KOMMENTAR. »Den mest hadede kvinde i Hollywood! Her er, hvad stjernerne siger bag hendes ryg«.
Sådan lød forsiderubrikken i januar 2019 på det amerikanske tabloidmagasin Globe, der under et billede af Angelina Jolie proklamerede at vide, at den Oscar-vindende skuespiller og menneskerettighedsforkæmper først og fremmest er kendt som en strigle blandt kollegerne.
Globe’s ’redaktionelle linje’ ansporede sporadisk think piece-fordømmelse online, men de store reaktioner udeblev – Jolie er blevet trukket igennem sølet af sladderpressen som få andre i henved 20 år, så what’s new, pussycat?
What’s new er, at vi til daglig fortæller os selv, at verden og mediebilledet af i dag er ganske andre, mere progressive størrelser end ved årtusindeskiftet, og at de senere år har set en voksende sjæleransagelse af 00’ernes medieomtale af (læs: slutshaming og hetz mod) kvindelige kendte.
Men Angelina Jolie? Hun er undtaget for moderne underholdningsmediers moralske opvågnen.
Den insisterende giftige dækning af skuespilleren er således langt fra forbeholdt kulørte udgivelser:
I 2016 blev skuespilleren mødt med Twitter-lede over, at nyheden om hendes skilsmisse fra Brad Pitt landede oven i en FN-konference om flygtninges vilkår, som Jolie deltog i (»Hvorfor vil hun underminere konferencen på den her måde?!!«, lød det blandt andet).
Alt imens den britiske avis The Guardian sidste år bragte en klumme af den anerkendte skribent Hadley Freeman (hvis artikler og ofte forfriskende åbenhjertige kendisinterviews jeg selv troligt har læst med stor fornøjelse siden 00’erne), hvori hun gik i kødet på Jolie med en spydighed, der skabte undren selv i klummens eget kommentarfeltet.
Under overskriften »Elsker du Angelina Jolies film? Selvfølgelig ikke. Men det er heller ikke, hvad der har gjort hende til en stjerne«, skrev Freeman i sin indledning:
»Hvorfor er Jolie overhovedet kendt? Fordi hun er en skuespiller, selvfølgelig. Aha, siger jeg så til dig, mens jeg snor mit overskæg a la Hercule Poirot, før han piller et alibi fra hinanden: Nævn en eneste af Jolies film, som du rent faktisk har set«.
Jeg er ikke bekendt med Freemans vennekreds, men selv ville jeg umiddelbart have svært ved at finde én person i min egen, som ikke har set en Angelina Jolie-film. ’Girl, Interrupted’? ’Tomb Raider’? ’Mr. and Mrs. Smith’? ’The Good Shepherd’?
At diskutere, hvad det vil sige at være en Hollywood A-lister er én ting, men belejligt at slette Jolies cv for at argumentere for hendes irrelevans?
Det kræver alligevel en vis dedikation til en journalistisk jantelovsagenda der lugter af, at kendte kvinder, der vover at gå anderledes karriereveje og/eller »stikker af med Brad Pitt« for 16 år siden nødvendigvis må pilles et hak ned, hvis de formaster sig til at pryde forsiden af Vogue (’katalysatoren’ for klummens eksistensberettigelse).
Den eksotiske giraf
Freeman er ikke den eneste på The Guardian, der stiller spørgsmålstegn ved, hvad Jolie egentlig kan bruges til i dag (har de formet en klub ved vandautomaten?). Så sent som i sidste måned fødte kollegaen Ben Child klummen »Hvad i alverden laver Angelina Jolie i Marvel’s ’Eternals’?«, hvori han satire-filosoferede over, om Jolie simpelthen er så stor en stjerne, at det går ud over oplevelsen af filmen (for skuespilleres kendisstatus er selvsagt ethvert superheltebrags ubetinget største troværdighedsproblem … ).
Jeg skal ikke kunne sige, om Child ville have forfattet en lignende pointe, havde det været Brad Pitt, der var sprunget ud i spandex.
Men uagtet at journalisten mener, at Jolie havde gjort sig bedre ovre hos DC (fordi de tidligere har hyret megastjernen Nicole Kidman, mkay), er der noget forstemmende paradoksalt over måden, Child, Freeman og Twitter-moralisterne med største naturlighed alluderer til, at kvindens berømmelse er en hæmsko for vores evne til at tage hendes professionalisme seriøst, hvad end det er på lærredet eller på FN-talerstolen.
