STREAMINGPERLER FRA DYBET: Den 11. september 2022 fylder Harleen Frances Quinzel – bedre kendt som den baseballbatsvingende antihelt Harley Quinn – 30 år.
Den tidligere psykiater og nu forbryder gjorde sin debut i tegneserien ’Batman: The Animated Series’, der også i lang tid var fast inventar på TV 2’s morgenflade i weekenden.
Hvad der egentlig bare skulle have været en enkelt optræden, udviklede sig til at blive en fast tilbagevendende publikumsdarling, der hurtigt også blev en del af comic books og senere et af de mest populære elementer i spillet ’Batman: Arkham Asylum’ før den kontroversielle spillefilmdebut i ’Suicide Squad’ fra 2016.
Filmen var det rene skrald, og Margot Robbies glimrende præstation kunne ikke overskygge en overdreven seksualisering af filmens version af Harley.
Det gode er, at ’Suicide Squad’ blev dråben, der gav Harley sin selvstændighed tilbage. Med den vidunderligt vanvittige ’Birds of Prey’ smed hun sin ultra-toksiske-klovne-psykopat-kæreste på porten og fandt det, der gav hende glæde i livet, ud over voldeligt kaos.
Og det er lidt samme ånd, som eksisterer i den sublime ’Harley Quinn’ på HBO Max.
Tilbage til rødderne
Den aminerede serie startede i 2019 som led i det hedengangne DC Universe, et forsøg fra Warner på at samle al superheltemateriale under ét banner. Det holdt cirka et års tid, og så røg Harley sammen med andre succesfulde serier, heriblandt ’Doom Patrol’, videre til andre distributører.
Udgangspunktet er lidt det samme som i ’Birds of Prey’. Harley (Kaley Cuoco) dumper også her Joker (Alan Tudyk), fordi hun endelig indser, at han egentlig ikke elsker hende. Med break-uppet følger også et fald fra den øverste skurkeliga og ned til d-listerne i selskab med blandt andet den evigt optimistiske, godmodige bro over alle bros, Kite Man.
Sammen med bedstevennen Poison Ivy (Lake Bell) danner Harley sit eget crew af excentriske personligheder:
den telepatiske og misogyne dværg med det bombastiske navn Doctor Psycho (Tony Hale), teatralske Clayface (også Alan Tudyk), en mere verbal oplagt King Shark (Ron Funches) end pendanten i James Gunns ’The Suicide Squad’, den flabede talende plante Frank (JB Smoove) og den rullestolskørende, pensionerede CIA-agent Sy Borgman (Jason Alexander), der, som navnet indikerer, er en cyborg.
Tegnestilen er beslægtet med debutserien fra 1992, men indholdet er langt mere eksplicit. Blodet flyder i en lind strøm, når Harley og co. går i clinch med enten andre skurke eller det inkompetente politi i Gotham.
Kommissær Gordon har en sygelig lyst til at blive bedste venner med Batman, der ikke kunne være mere ligeglad med den bøvede panser.
Frigørelse fra Joker
To hele sæsoner på hver 13 afsnit ligger allerede klar, og for nylig gik tredje ombæring i gang. Hvert afsnit er lidt over 20 minutter, og hvert minut er en udsøgt fornøjelse af anarki.
Første sæson handler primært om Harleys frigørelse fra sin gamle identitet og kamp for at finde sit nye jeg. En udvikling, der stadig er i gang i de nyeste afsnit.
Serien spidder nogle af de karikerede karakteristika, som figuren er blevet påført. Det harlequin-inspireret hofnarkostume bliver forkastet allerede i første afsnit, da det er Joker, der har givet hende det. Hendes nye look er meget lig det, vi kender fra ’The Suicide Squad’: Sort og rød top og shorts samt de efterhånden ikoniske rottehaler med henholdsvis pink og lyseblå spidser.
Sammenholdet med Ivy er den neksus, hvorpå Harley bearbejder sit break-up. Der hersker aldrig tvivl om, at de er hinandens ride or die. Det er et af den slags venskaber, som er så nært, at det ikke er overraskende, når følelserne bliver mere end platoniske, som det i flere omgange også er blevet udforsket i tegneserierne. Den slags relationer munder ofte ud i queerbating i film og serier – men ikke her.
Og det er i den her eksistentielle udforskning af, hvem personerne i ’Harley Quinn’ er som mennesker, at serien hæver sig over almindelig underholdning.
Ned med etablissementet
Hvis der er én ting, som Harley har til fælles med Joker, er det den konstante kamp mod systemet. For klovneprinsen af kriminalitet drejer det sig om samfundet normer, lov og orden, og det gør det i og for sig også for Harley
Men der er også det infame skurkehierarki, hvor folk som Pingvinen, Joker og Lex Luther er på toppen, og det skal sådan en opkomling af et forhenværende sidekick i hvert fald ikke ændre på. Hver sæson byder i den forstand på en ny modstander fra patriarkatet, som Harley og co. skal vælte.
Legion of Doom, Injustice League og alle de gamle hvide mænd, der styrer tingene i Gotham, får tæv – hvis de er heldige at slippe så billigt. For blodudgydelsesniveauet er i den ende, hvor selv ’Rick & Morty’ virker som en stille og rolig søndagsprædiken.
Internet-trolls får en bredside i femte afsnit af anden sæson, hvor to stereotype nørdsnobber sidder på en sofa iklædt de obligatoriske t-shirts med budskaber som »Release the Snyder Cut« og »The Last Jedi is not canon«.
De er personificeringen af alle de klaphatte, som har givet tegneserie-, superhelte- og fantasy/sci-fi-film med kvinder i hovedrollerne shit. Ingen holder en grudge som en nørdkriger, men alligevel må begge overgive sig til universet i slutningen af afsnittet og er klar til at se et afsnit mere, hvilket er umuligt, da der kun bliver sendt et om ugen. Så de torrenter noget hentai i stedet.
Og selvom der er tentakelsjov i ’Harley Quinn’, er det ikke af den pornografiske slags, selvom skaberne bestemt også forsøger at skubbe til grænserne. Til tredje sæson fik de for eksempel afslag på at inkludere en oralsexscene mellem Catwoman og Batwoman.
I den grænsesøgende facon er ’Harley Quinn’ i familie med den mesterlige ’Doom Patrol’ og James Gunns Suicide Squad-film og den tilhørende spinoff-serie ’Peacemaker’. Gunn lægger stemme til sig selv i den nyeste sæson, hvor skuespilleraspiranten Clayface forsøger at få en rolle i hans film og går så langt som til at transformere sig til den ultimative instruktørstol for at være en del af oplevelsen.
Alt ved ’Harley Quinn’ emmer af kærlighed til hovedpersonen og hendes venner. Det er et trip, du ikke vil gå glip af.
’Harley Quinn’ kan ses på HBO Max.