på den unge fotograf Teresa Halbach, hvis lig blev fundet på hans grund. Averys dengang 16-årige nevø Brendan Dassey blev også hevet med på anklagebænken, og i dag sidder de to mænd fængslet for et mord, de begge fastholder, de intet har haft at gøre med.

Avery blev et heftigt diskuteret emne på diverse subreddits og tv-stationer, mens der opstod en fanbase omkring Averys forsvarsadvokater Jerry Buting og Dean Strang, der ligefrem blev sexsymboler og stilikoner. Tre år senere er sagen stadig højaktuel. Interesserede ved, at Avery siden både har fået en ny advokat og kæreste, mens Dasseys tilståelse er blevet erklæret ubrugelig.

Før anden sæson fristes man derfor til at spørge sig selv, om Demos og Ricciardi kan tage deres historie tilbage. Men det er lige præcis, hvad de forsøger allerede i seriens første minutter, hvor en storm af nyhedsklip overlapper hinanden, mens skeptikere bebuder, at man ikke skal tro på alt, man ser på Netflix.

Efter fem minutter i medieræset er vi dog tilbage ved Averys Auto Salvage i det trøsteløse Manitowoc. For ’Making a Murderer Part Two’ handler om alt det, der er sket siden sidst, og hvordan både Dasseys advokater Laura Nirider og Steve Drizin og særligt Averys forsvarer Kathleen Zellner prøver at få deres klienter frikendt mod alle odds.

Zellner er anden sæsons ledestjerne, en fascinerende spiller på retssystemets gange. Hun ynder at være de fejldømtes beskytter – men har også ry for at være ubarmhjertig, hvis hun holdes for nar. »Hvis mine klienter lyver for mig, så finder jeg ud af det«, fortæller hun. Og hun har da også tidligere udleveret sin klients skyld til pressen.

Hun gransker alt i Averys sag. Fra hvordan et ar på en finger sætter blodpletter på et rat til en grundig granskning af politihundenes ruter på findestedet. Prøveskydninger af patroner fyrer gennem Averys garage, mens potentielle gerningsmænd introduceres. Hvis den tekniske udførlighed var en appetitvækker i første sæson, er det en gedigen hovedret i anden.

De tekniske beviser er Zellners argumenter for Averys uskyld, men i Demos og Ricciardis linse er de mere et billede på vejen gennem det amerikanske retssystem. Hvordan appelsager former sig, sendes videre og, som regel, bliver afvist.

Seriens egentlige hjerte banker også stadig, nemlig den stadigt ventende Dassey- og Avery-familie. Stevens aldrende mor Dolores sidder på den samme plads i huset og venter på sin søns frihed. Årene har tynget ikke bare hende, men også Dasseys mor, hvis krop fyldes med tatoveringer og bønner for sønnens frihed. Dassey dagdrømmer i telefonrøret om en burger som sit første måltid i friheden, mens Steven forsøger at navigere mellem den eksforlovede Sandy og den nye penneveninde Lynn.

Der er ikke noget æstetisk opstemmende ved denne arbejderklassefamilies skrantende håb og helbred, men deres kvaler er nu engang den menneskelige side af sagen. I en af sæsonens mest rørende scener sidder Stevens ellers lavmælte far ved sin kones side og nærmest hulker i frygt for, at de ikke når at se deres søn blive fri. Samtidig kæmper han for at holde familiens bilophugningsselskab i live, selvom kunderne bliver væk, og der ikke er udsigt til, at sønnerne fører virksomheden videre med Steven bag tremmer. De hjerteskærende scener får lov at stå for sig selv, og de føles forfærdeligt ægte.

’Making a Murderer: Part Two’ har ikke længere retssagens udfald som endemål, men drives af en mere abstrakt søgen efter retfærdighed. Et tema, der åbner op for et større indblik i de sagsaspekter og familiære forhold, medierne ikke har adgang til, men som for nogle måske vil føles undervældende. Pressen har i forvejen dokumenteret hvert eneste skridt, og i løbet af sæsonen ses de tit på pletten med sendevogn, que cards og tv-vært i startposition.

Alligevel lever sæson to op til sin forgænger. Tre år var den undervejs, men det amerikanske retssystem tager sig sin tid, og tiden har Demos og Ricciardi brugt klogt. ’Making a Murderer’ er stadigvæk en forbilledligt respektfuld og velfortalt true crime-serie.

Anmeldt på baggrund af hele sæsonen.

Læs også: Interview med duoen bag ‘Making a Murderer’ – »det tog fuldstændigt pusten fra os«