STREAMINGPERLER FRA DYBET: Jeg har hverken børn eller fast arbejde, men alligevel var der noget ved den canadiske komedieserie ’Workin’ Moms’, som fik mig til at kværne seks sæsoner på en lang weekend: Kvinderne i den, der er vidunderligt komplekse, og det stærke venskab mellem dem. Serien har simpelthen nogle af de sjoveste og mest velcastede karakterer, jeg længe har set.
Selvom jeg har til gode at kunne snakke med om amning og babylyde, -lugte og -lort, så har jeg skraldgrinet af mødrenes malende beskrivelser af brysternes skiftende densitet og den første post-partum tur på tønden. Og så har jeg efterhånden nok nye mødre omkring mig til at kunne sætte pris på, hvor hudløst ærlig serien er, og hvor mange tabuer den faktisk tackler.
I centrum for serien står den bramfri og ambitiøse marketinghaj Kate, der spilles af Catherine Reitman, der også har forfattet serien og instrueret en række afsnit, og hendes bedste ven Anne (Dani Kind) – en psykolog med en pirrelig gorillas voldsomme temperament (hendes egen sammenligning), der tager nogle ret kontroversielle metoder i brug i opdragelsen af sin teenagedatter. Metoder, hun samler i bogen ’Punishment: The Ultimate Reward’.
Kate og Anne deltager begge i ’Mommy &Me’, en slags mødregruppe, hvor de dyrker babyyoga med deres nyfødte og får afløb for alle deres frustrationer under kyndig, og lidt for ivrig og selvudleverende, vejledning af supervisoren Val (spillet eminent af Sarah McVie).
Autenticitet og sårbarhed
’Workin’ Moms’ handler ikke kun om, hvor svært det er vende tilbage på arbejde efter barsel, og jonglere job, partner og baby. Den skildrer også den dybere identitetskrise og -splittelse, det er for mange kvinder at blive mor.
For én af mødrene i gruppen, Frankie (Juno Rinaldi), er der ikke blot tale om en krise, som kan være tung nok, men om en decideret fødselsdepression. I begyndelsen af allerførste afsnit deler hun med gruppen, at hun er begyndt at fantasere om »en hjernedød ferie«, der involverer forskellige former for trafikuheld. »Ikke død-død«, forsikrer hun straks de andre mødre om, da de ser chokerede ud, »bare en meget lang indlæggelse«.
At joke om et så alvorligt og ømtåleligt emne som fødselsdepression er ikke nogen nem opgave, og nogle vil måske finde det direkte usympatisk. Men for mig er det lige modsat.
I min optik er det netop Reitmans superpower, at hun ikke bliver ved det ufarlige. Og at hun formår at finde humor og varme i selv de mest sølle, smålige og ydmygende situationer.
I interviews fortæller Reitman åbent om sin fødselsdepression. Det var nemlig den – og særligt folks berøringsangst omkring den – der inspirerede serien. Da hun havde det allerværst og prøvede at snakke om det i sin mødregruppe, oplevede hun at blive lukket fuldstændig ned og bedt om ikke at komme tilbage. Og den personlige erfaring kan man virkelig mærke i serien, der har en autenticitet og sårbarhed, som mange mom-coms mangler.
En befriende abort
Et eksempel på Reitmans frygtløse og originale tilgang til det tabubelagte ser man også i afsnittet ’Merde’ (12. afsnit af første sæson), hvor Anne (spoiler alert!) prøver at finde ud af, hvordan hun skal håndtere sin uplanlagte graviditet.
Sammen med sin søde mand Lionel (Ryan Belleville) laver hun en ‘for’- og ‘imod’-liste, der skal hjælpe dem med at beslutte, om de vil beholde barnet eller ej. Efter mange timers intense overvejelser er det eneste, der står i for-feltet »T.L.B« for Tiny Little Baby og »family band«, mens imod-kolonnen er kilometerlang. Øvelsen bekræfter dem i, hvad de allerede vidste: at de ikke har overskud, hverken følelsesmæssigt eller finansielt, til en tredje baby.
Så Anne får en abort, og for at undgå en lignende situation i fremtiden får Lionel en vasektomi. Og så er den ikke længere. Det er virkelig befriende at se emnet behandlet så selvfølgeligt og fordomsfrit, især lige nu.
’Workin’ Moms’ overraskede mig virkelig med sin kant og dybde og balancen mellem hjerteskærende øjeblikke og veloplagt gøgleri. Den er både vanvittigt sjov, uventet, syret, rørende, super velskrevet, velspillet og fuld af skarpe holdninger.
Det er mig en gåde, hvorfor jeg ikke har set mere skrevet om den herhjemme. Men så igen … En del af forklaringen ligger med stor sandsynlighed gemt i min egen overraskelse over, hvor god sådan en mom-com kan være. Min fejl.
’Workin’ Moms’ kan ses på Netflix.