Efter den ujævne afslutning på sæson 8 af megasuccesen ’Game of Thrones’, har HBO og George R.R. Martin indgået et samarbejde, som har placeret Martin i en ledende kreativ rolle. Fem forskellige værker skulle være på vej – den ene er ’House of the Dragon’, hvis produktion nu er startet.
Nyheden kom i går via Twitter fra hestens egen mund, altså HBO, der i samme ombæring offentliggjorde en række billeder af holdet bag serien, herunder et meget koncentreret cast, der læste manuskriptet igennem (med rigelig corona-afstand mellem sig, bemærkes).
Som billederne antyder, er castet ekstremt spændende.
Paddy Considine, som blandt andet er kendt for ‘The Outsider‘ skal spille kongen Viserys Targaryen, mens ‘The Crown’ og ‘Doctor Who’-skuespilleren Matt Smith har fået rollen som Viserys’ yngre bror og arving, Daemon Targaryen.
Den forholdsvist ukendte Emma D’Arcy skal spille Viserys’ førstefødte, Rhaenyra Targaryen, som er en dragerytter af rent valyrisk blod, og Olivia Cooke (‘Sound of Metal’, Ready Player One‘) medvirker som datteren af Otto Hightower, der er Hand of the King for Viserys.
Og så er der Steve Toussaint, der har fået rollen som Lord Corlys Velaryon alias ‘The Sea Snake’, som det fremgår af billedet. Han står tilmed til at få sin eget spinoff i en serie, der har den foreløbige arbejdstitel ‘9 Voyages‘.
‘House of the Dragon’ ventes at få premiere i 2022.