’By the Sea’
Tredje forsøg som instruktør er ikke lykkens gang for Angelina Jolie, som forhåbentlig snart lægger auteurdrømmen på hylden, inden hun kvæler sit skuespiltalent under kuldsejlede artistiske ambitioner.
Sålunde står ’By the Sea’ som et afskrækkende eksempel på, hvor svært det kan være at bevare objektiviteten, når man simultant skal instruere og vurdere sin egen performance.
Jolie skrev ’By the Sea’, inden hun instruerede ’In the Land of Blood and Honey’ og ’Unbroken’ (begge fik lunkne modtagelser), og filmen er tydeligvis et hjertebarn: Et stiliseret kunstprojekt inspireret af europæiske 60’er-film a la Antonioni og 70’er-filmenes eksperimenterende seksualitet, gjort mainstream-interessant af den ene årsag, at Hollywood-regenterne Jolie og Brad Pitt selv spiller hovedrollerne.
Metaspejler ’By the Sea’s ægteskabsdrama dermed skuespillernes eget, 10-år lange forhold? Snageeffekten vil uundgåeligt være den mest æggende grund til at udløse billet for mange.
Vi er i Sydfrankrig i 70’erne. Den fallerede forfatter Roland og hans hustru Vanessa indlogerer sig på et stateligt hotel i en postkortidyllisk fiskerflække, hvor sollyset er eviggyldent, og alle går klædt i hvidt og beige – det matcher nu engang bedst de okkerfarvede klipper og det azurblå middelhav (fotograf Christian Berger, som blev Oscar-nomineret for sit mindeværdige monokromarbejde på Michael Hanekes ’Det hvide bånd’, er her i stedet gået beige-grassat).
Roland kæmper med sit næste mesterværk, men siderne i den blodrøde Valentine-skrivemaskine (fabrikeret af Olivetti anno ’69 – drag selv håbløst åbenlyse paralleller mellem navn og plot) forbliver så jomfrueligt hvide som Vanessas flagrende skørter, mens Roland tyller sjusser på den lokale med ejeren Michel (fremragende danskfranske Niels Arestrup).
Luften er iskold mellem ’turtelduerne’, der efter 14 år sammen vader i en sump af permanent apatisk tristesse, udsprunget af en uudtalt sorg, hvis årsag man øjeblikkeligt gætter. Da et ungt par på bryllupsrejse flytter ind i værelset ved siden af, begynder Vanessa og Roland at spionere på yndlingenes elskov igennem et hul i væggen, og passionen synes momentant at smitte.
Hvad der kunne være blevet en spicy, moderne udgave af ’Who’s Afraid of Viginia Woolf’ ender som en ligegyldig ørkenvandring, hvis uinspirerede dialog koges ned til »hvorfor?« (hvortil der aldrig falder et svar) og »vil du have en drink?« (hvortil svaret altid er ja), mens Roland og Vanessa forsøger at huske, hvorfor de stadig er sammen.
Filmen er en repeterende stiløvelse, forgabt i sin Instagram-perfekte billedside og med to stjerner, der muligvis har været for trygge i hinandens selskab på settet. I hvert fald er Pitt og Jolies scener ærgerligt tamme, og mens han gør en karismatisk figur, er hun decideret skabet i sin Chardonay-sippende elendighed.
Sammenligningen er absurd, men undervejs begynder Ronald og Vanessa at ligne bitre pasticher af en vis elektrisk-fræk Smith-duo, hvor Mr. er blevet dranker, og Mrs. popper piller som TicTacs.
Love sucks.
Kort sagt:
’By the Sea’ forsøger at forklæde sig som en sensuel kunstfilm fra 70’erne, med sparsom dialog og et ulmende ægteskabsdrama under Sydfrankrigs gyldne sol. Men kejseren har ikke noget tøj på: Resultatet er så langtrukkent og usexet, at selv Pitt-parrets samlede stjernewatt kvæles i beige kedsommelighed.