Marvel-serien ’Loki’ får premieredato

Marvel-serien ’Loki’ får premieredato
Tom Hiddleston i 'Loki'. (Foto: PR.)

Kevin Feige og hans mesterstykke i form af de indtil videre 23 Marvel-film og ene tv-serie – den imponerende ’WandaVision’ – ser ikke ud til at slippe speederen foreløbigt.

Den kommende serie ’Loki’ med den vidunderligt durkdrevne titelkarakter i centrum for begivenhederne har nu fået sig en premieredato: 11. juni i år på Disney+.

Datoen er nøje udvalgt, da Marvel og Disney+ i år har flere titler på deres travle program. ’WandaVision’, som mangler to afsnit før en foreløbig konklusion, bliver efterfulgt af ’The Falcon and the Winter Soldier’, som får premiere 19. marts. Derefter står ’Black Widow’ til en biografpremiere 6. maj.

Og herefter vil ’Loki’ altså så få premiere på Disney+ i juni. Dernæst vil Marvel fortsætte med ’Shang-Chi and the Legend of the Ten Rings’ (8. juli), Chloé Zhaos ’Eternals’ (4. november) og den kommende ‘Spider-Man 3’ med Tom Holland, der står til at få premiere i december.

I ’Loki’ følger vi den sleske gud efter begivenhederne i ’Infinity-sagaen’, hvor han gik fra skurk i de tidlige film til at slutte fred med sin bror i ’Thor: Ragnarok’. Sidenhen dræbte titanen Thanos ham i ’Avengers: Infinity War’, hvorefter hans datidige skurke-jeg i ’Avengers: Endgame’ flygtede med Tesserakten for næsen af The Avengers, hvilket skabte en ny tidslinje for karakteren.

’Loki er skabt af Michael Waldron, der også har været med til at skrive manuskriptet til den kommende ’Doctor Strange in the Multiverse of Madness’. I serien får Tom Hiddleston, som naturligvis spiller Loki igen, selskab af rutinerede Owen Wilson i et cast, der også tæller Gugu Mbatha-Raw, Wunmi Mosaku, Sasha Lane (kendt fra (’American Honey’) og Richard E. Grant.

Foruden Marvels overlødighedshorn af kommende produktioner har Disney også offentliggjort en premieredato for den kommende Star Wars-titel, ‘Bad Batch’, nemlig 4. maj.

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af