Angelina Jolie kan nok allerede nu indstille sig på en del Oscar-opmærksomhed omkring hendes kommende rolle som den verdensberømte operastjerne Maria Callas i filmen ‘Maria’.
Projektet blev annonceret over weekenden, og det instrueres af ingen ringere end Pablo Larraín – den chilenske biopicmester, som førte både Natalie Portman og Kristen Stewart til Oscar-nomineringer for henholdsvis ‘Jackie‘ og ‘Spencer‘.
‘Maria’ er skrevet af Steven Knight, som også stod bag manuskriptet til ‘Spencer’. Filmen følger Maria Callas under hendes sidste dage i 1970’erne i Paris.
Det er efterhånden længe siden, at Angelina Jolie har kastet sig over et veritabelt karakterstudie. Hendes seneste store kunstneriske rolle finder man i Clint Eastwoods ‘Changeling’ fra 2008, som også indløste en Oscar-nominering til Jolie.
Siden har Jolie mest medvirket i actionfilm som ‘Wanted’ og ‘Salt’ og andre store blockbustere som Marvels ‘Eternals’.
Hun har desuden fokuseret på sit arbejde som instruktør med film som den Oscar-nominerede ‘Unbroken‘ og fejlskuddet ‘By the Sea‘ med Brad Pitt.
Det vides endnu ikke, hvornår ‘Maria’ går i optagelse.