Som Child formulerer det: »Det er Angelina Jolie, for filan! Hvis hun på nuværende tidspunkt skulle kunne forsvinde ind i en rolle, ville det kræve, at special effect-troldmændene pillede hende digitalt fra hinanden på et subatomart plan og genopbyggede hende ud af pixels skabt af blomstrende kirsebærtræer. Og selv da ville vi se Jolie på skærmen«.
Hvornår har du sidst hørt nogen sige, at de havde svært ved at tage Pitt eller Leonardo DiCaprio seriøst, fordi de er for kendte?
Nej, Jolie har ved gud ikke medvirket i de største filmiske værker i nyere tid, og nej, jeg sammenligner ikke hendes talent med Leos (hun er snildt på linje med eksen, imo). Men jeg nægter at tro på, at det er hendes kindben eller romantiske relationer, der har forårsaget flop på flop snarere end noget så menneskeligt som ringe manuskripter.
Når respekterede dagblade såvel som tabloidmedier holder fast i feticheringen af Jolie som en eksotisk giraf, der er for hot til sit arbejde, ekkoer det ikke alene 00’ernes mediekultur, det understøtter en indgroet, generel modvilje i samfundet til at adskille glamourøse/magtfulde kvinders privatliv fra deres evner på jobbet (navnlig hvis de forsøger at have flere jern i ilden på én gang, uha), og hvor omtale af »skandalesager« og ujævne filmsucceser serveres med en kuvert af skabsmisogyn schadenfreude.
Jolie lever et ukonventionelt liv, men det er hun langt fra den første superstjerne, der har gjort eller i skrivende stund gør, og de færreste, der har set førnævnte ’Girl, Interrupted’, ’Gia’, ’The Good Shepherd’ eller ’The Changeling’, vil være i tvivl om, at hun vitterligt er en fremragende skuespiller.
Ikke desto mindre kan Jolie i en alder af 46 år stadig ikke undslippe narrativet om filmlands sexkilling, der kyssede sin bror på munden til Oscar-uddelingen, gik rundt med husbonden Billy Bob Thorntons blod i en medaljon, gjorde livet surt for Rachel Green og opbyggede en United Colors of Benetton-børneflok.
Hun skal ikke komme her og tro, at hun både kan blive skilt og passe et arbejde, interessere sig for børns vilkår i verdens brændpunkter, instruere sine egne film (’Unbroken’, ’By the Sea’ med flere), få tatovering nummer 84 og medvirke i Marvel-eventyr, uden at nogen husker at påpege, at hun samtidig er »Hollywoods mest hadede kvinde«. Hvis ikke decideret forvirrende som koncept.
Jorden kalder liderlige journalister
Det er efterhånden standard praksis, at kendte, der involverer sig i humanitært arbejde og/eller klimakampen, bliver mødt med variationer af »Hvad med at du donerer din privatjet først, din hykler?!« på sociale medier, men det er svært at affeje Angelina Jolies tre årtier lange FN-samarbejde som en pr-dille.
Eller underkende værdien i, at stjernen helt konkret har brugt sin position og egne penge på projekter, der styrker kvinder og pigers rettigheder i tredjeverdenslande (Freeman udtrykker sin skepsis overfor, om Jolie reelt gør nogen forskel).
Det skal være Jolie vel undt, hvis hun hellere vil bruge sin tid på humanitært arbejde end på filmproduktioner, skønt hun ad flere omgange også har kombineret de to, som da hun i 2017 instruerede Netflix-filmen ‘First They Killed My Father’ om Khmer Rouge-regimets folkedrab i Cambodja.
I den forbindelse fik Jolie kritik for, at filmens børneskuespillere angiveligt havde gennemgået en kontroversiel castingprocess, og dén sag er selvsagt værd at gå til med alvor, ligesom det også til enhver tid er velkomment at analysere på hendes håndværksmæssige kunnen foran og bag kameraet på settet.
Men vil Jolie atter skrue op for volumen af mainstreamroller i kølvandet på ’Eternals’, skal det ikke hedde sig, at hendes troværdighed af den grund lider et knæk på hverken den ene eller den anden karrierefront.
Ej heller bliver det pludselig relevant at spekulere i, om kvindelige skuespillere kan blive for kendte for deres eget bedste, eller om overjordisk feminin skønhed er et uovervindeligt benspænd for publikums indlevelsesevne i en superheltefilm.
Hvis nogen sidder med den følelse, er det dem og ikke Angelina Jolie, der har mistet jordforbindelsen.
’Eternals’ kan ses i udvalgte biografer.