I Christopher Nolans kommende storfilm ‘Oppenheimer’, kan vi vente os den intense historie om, hvordan en af verdens vildeste og værste opfindelser blev til.
Cillian Murphy spiller hovedrollen som Robert J. Oppenheimer, der opfandt atombomben under Anden Verdenskrig sammen med et hold forskere.
I filmens nye trailer følger vi splittelsen på næreste hold. Oppenheimer er drevet af fascination af sit videnskabelige vidunder, et krigsførende USA ser bomben som den eneste måde at besejre nazi-Tyskland.
Matt Damon spiller generalen Leslie Groves Jr., der leder kampen for atombomben, men også udtrykker bekymring for atomkraftens risiko for at »ødelægge verden«. Vi får desuden Emily Blunt at se som Oppenheimers kone Kitty og Florence Pugh hans elskerinde psykiater Jean Tatlock. Robert Downey Jr. ses i rollen som Lewis Strauss, der grundlagde USA’s komission for atomkraft.
Pugh har fortalt, at samarbejdet med Nolan har været karrierens hidtil største oplevelse. Cillian Murphy har sagt, at han var »desperat« efter at få en hovedrolle i den britiske instruktørs film.
Der er storladne glimt af Kenneth Branagh og Benny Safdie og på resten af rollelisten, finder man blandt andre Rami Malek, Casey Affleck, Gary Oldman, Josh Hartnett og Matthew Modine.
Der er store forventninger til filmens visuelle effekter, da Nolan tidligere har fortalt, at de genskabte en atomprøvesprægning uden computereffekter til optagelserne. Derudover er det også særligt, at Nolan som den første instruktør nogensinde har optaget IMAX i sort-hvid, selvom størstedelen af filmen lader til at være i farver.
‘Oppenheimer’ er Nolans første film siden tidsrejsespionfilmen ‘Tenet’, der fik en noget blandet kritikermodtagelse og en hård medfart ved billetlugerne, da instruktøren insisterede på en biografudgivelse midt i pandemien.
‘Oppenheimer’ får biografpremiere 21. juli 2023.