For nylig florerede der et rygte om, at den romantiske komedie ‘Wedding Crashers’ ville få en efterfølger, og at den tilmed ville påbegynde optagelser i august.
Men det rygte maner dens ene hovedrolleindehaver, Owen Wilson, nu til jorden.
I et interview med Variety påpeger Wilson, at der forsat kun er tale om en idé til en potentiel efterfølger i sit spædeste stadie. Tidligere har instruktøren bag ’Wedding Crashers’, David Dobkin, påpeget præcis det samme.
Wilson siger desuden til Vareity, at Dobkin har talt med ham og den anden hovedrolleindehaver, Vince Vaughn, og at de sammen har arbejdet på en idé, men alt tyder altså på, at der er lang vej mod, at det bliver en realitet.
»Hvis vi alle er enige om, at vi har en fin idé, så vil vi forsøge at lave noget godt. Men det handler om at finde ud af, hvad den idé skulle være, og om vi kunne lave noget, der giver mening«, siger Wilson.
Den efterhånden 16 år gamle ‘Wedding Crashers’ blev et stort hit verden over og fik også fine anmeldelser. Owen Wilson er i øjeblikket aktuel i Marvel-serien ’Loki’, der netop har fået premiere på Disney+.