Genforening mellem Timothée Chalamet og ‘Call Me By Your Name’-instruktør på trapperne

Genforening mellem Timothée Chalamet og ‘Call Me By Your Name’-instruktør  på trapperne
Timothée Chalamet i 'Call Me By Your Name'.

Mens den direkte opfølger til ‘Call My By Your Name’ kan virke som en svunden drøm, nu hvor Armie Hammer befinder sig i sit livs karrierekrise, ser det i det mindste ud til, at vi kan se frem til en genforening mellem filmens instruktør Luca Guadagnino og dens gennembrudsstjerne Timothée Chalamet.

Deadline.com skriver, at Chalamet er i forhandlinger om en hovedrolle i den visionære italieners nye film ‘Bones & All’. En film, som virker til at lægge sig tættere opad Guadagninos seneste film, ‘Suspiria’, end den italienske sommeridyl fra romancen mellem Elio og Oliver.

Og dog: Filmen bliver beskrevet som en »horrorkærlighedsshistorie«, så måske er den det perfekte blanding mellem de to? Mere vides endnu ikke om filmen.

Det unge talent Taylor Russell er udset til at spille den anden part af romancen i den kommende film. Hun er særligt kendt fra den herhjemme alt for oversete ‘Waves’.

Luca Guadagnino triumferede sidste år med HBO-serien ‘We Are Who We Are’, mens 2021 kan blive et stort år for Chalamet, der både er med i Dennis Villeneuves ‘Dune’ og Wes Andersons ‘The French Dispatch’, to af sæsonens absolut mest ventede titler.

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af