STREAMINGPERLER FRA DYBET: Selvom vi lever i ungdomsseriernes absolutte guldalder, er der en type serie, jeg virkelig savner.
Tag ikke fejl. Den realisme, ømhed og ro, der har kendetegnet især nordiske ungdomsserier post-’Skam’, er fantastisk. Men før der var nogen, der interesserede sig for at være i øjenhøjde med de unge, blev mit teenagejeg flasket op på 00’ernes fantastisk skævvridende diæt af serier om smukke rige menneskers problemer. Derfor kan jeg godt af og til savne det ægte amerikanske teendrama.
Miniserien ‘Looking for Alaska’ landede i 2019. Den er baseret på young adult-stjerneforfatteren John Greens debutroman og havde været kastebold i produktionslandskabet i i 14 år, før den endelig blev realiseret.
Men serien formår at skrue tiden tilbage til midt-00’erne. Ikke blot foregår historien om en gruppe outsiders på kostskolen Culver Creek High School i Alabama i 2005, saligt uforstyrret af sociale medier og iPhones. Den genopliver også 00’er-seriens særlige kvalitet – en uundskyldende frygtløshed, når det gælder at dyrke det dramatiske, mens følelsernes ægthed aldrig kompromitteres.
‘Looking for Alaska’ er lige dele dødsflirtende filosofisk og sitrende teenagedrama. Det perfekte ægteskab mellem John Green og serieskaberen Josh Schwartz, der står bag 00’ernes mest saftige melankolske ungdomsserie: ‘The O.C.’.
Det kunne ellers godt have resulteret i et teendrama på speed. Begge bagmænd er kendetegnet ved en enorm forkærlighed for melodrama og overintelligente karakterer skarpladt med kulturreferencer. For ikke at glemme frygtløse plottwist.
Men i ‘Looking for Alaska’ går deres fælles fortælleevne og sans for alvoren som en del af ungdommen op i en højere enhed.
Derfor nyder jeg at være i selskab med vennegruppen i ‘Looking for Alaska’, der taler som en weltschmerzet screwball-komedie sat til et ‘The O.C’-værdigt indie-soundtrack anno 2005.
I en liga for sig
‘Looking for Alaska’ er fortællingen om Miles Halter (Charlie Plummer), der tager på kostskole i Alabama for at udleve livets muligheder, bevæbnet med et carpe diem-agtigt udtryk, han har fra den franske digter Rabelais’ sidste ord før sin død: »I go to seek a Great Perhaps«. Miles er nemlig besat af berømtheders afskedsord.
Når det gælder John Greens ungdomsuniverser, er udtrykket quirky ikke fyldestgørende.
De opererer i en liga for sig af obskur intertekstualitet.
Karaktererne er som regel defineret af nørdede tilbøjeligheder og hobbyer fra ingenmandsland. Selvom det kan virke prætentiøst, er det også med til at gøre historierne uforglemmelige. Selv de scener fra John Green-land, man gerne vil slette fra hornhinden (‘The Fault in Our Stars’-kyssescenen i Anne Franks hus, anyone?).
Den tidligere venneløse Miles falder hurtigt til med kostskolens hyperintelligente outsidere. Værelseskammeraten Chip ‘The Colonel’ (stortalentet Denny Love) bliver hans nye bedste ven og diametrale modsætning: En sort, veltalende stipendieelev med ‘Do the Right Thing’-plakat på væggen.
Samtidig forelsker Miles sig pladask i Alaska Young (Kristine Frøseth), en eftertænksom og sprudlende tredjebølgefeminist, der ligesom ham har et langhåret mottoprojekt. Inspireret af Gabriel Garcia Marques spekulerer Alaska nemlig på, »hvordan man slipper ud af livets labyrint af lidelse?«.
Sammen med gruppens mastermind Takumi (Jay Lee) fordriver de tiden under en bro med at drikke dårlig smuglervin, ryge smøger og angribe kostskolens rige dagselever med udspekulerede pranks.
Det ene øjeblik diskuterer de livets store spørgsmål. Det næste putter de blå farve i sportsidioternes shampoo. Selvhøjtideligheden får en pause.
Rammende Tumblr-melankoli
Men bag de feministiske oprør, hendes evige sexsnak og festglæde har Alaska et skrøbeligt sind. Som bogens mest Tumblr-fandom-citerede linje lyder: »If people were rain, I was a drizzle, she was a hurricane«.
Citatet er både alt det bedste ved ‘Looking for Alaska’, og indbegrebet af, hvorfor John Green er et let popkulturelt mobbeoffer: Sansen for selvhøjtidelig melankoli, der har gjort seriens forlæg kultdyrket på alt fra Tumblr til #BookTok, siden den udkom.
Men serieversionen udfordrer netop den ensidige skildring af Alaska. Hvor bogen er bundet til Miles lamslåede beskrivelse af hende, giver skuespillerinden Kristine Frøseth Alaska sit eget perspektiv. Den personlige smerte, der gemmer sig bag hendes manic pixie dreamgirl-tendenser, står meget skarpere i 2019-versionen. De 14 års ventetid endte med at falde ud til fordel for seriens kvindeportræt.
‘Looking for Alaska’ tager alle ungdommens følelser alvorligt. Men samtidig er den bygget op omkring en højdramatisk præmis. Hvert afsnit slutter med en nedtælling. Et før og et efter en forfærdelig bilulykke, som vi ser i seriens først scene uden at kende detaljerne nærmere.
Selvom det meste af tiden går med vennernes misundelsesværdige ungdomstæthed på kostskolen, lurer døden konstant i kulissen. Serien har tunge emner til fælles med en serie som ‘13 Reasons Why’, men er langt mere elegant.
Den er en både gribende og underholdende hyldest til ungdomslivet og al dens grublen over meningen med livet.
‘Looking for Alaska’ kan ses på HBO Max og Viaplay.