Netflix har endnu en gang mødt kritik for at lægge platform til transfobiske jokes – denne gang i anledning af Ricky Gervais’ nye standup-show ‘SuperNature’, som flere LGBTQ+-organisationer har anklaget for blandt andet transfobi.
Noget lignende skete, da Dave Chappelle havde premiere på sit Netflix-show ‘The Closer’ sidste år, der fik flere Netflix-medarbejdere til at demonstrere mod komikeren og streaminggigantens politik.
I et nyt interview med New York Times tager Netflix’ med-CEO Ted Sarandos igen komikerne og den kunstneriske frihed i forsvar. Han siger blandt andet, at den eneste måde, komikere kan finde ud af, hvor grænsen går, er ved at »overskride den en gang imellem«.
»Jeg mener, det er meget vigtigt for amerikansk kultur, at der er ytringsfrihed«, siger han og fortsætter:
»Vi programlægger for mange forskellige slags mennesker, der har forskellige meninger, præferencer og stilarter. Alligevel laver vi ikke alting til alle. Vi vil gerne have, at der er noget til alle, men det hele kommer ikke til at være for alle«.
Sarandos siger, at det ikke var svært at tage Chappelle i forsvar sidste år, fordi han tror fuldt og fast på den kunstneriske frihed:
»Det er sjældent, at man får mulighed for at teste sine principper. Det var en mulighed for at tage en person, som i Daves tilfælde, der efter alle standarder er vor generations komiker – med sikkerhed den mest populære komiker på Netflix. Ingen ville sige, at det, han gør, ikke er hensynsfuldt eller klogt. I er bare ikke enige med ham«.
Sarandos udtaler sig ikke specifikt om Ricky Gervais i interviewet, men understreger, at hans pointer om Chappelle også gælder Gervais.
Senere i interviewet uddyber han sin pointe: »Jeg har altid sagt, at hvis vi censurere i USA, hvordan skal vi så forsvare vores indhold i Mellemøsten?«
Ricky Gervais har selv forsvaret sit nye standup-show efter kritikken om transfobiske jokes, mens Dave Chappelle sidste år også nægtede at »give efter for folks krav«.