Stjernespækket Mads Mikkelsen-blockbuster genåbner de danske biografer

Stjernespækket Mads Mikkelsen-blockbuster genåbner de danske biografer
Mads Mikkelsen i 'Chaos Walking'. (Foto: PR)

Vi kan så småt begynde at glæde os til, at biograferne genåbner den 6. maj. Det er endnu uvist, præcist hvordan biografernes endelige åbningsprogram vil tage sig ud, men ifølge kino.dk kan vi se frem til en række amerikanske blockbustere, når dørene bliver slået op.

Doug Limans science fiction-film ‘Chaos Walking’, hvor Mads Mikkelsen spiller over for de unge stjerneskud Tom Holland og Daisy Ridley, er blandt andet på programmet. Det bliver en af ganske få amerikanske blockbustere, man har kunnet opleve på det store lærred siden første nedlukning i marts 2020.

Også på programmet er monsterbraget ‘Godzilla vs. Kong’, der lige nu indtjener millioner af dollars i Kina og USA. Det fremragende Oscar-nominerede drama ‘Sound of Metal’ med Riz Ahmed vil også være at finde i biograferne.

I de efterfølgende uger følger blandt andet ‘Saw’-genoplivningen ‘Spiral’ med Chris Rock og Samuel L. Jackson og Guy Ritchies actionfilm ‘Wrath of Man’ med Jason Statham, der begge har premiere 12. maj. 20. maj er der slåskamp på tapetet, når ‘Mortal Kombat’-filmatiseringen får premiere.

Af danske film kan vi blandt andet se frem til den forventede billetsluger ‘Marco Effekten’, der genstarter den populære Afdeling Q-serie med Ulrich Thomsen i front. Filmen får premiere 27. maj

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af