’Suspiria’: Frygteligt frastødende – og dybt original
Hvordan følger man op på et farverigt, sommerlummert og følsomt homodrama som ’Call Me By Your Name’? For gavtyven Luca Guadagnino er svaret en dyster og til tider opkastfremkaldende gyserfilm, der igennem to en halv time svinger mellem gråtonet realisme og vanvittige blodsudskejelser i en sådan grad, at den allerede har delt vandene i to.
Quentin Tarantino fældede en tåre, hovedrolleindehaver Dakota Johnson kom i terapi, og Tilda Swinton gik med protesepik – historierne om ’Suspiria’ er mange, og alt sammen har bygget oven på hypen. Alligevel bliver man overrumplet i mødet med den italienske instruktørs opfindsomme gyser.
’Suspiria’ er ellers noget så uopfindsomt som et remake, men udover karakternavne og en overordnet grundpræmis har den ikke så meget til fælles med Dario Argentos neonfarvede giallo-gyser af samme navn fra 1977. Manuskriptforfatter David Kajganich har blandt andet flyttet handlingen fra Freiburg til Vestberlin anno 1977, hvorfor dødelige bombeangreb fra terrorgruppen Rote Armee Fraktion hele tiden ulmer i baggrunden.
Til denne regnvåde og anspændte kulisse ankommer Susie Bannion (Dakota Johnson), en ung og uskyldig amerikaner, der søger optagelse på Madame Blancs (Tilda Swinton) prestigefulde danseakademi. Modtagelsen er lige så kold som den tyske asfalt. »Du er slet ikke god nok«, lyder det hånligt fra damen, der tager imod hende.
Men til optagelsesprøven, der afholdes i bidende stilhed, formår den selvlærte danser at overbevise lærerinderne eftertrykkeligt. Hendes krop slynger sig over spejlsalens paketgulv og giver efter i faste ryk. For hvert spjæt høres der et hvislende suk. Hun er som besat – måske helt bogstaveligt? For den gamle ammestuesnak om hekserier på danseakademiet viser sig at være mere end blot rygter, hvilket blandt andet går ud over den rebelske elev Olga.
I en af filmens mest ubehagelige scener, der chokerede amerikanske journalister helt tilbage i april, er Susies krop ved hjælp af heksekunst blevet metafysisk forbundet til Olga, som er lukket inde i et tilstødende lokale. Hver gang akademiets nye stjerneskud svinger sine lemmer, bøjes den skrigende Olgas korpus i umulige positurer, til knoglerne brækker med et højt knæk, pisset løber ned ad benene, og gulligt opkast drypper fra mundvigen. Efter opvisningen borer heksene metalkroge fast i den rystende og sagte stønnende klump, som engang var Olga, og trækker hende væk.
Oven på sådan en oplevelse kan man undre sig over, hvorfor Argentos klassiske originalfilm ikke brugte danseakademiet til meget mere end en kulisse, der lige så godt kunne have været en idrætsefterskole. Guadagnino udnytter modsat dansens potentiale til fulde med et velkoreograferet, intenst og kropsligt udtryk.
’Suspiria’s gruopvækkende body horror er kondenseret til ganske få virkningsfulde voldseksplosioner, hvorfor passagerne indimellem måske kan forekomme langtrukne for de mest utålmodige blandt publikum. Men selvom Guadagnino tager sig god tid og stort set afholder sig fra jump scares, betyder det ikke, at uhyggen fordufter. Ved hjælp af geniale filmtekniske tricks rodfæster den sig i stedet i én.
Flere steder slår filmen over i påfaldende asymmetriske totalbilleder fra husets mange hjørner og kroge, hvorfra man kan forestille sig, at mystiske kræfter observerer de intetanende dansere. Og når akademiets ledere holder møder, er lyd og billede forskudt af hinanden: Den onde planlægning, som man hører, passer slet ikke til de grinende og selskabelige damer, man betragter.
Det eneste af instruktørens vilde påfund, som ikke rammer plet, er castingen af Tilda Swinton som den aldrende psykiater Josef Klemperer, som gennem filmen begynder at lege detektiv, da det går op for ham, at noget mystisk finder sted på akademiet.
Nok er det sjovt, at skuespillerinden gemmer sig bag en rynket silikonemaske, men det går samtidig lidt ud over indlevelsen, når man hører hendes lyse røst. Det siger dog en del om Swintons skuespil, at man alligevel ender med at nære sympati for den ensomme enkemand, der, sideløbende med Susie, forsøger at komme heksenes hemmeligheder nærmere.
Sammen med psykiateren graver ’Suspiria’ også en fælles, smertefuld fortid frem. Det er efterhånden mange år siden, Klemperers kone (spillet af den originale films hovedrolleindehaver, Jessica Harper) forsvandt og aldrig kom tilbage, og han længes stadig efter hende, hvorfor han ugentligt besøger deres gamle hus i DDR.
Ved at placere handlingen i efterdønningerne af Anden Verdenskrig binder filmen den til tider kryptiske sidehistorie om Klemperers personlige tab sammen med et nationalt traume. Han bærer ikke bare på en sorg, men også på en udefinerbar skyldfølelse, der aldrig forsvinder helt, selvom hans begyndende Alzheimers sygdom gradvist slører hukommelsen. Fortrængning er er en opbyggelig løsning, og Guadagnino vil ikke lade os glemme.
Instruktøren runder ’Suspiria’ af med en bizar og helt igennem ustyrlig kulmination, der er lige så uforglemmelig som en vis ferskenonani-scene fra ’Call Me By Your Name’.
Man kan kun bifalde en instruktør, der på den måde går planken ud og nægter at gentage sig selv.
Kort sagt:
Luca Guadagnino byder med ’Suspiria’ på noget så sjældent som et dybt originalt remake, hvori hypnotiserende dansekoreografier og nøje doserede kropskvæstelser nådesløst forplanter sig i én.
Læs også: For Dakota Johnson går skuespil, angst og terapi hånd i hånd